1993. Henriette kommer ind i mit liv.

Jeg ville smaddergerne have indtalt filmene fra Nepal og prøvede at indtale dem selv. Men det blev en fiasko. Jeg lød helt forkert. Jeg blev så jysk at høre på, at kun jyder ville forstå, hvad jeg sagde. Jeg søgte så efter en anden og bedre stemme til at indtale for mig. I lang tid havde en pige, der hed Henriette, siddet og snakket med mig, inden hun skulle ind og synge hos en af mine dygtige Undervisere, Fabio Yepes de Acevedo. Jeg kom til at tænke på, om det måske var noget for hende?  Hun var lidt svær at komme ind på livet af, for jeg skulle ikke sige noget, som var hende imod, så blev hun hurtigt fornærmet. En dag sad hun ikke på bænken, så jeg havde nok været for ærlig. Men hun kom dog de dage, hun skulle til sang. Jeg fandt ud af, at hun bare havde siddet og gemt sig et andet sted, og så var det da helt fint. Henriette var måske lidt mærkelig og se på, for hun gik i anderledes tøj, gamacher og fodformede sko, hjemmestrikkede trøjer, der bestemt ikke var moderne. Selv hendes hovedbeklædning var fra en svunden tid. Det var hendes mor, som havde strikket eller syet hendes tøj, og kun en mor kan glemme at følge med tiden. Henriette var da vældig sød men manglede selvværd. I stedet for at blande sig i snakken på kontorskolen, så holdt hun sig meget for sig selv. Jeg opgav mine tilnærmelser til hende og begyndte at finde andre emner til indtalingen. Nu skulle pigerne bare ikke tro, at jeg ville have noget mere med dem at gøre. For jeg havde haft det strålende i mange år ved at holde arbejdet og sex adskilt. Der var rigeligt med enlige piger, som forsøgte at få en fremtid sammen med mig. Men brændt barn skyer ilden.

Jeg havde dummet mig med en lærer, og det gik galt, da hun troede, at hun kunne få det, som hun ønskede på skolen. Jeg måtte bruge store ord, før hun forstod, at jeg altså var hendes Leder. Hun blev så sur, at hun rejste fra skolen, hvilket jeg bestemt ikke var ked af. Det var nok bedst at kikke lidt nærmere på Henriette igen. Jeg havde sagt til hende, at hun ikke turde vise, at hun var en kvinde, og det ville hun altså bare lige bevise. En dag stillede Henriette sandelig op i en kjole. Og ikke nok med det, hun havde sørget for, at hendes bryster blev mere synlige - med kavalergang og hele svineriet.  Hun var nede i det store køkken, og jeg kom forbi på min runde. Jamen, hvad gik der dog af barnet, tænkte jeg. Hvem skulle hun dog vise sig for? Jeg snakkede med hende, og det var sidste dag på skolen, inden sommerferien startede. Jeg ønskede hende god sommerferie, og så var vores tid slut.

Jeg tog til Sverige for at lave naturfilm. Jeg kørte i min nye bil, der var en varevogn, og den første nat sov jeg i den hele natten. Det var ikke sagen, for der blev koldt og klamt, og så var ladet ikke langt nok til mig. Jeg nåede til Norge og fik et chok, da en bil i stor fart var ved at ramme mig. Kun ved at jeg nåede at komme ud i rabatten, stødte vi ikke sammen. Jeg blev så bange, at jeg straks vendte bilen og havde retning Hjemad. Ved Hallandsåsen kunne bilen ikke komme op i højeste gear, så jeg måtte ned i et lavere gear. Da jeg kørte i 1ste gear, måtte jeg ind til siden, og bilen stoppede helt. Jamen, det var da vist lidt af en fuser af bil, jeg havde købt. Hjem kom jeg dog, efter mange ekstra timers hvil på rastepladser gennem Sverige. Jeg fandt også ud af, at jeg ikke kunne sidde rigtigt med mine lange ben. Jeg ramte simpelthen rattet med benene og havde svært ved at dreje på rattet.

Da jeg kom hjem, ringede jeg til Henriette. Jeg spurgte hende, om hun ville prøve at indtale en film for mig, og det kunne hun da godt tænke sig. Vi aftalte, at hun skulle komme hjem til mig, og vi skulle prøve hendes stemme. Henriette så først filmen og gjorde sig klar. Når jeg siger klar, så betyder det, at hun faktisk iførte sig nepalesiske klæder, hilste på nepalesisk og talte meget særpræget. Faktisk var det spændende men bare ikke, hvad jeg godt kunne tænke mig. Det var lidt akavet at lade Henriette indtale, for jeg skulle sidde og regulere styrken, samtidigt med, at jeg skulle sige til Henriette, hvornår hun skulle sige noget. Det blev til mange dacapo-numre uden gode resultater. Men hun gav dog ikke op.

Kun 1 måned efter, jeg havde købt bilen, lod jeg den gå tilbage med et tab på 10.000 kroner. Det var dyre lærepenge, men jeg fik så en dejlig rød Toyota Corolla.Jeg besøgte Henriette og fortalte hende om min nye bil. Jeg ville køre os en tur, men bilen ville bare ikke starte. Den druknede, og Henriette vidste ikke, om hun skulle rose eller skamrose bilen.

Vi begyndte at komme sammen, og da vi jo skulle indtale mange gange, så kunne Henriette da ligeså godt sove her, og det gjorde hun så. Nu kom der så gang i filmene, og vi blev enige om, at vi da skulle have et navn. Vore navne kom på læberne, og det endte med, at vi brugte 4 bogstaver. H M O A - vupti, så kom der bare til at stå HAMO - med film i enden. Altså hamofilm - hvad ellers!

Bornholm Kalder.

I efterårsferien 1993 bestilte vi et sommerhus på Bornholm. 1 uge skulle vi bo i Sandkås ikke langt fra vandet. Og nærmeste by var Sandvig-Allinge. Vi fandt hurtigt vores hus, og vejret var bare flot. Første morgen sad vi udenfor og spiste morgenmad. Selv fuglene kom os så nær, at de spiste af hånden. Det havde ellers været en rigtig kold nat. Først så sov vi hver for sig i hver sin sovepose, men vi var tvunget til at krybe helt tæt for bare at kunne få lidt varme. Desværre kunne vi ikke være i samme sovepose, så vi forlod sengen og sov på gulvet inde i stuen og rigtig tæt på hinanden. Nå, men Henriette var sikker på, at solen stod op i vest, for hun mente, vi sad og nød udsigten, mens solen varmede os i ansigtet fra vest, sagde damen.

Hammeren med Krystalssøen og Opalsøen, og hele området, der jo ellers også ligger mod øst, blev vores første oplevelser. Bornholm er da utrolig smuk og ligefrem barsk af natur. Vi var selvfølgelig også indendørs i kirkerne, især rundkirkerne, og de har jo en historie, der er så spændende. Efter endnu en nat fulgte en dag med oplevelser i de små bornholmske byer, hvor røgerier enten virkede normalt eller var blevet til glasrøgerier. Der var endda også en zoologisk have, hvor vi blev forkælet med kontakthungrende dyr.

Annette Rose nede fra skolen havde sagt, at vi bare skulle besøge dem, hvis vi kom på disse kanter, og det gjorde vi så. Annette og Bjørn boede bare så skønt, og han var en bjørn til at passe haven. Den mand havde skruet fingrene godt sammen. Vi skulle også spise hos dem, og det var også Bjørn, som stod for maden. Sammen med familien nød vi haven, og alle vandrede mellem sprækker, dale og bjerge mod det storslåede Hammershus fra en rigtig barsk sti.

Vi var der det meste af dagen, og næste dag, da vi stod op, så regnede det som aldrig før. Triste af vejret, besluttede vi at tage hjem. Der var altså ikke meget ved at sidde og glo på det vejr. At vi måtte køre til Rønne for at aflevere nøglen, betød jo ikke så meget, for vi skulle jo tage færgen til Ystad fra denne by. Det blev dog en rigtig fin ferie, som vi har nydt mange gange, når vi senere så på de film, vi lavede. Men vi blev også enige om, at det bestemt ikke var sidste gang, at Bornholm så os.

Jeg spurgte Henriette, om hun kunne tænke sig at bo her i Dommervænget og opsige sin lejlighed, hvilket hun dog ville tænke lidt mere over. Hun ville beholde sin lejlighed, sagde hun så. Og det var en god ting, for vi havde ikke levet sammen mere end nogle få måneder, inden jeg måtte flytte Henriettes ting tilbage til Gartnervang. Jeg var ellers syg, men i snestorm fik jeg båret hendes ting til rette plads. Vi sagde farvel og tak for denne gang. Årsagen til, vi ikke kunne sammen, var ikke indtalingen, men det gjaldt selvfølgelig sex. Henriette havde fra barnsben fået tudet ørerne fulde af, at sex var noget slemt, farligt og usundt. Masser af sygdomme kunne undgås, hvis hun ikke dyrkede sex.

Hverken hendes mor eller moster havde nydt et sexliv i mange år, og hvorfor skulle de så lære deres børn denne leg. Det var meget nemmere at melde sig ind i en sekt, hvor guruen så kunne indtage pladsen og styre de mærkelige dumme hormoner, som en gang imellem kom frem i lyset. Jeg var mere en far for Henriette, måske især fordi hun manglede en sådan. Jeg var næsten 20 år ældre end Henriette, og hun havde aldrig haft arbejde eller boet sammen med andre, på nær da hun var på højskole.

Henriette fik snakket med sin kusine Maria, som syntes, det var noget pjat, at vi ikke kunne snakke os til rette om vores problemer. Hun kunne da ikke drømme om at gå fra sin fyr uden at snakke om sagerne først. Henriette kom altså tilbage, og jeg måtte så til at flytte hendes ting endnu en gang. I december måned opsagde Henriette så lejligheden og flyttede ind i Dommervænget, og vi har så ikke været så langt ude i hampen i lang tid.

Henriette var, hvad jeg kaldte for evighedsstudent. Hun gik på skole og tog det ene fag efter det andet, også selvom hun havde studentereksamen. Hun gik til Fransk, for vi havde snakket om, at det kunne være rigtig spændende at besøge dette land.

Jeg havde endnu ikke mødt Henriettes familie, og det skulle der gøres noget ved. Hendes mormor og morfar boede i Jyllinge, og vi besøgte dem. Hvis mormor godtog mig, så var der ingen problemer med resten af familien.

Eivind Egil Jacobsen var tidligere elektriker og installatør med forretning i Hersegade, og kun alderen havde sat punktum for hans virke. Han havde også haft en stor herregård Hviidsminde i Kolding, Mormor, der hed Anna Margrethe Jacobsen, var en livlig dame, der havde snakketøjet i orden. Hun kunne se gennem en, og hvis jeg røbede for meget, så ville hendes dom fælde mig, havde Henriette fortalt mig. Vi havde en rigtig hyggelig dag sammen, og jeg filmede de to hyggelige gamle mennesker. Da vi gik ud af døren, sagde mormor," Hvis jeg er lige så frisk, når jeg bliver 100 år, så har jeg intet imod at blive så gammel."

Jeg var godkendt og ligefrem blevet populær. Henriettes mor gik nede på min skole, og hun kom da også ind på mit kontor for at sige, hvem hun var mor til. Jytte Kildegaard Møller hed hun, men da Jytte jo var skilt, så fjernede hun Møller i enden. Min kommende svigermor gik til Yoga hos sin søster i lokale 4 og 5. Inger Kildegaard Nielsen, som var gift med den berømte tæppehandler og kunstner Ib Kell Nielsen, eller Den blå maler, som han yndede at kalde sig. De havde for resten 2 børn. Peter og Maria Charlotte, der som barn legede med min datter Charlotte.

Der var flere kendte mennesker i Henriettes familie. I kunstens verden var en søster til Jytte også maler. Kirsten Kildegaard Høj. Hun havde lejligheden fuld af hjemmelavede malerier, da hun ikke ville af med sine værker. Kirsten havde et skønt atelier, hvor lyset bare var så fint.

Endnu en søster til Jytte var noget ved musikken. Birthe Kildegaard, som hun kaldte sig, spillede klaver og hjalp Fabio’s elever med at holde tonen. Og håbefulde elever skulle lære noderne at kende. Det var da også der, at Henriette gik til sang. Birthe havde øvelokale oppe på 1. sal på min skole.

Kun en bror havde fundet helt andre græsgange. Han havde meldt sig ud af samfundet og ind i et munkeliv som holdt til på Falster.

I Henriettes familie holdt de meget sammen. Festerne foregik ofte hos Mormor og Morfar,og det var Mormor smadderglad for. Hun elskede disse fester, der altid sluttede af med kortspil til den lyse morgen. Morfar var slet ikke til fest, men han klarede sig dog ved at tage høreapparaterne ud. Han var ellers rigtig lun at snakke med.

Det skulle senere vise sig, at den nye bil kørte os det meste af Europa rundt. Vi var i Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland af gode grunde, for dette land skal vi jo gennem, for at komme de andre steder.

Maj 1994.Tur til Frankrig

Vores første lange tur var da også netop til Frankrig. Foråret var lige om hjørnet, og vi ville da gerne se, hvor langt fremme man var i Frankrig. Turen gik gennem Tyskland, og vores første stop hed Euenheim. De havde majstangen hængende, og den var pyntet rigtig flot. En by, der ligesom gemte sig i et hul, så så fantastisk ud, at vi besluttede os for at se nærmere på den. ”Bad Münstereifel” stod der på et skilt. Vi forlod bilen og gik måbende mod de mange flotte bindingsværkshuse, som var omkranset af en tyk mur og mange vagttårne.

Vi vandrede godt nysgerrige mellem herlighederne, og mens jeg filmede, så kom der en ældre mand over til Henriette og snakkede med hende. Jeg filmede bare videre og tænkte ikke nærmere over ham. Vi så de mange kurbadesteder, for dem var der mange af. Og da tiden var inde til, vi hellere måtte køre igen, så fandt vi bilen, hvor jeg havde sat den. Det var nu noget mærkeligt at se den igen, for jeg kunne ikke finde mine nøgler til den. Da jeg kom til at kikke på bagsmækken, så sad nøglen sandelig i låsen. Alle kunne have snuppet bilen og vores ting. Hvor heldig kan man da være?

Vi kørte mod syd og mærkede de franske veje som værende gode men ganske dyre at køre på. I Verdun viste Henriette, hvem hun også var. At der var forskel på os, jo, det var der da, men at der var så meget, der skulle tilpasses, var jeg ikke klar over. I mine øjne var Henriette et forfærdeligt rodehoved. Hun skulle være med til at se på kort, men det gik bare ikke. Kortene lå på gulvet, og hun havde trådt i dem og kunne slet ikke finde rundt i, hvor vi var. Det med at læse et kort og sige, hvilken vej vi skulle køre, opgav den bette pige ret hurtigt. Da vi stod ud for at se nærmere på Verdun, så var Henriette så rasende over at blive rettet på, at hun stampede i jorden. Flere hundrede meter fra os, stod en lille hund ved sin herre, og den blev så bange for, at jorden skulle gå under, at den var ved at løbe fra manden, stakkels begge to. Jeg forlod den stampende pige og gik ud for at filme en seværdighed. Henriette kom så, da jeg var ved at vende tilbage, og hun har nok fundet ud af, at hun ikke kom ret langt ved at gøre selv hunde fortræd, vi gik så begge hen for at se nærmere på nogle statuer.

Vi kørte videre og kom til den skønne by Chartres. Lidt udenfor byen fandt vi et lille hotel og satte bilen endnu længere ude af byen. Det var altså svært at finde parkeringspladser. Der var flere kirker i byen, og alle var så spændende at besøge, men det var dog den store katedral, som tog pippet fra os. Selvfølgelig fandt vi det sted, hvor solen, på et bestemt tidspunkt - én gang om året, ville ramme. Det var da skægt, at vi netop var der til tiden. Kirken skulle bare opleves, og om vi var heldige endnu engang, aner jeg ikke, men vi blev underholdt af et udenlandsk kor, der gav den hele armen flerstemmigt. Det lød bare så godt, så godt.

Om aftenen skulle vi ud og spise, og vi fandt da også en mindre restaurant. Vi bestilte en bøf, men om tjeneren havde forstået Henriette rigtigt, tror jeg ikke. Han troede nok, vi havde bestilt tatar, for vi fik en bøf, der slet ikke var stegt. Jeg måtte lade kødet ligge, og da jeg havde lagt pengene på bordet, og vi var kommet ud på gaden, så kom tjeneren løbende efter os. Han var helt forkert i øjnene og viste os, at han bestemt ikke kunne bruge vores penge. Der var nogle mønter, som vist ikke var franske. Vi fandt ud af, at flere mønter ikke var gangbare mere. Han fik sit tilgodehavende, og vi slap for at spise råt kød.

Næste by hed Rennes, og den var så stor, at vi blev enige om at se den på afstand omkring floden. Vi havde stadig snuden mod syd, og næste by hed Carnac. Inden vi overhovedet kom indenfor, så stod der en kvinde ved vejen for at vise os, at her var der et værelse til leje for natten. Vi lod os overtale af denne meget ivrige og snakkende franskvinde, og hun fik reddet sin dag. Der var en spændende kirke i byen. Der var temmelig mørkt derinde, men jeg ville bestemt ikke betale for at få lyset tændt, hvilket en ældre kvinde ellers gerne ville sørge for, men nej tak, jeg var for nærig.

Lidt udenfor byen ledte vejen os op på en høj. Deroppe stødte vi ind i et lille kapel, som hed Saint Michel, og som man da godt kunne skrive hjem om. Herfra var der et flot udsyn til alle sider. Vi havde så meget tid tilovers, at vi kørte en tur ud på landet. Et skilt viste vej til et kloster, og dette måtte vi da se. Der var nonner, som vimsede rundt og viste os både kirken, deres museum og souvenir-butikken. Henriette snakkede med en af dem, der fortalte, at alle souvenirs var lavet af nonnerne for at tjene penge til at genopbygge kirken.

Vi kom til at læse om, hvor disse cisterciensere egentlig kom fra, og hvor de blev udsendt. Der stod noget om en nordisk kvinde, som engang havde startet sin egen orden. Hun hed Birgitta og kom fra Vadstena (i Sverige). Vi havde nu aldrig hørt om hende, men det var da vældig skægt, at man kunne læse om hende helt nede i Frankrig.

På turen hjem til værelset fandt vi et spisested, der lå ved vandet. Godt sultne bestilte vi maden. Det var pandekager med lidt kød i. Det var nu ikke til at blive mæt af, men vi drak vin til, og den mættede ganske godt. Jeg kørte lidt beruset bilen ind i indkørslen, og natten faldt på. Morgenmaden i Frankrig er altså ikke noget, som man snakker om, overhovedet. Kaffe og et par stykker brød med syltetøj og måske en croissant. Men så heller ikke mere.

Vi kørte mod nord igen. Ind i landet på ganske smalle veje. De fleste huse var så anderledes, end vi var vant med, de var bygget op i sten, som lignede gennemsavede sten. Og tagene med karnapper var virkelig noget, som kunne få en tømrer til at bruge hjernen.

En bette by, der hed Mur de Bretagne, kunne vi bare ikke køre fra. Vi fandt et hotel og gik på udkik efter kirker og andre spændende objekter. Mon det var herfra, at Asterix kom? - hans hus lå lige overfor kirken. At det var et turistbureau, som havde til huse i det, var da helt fint.

Tregastel hed næste by, og den blev vi helt forelsket i. For det første, så boede vi lige ud til vandet, og vi oplevede det kæmpestore spring, der var fra ebbe til flod. Mere end 10 meters forskel. Hold da helt op, mand. Der var torvedag, og vi gled ind i dette farvestrålende bybillede. En skøn, ældre, spansk sanger gav os musik til vore film. Han slog strengene på sin guitar, og man kunne kun blive i godt humør ved hans optræden. Alle, der gav ham mønter, sagde han mange tak til, samtidig med, han sang videre. Henriette var engang hernede og bo hos en familie, der hed Prat, og vi kunne da godt tænke os at se, om de stadig boede der. Vi fandt stedet, men der boede ingen mere.

Næste dag kørte vi til Dinan, som var en meget gammel by. Masser af arkader, og det er jo fint, især når det regner. Næste by er Dinard, og det er en ganske lille by, der er hyggelig og tidløs.

Dagen efter kom vi til den lille ø, der hed Mont Saint Michel. Vi gik hele øen rundt, og sammen med en masse andre turister oplevede vi seværdigheden. Vi opdagede hurtigt, at samtlige turistbusser fra hele Europa sagtens kunne ses herfra parkeringspladsen. Borgen og øen var meget kendt, så kendt, at der var lavet rigtig mange film herfra. Man kunne kun Gå herinde, og der kunne sagtens gå en hel dag på øen.

Vi var ved at være trætte af oplevelser, og turen gik mod nord. I Amiens havde de en kirke, som absolut skulle ses. Vi var så heldige, at der lige var én lille plads til bilen tæt ved den store katedral. Det var et syn for guder, og de der var hellige i sind.

Vi nåede lige at filme lidt af herlighederne, da en mand kom og gennede os ud. ”Tiden er overskredet, og vil I se mere, så kom igen i morgen”, sagde han og smilede. Men vi kørte da bare til Arras, hvor vi fandt et hotel, der var noget for sig. Receptionisten kunne tale engelsk, og jeg fik endelig, for første gang under vores lange tur, lov til at bruge mundlæderet til andre end Henriette.

Da vi kom hjem og så på vores film, som jeg havde taget under turen, så blev jeg ganske mærkelig. Dengang, da vi var i Bad Münstereifel, snakkede Henriette jo med en mand, og på filmen var han bestemt ikke bare en mand, DET VAR MIN FAR. Der var slet ingen tvivl. Hele hans måde at være på, var Fars. Det var virkelig mærkeligt !

Filmen om hellige Birgitta

Hverdagen kom, og arbejdet kaldte. Jeg snakkede med en lærer, der hed Kirsten, om vores oplevelser. Især om den nordiske nonne, der hed Birgitta.Hende havde Kirsten da også hørt om. Hun anbefalede os at tage op til Vadstena, for der skulle være et kloster og en kirke i hendes navn. Kirsten, der var kniplinge-lærer, vidste, at byen ligefrem levede af både Vadstena-kniplinger og Birgitta. Der var så en hel del, der skulle planlægges inden turen, og vi gik på biblioteket efter stof. 

Sommerferien i 1994 blev i Norges tegn. Vi kørte i bilen, og vores første overnatning var i Bærum, der ligger lidt nord for Oslo. Det var en hyggelig lille hytte, hvor der lige var plads til en køjeseng og kaffemaskine og ikke mere. Under en aftentur i Bærum, så vi en "Ulvestue" en såkaldt ulvefælde uden fangst, og vi blev godt trætte af at se unge sportsfolk lægge græs på deres fodboldbane. Da vi kom til Gol, gik vi langs elven, og pludselig begyndte Henriette at bløde. Hun troede, at hun ville forbløde og måske ligefrem dø. Årsagen var, at Henriette ganske få dage forinden havde været på hospitalet for at få en udskrabning. Hun var blevet gravid, og det var bare ikke lige sagen for os, på dette tidspunkt. Vi var slet ikke modne til at få børn. Henriette havde endnu ikke prøvet at arbejde, og bare det at skulle tage ansvar for et levende væsen døgnet rundt, det orkede vi ikke. Jeg mente også, at jeg var for gammel til at blive far igen, og da man jo havde overbevist mig om, at jeg slet ikke var egnet som far, så besluttede vi at dræbe barnet. Vi fortsatte Norges-turen, som blev rigtig hyggelig. Min bror og svigerinde Villy og Hilda boede vi hos, og oppe i deres hytte i Fikjedalen havde vi nogle dejlige dage. At det var en hård tur, er sandt, men den var nu ganske spændende.

Vi havde også lyst til at se lidt af Jylland. Henriette havde boet i Risskov, og da det jo ligger lidt udenfor Århus, så var det da en smal sag at køre derud. Hun fandt det hus, hun havde minder fra, og da vi nu var i mindernes område, så kørte vi ud til Lyngby, hvor Henriette også havde boet, da hun var helt lille. Det lignede bare sig selv. Huset var dog lige blevet malet, og lugten kom os i møde. Jeg ville nu gerne filme noget mere, og derfor så kørte vi til Jesperhus. Er man glad for blomster eller glad for at filme, så er det lige stedet. Alle disse dejlige motiver og farver. Jeg kom i mit S.

Sommeren gik, og vinteren stod for døren. Henriette ville vise mig for sin far og sine søskende. Vi smuttede ned til Lolland-Falster. Henriettes far, der hed Lars Algreen Møller, var i familie med AP Møller, bare lidt langt ude. Vi skulle holde jul hos dem, og Henriette ønskede, at vi overnattede der. Det sidste skulle vi nok ikke have gjort, for det var lidt pinligt sådan første gang. Vi blev da også enige om, at det aldrig ville ske igen. Lars var god til at spille skak, og jeg fik kun ét spil, som satte mig skak. Han var meget hurtig i tankevirksomheden, men det lå jo også til ham, eftersom han var psykolog.

Ulla, hans kone, var stenbuk og fra Århus. Der er kun få dage mellem min og hendes fødselsdag. Henriette og jeg kunne ikke få tiden til at gå i det ellers så hyggelige hjem. Hvad skulle vi dog snakke om? Derfor så valgte vi at køre en tur ud i det flade landskab. Denne beslutning faldt i god jord hos alle.

Maderia paradisets ø

Straks i det nye år bestilte vi en tur til Madeira. Der havde Henriette aldrig været, og jeg mente, at det lige var noget for hende. Jeg havde selv været der tidligere og mente, at vi sagtens kunne finde emner, vi kunne bruge på små film. Jeg havde gættet rigtigt. Henriette kunne virkelig godt lide denne lille sydhavsø. Hun blev så begejstret, at hun også gerne ville med til Tenerife, og der tog vi så til sidst på året.

Sverige sommer 1995

Det blev sommer igen, og Sverige råbte jo på os. Vi skulle da se den spændende by, Vadstena, og faktisk var vi meget spændte på, om det var noget for os, – ja om der overhovedet var noget at se. Da vi var flere kilometer fra byen, kom der et tårn til syne. Jeg blev helt varm indenfor vesten. Endnu nogle tårne blev fremkaldt. De tilhørte det store slot, som skulle ligge nede ved vandet. Vadstena var en ren og rigtig fin by. En masse gamle mure med munkesten dannede rammen om Birgitta-kirken og klosteret. At kirken faktisk hed ”den Blå Kirke”, fandt vi senere ud af, men skidt pyt med det. Vi kom indenfor og blev taget med åben mund og polypper. Der var så meget, der skulle ses her. Vi opdagede, at bag ved alteret, ned ad nogle trapper, der fandtes Birgittas alter og kisten med den store kvinde i, (eller det var vel kun sørgelige rester af hende) samt hendes datter og en præst, som havde fået lov at mænge sig med fyrstinden. Bag ved kirken lå den bygning, der havde været Birgittas første kloster, hvor hendes datter Karin havde været abbedisse og moder for nonnerne. Vi slugte seværdighederne og havde bare en dag, der var så indholdsrig.

Vi besøgte igen Jylland, og denne gang gik det fra Kolding og mod syd.I Kolding havde Henriettes mormor og morfar boet, og vi var da lige ude for at filme deres tidligere gård, Hviidsminde, som den hed. Ikke langt fra gården, ja faktisk på den anden side af hovedvejen, boede "Damerne", og dem besøgte vi skam også. Ja, vi overnattede endda hos dem og lod os køre gennem byen af den ene dame, som bestemt ikke var god til at styre bilen. Geografisk have fik også vores besøg, og både Sønderborg og Åbenrå fik vi set på samme tur.

Efteråret 1995 gik med ture i Danmark, og så lavede vi en masse film på min redigeringsmaskine. Henriette havde svært ved at indtale, og hun var lige ved at opgive det, især når jeg sagde, at hun skulle lyde levende og have glæde i stemmen.

Henriettes første tur på Tenerife

I julen 1995 var Henriette med på Tenerife for første gang. Puerto de la Cruz hed vores by, og hotellet var Girasol. Vi boede endda i samme rum, hvor Gerda og Holger for flere år siden havde boet. Teide kunne ses fra hotellet, og vores 14 dage blev en ferie, som vi kunne li’ det. At vi holdt jul under disse himmelstrøg, siger sig selv, jeg var jo ligesom vant med at sidde i varmen, mens julemanden svedte af solens stråler. Henriette blev bidt af Tenerife, kunne jeg se og mærke.

Det med familiekomsammen var altså ikke noget for mig. Og hver gang, vi var inviteret til Henriettes familie, så sad jeg og kedede mig. Heldigvis havde jeg morfar, som havde det på samme måde som jeg. Vi ventede på, at festen blev færdig. Jeg var flere gange deres taxi, og det betød så, at vi kom hjem sidst, men det skulle der altså laves om på.

Jeg fortalte Henriette, at jeg ikke ville med til disse fester, og når jeg ikke trivedes, så gik det jo også ud over hende. Henriette gik med på at tage til festerne alene. Man kunne finde mig bag ved min computer, og jeg havde det bare pragtfuld. Med tiden accepterede de mig langt om længe. Jeg hørte simpelthen ikke med til denne familie.

Men til en fætter-kusinefest ville Henriette pludselig heller ikke være med længere. Om Ib havde forstået noget lidt forkert, det var hans sag, men han kom hen til mig og sagde, at han syntes, at jeg skulle give Henriette lov til at være med til festerne. Jeg svarede ham, at hun bestemt gerne måtte være med, bare jeg kunne blive fri. "Jamen,du kunne nu godt give hende lov", sagde han igen. Det er en af de ting, jeg husker Ib for. Jeg opgav at sige mere.

Min svigermor Jytte kunne bestemt ikke lide mig, men hun var nu ikke så slem endda. Hun var bestemt heller ikke min kop te. Det værste, hun præsterede overfor mig, var, da hun til en af mine fødselsdage inviterede sig selv til spisning. Fine gaver fik jeg af Jytte, som hurtigt fik samtalen ind på, at jeg skulle sørge for, at Henriette skulle kunne klare sig økonomisk, den dag jeg døde. Det var under bæltestedet, syntes jeg. Vi var ikke gift men kun forlovet, og så skulle jeg sørge for, at der var penge de næste 50 år til Henriette. Jytte blev aldrig mere inviteret, og hun var sikkert klar over hvorfor.

Resten af året besøgte vi det meste af Danmark, var på den anden side af Øresund og en længere tur i Midtsverige. Vi havde fået så meget mod på at se de steder, der omhandlede Birgitta, så der var virkelig mange fremmede steder, vi aldrig ville have set uden denne dames eksistens.

I 1996 havde vi været en tur i Tyskland, og da vi kom hjem og så vores film, blev vi meget overrasket over, at den var så dårlig. Den var ikke værd at se på, og nu stod vi og skulle tage en beslutning, om vi ville blive ved med at filme eller droppe denne hobby. Vi blev enige om at fortsætte, og jeg købte derfor et nyt kamera. Et super-vhs kamera. Det var dyrt, og hvor var det godt. Det var virkelig farver, der ville noget.

Østens og sydens sol

Jeg tager Henriette med til Nepal.

12.10 | 13:53

Jeg vil gerne sende en fødselsdagshilsen til Henriette

24.11 | 16:09

Jeg er beboer og skriver på Himm. gl. Prgds's historie. Vil du fortælle mig om din mors liv efter at I flyttede herfra i 1980. Mange tak! - Også for skildringen her fra hjemmet.

17.03 | 07:37

Det er sjovt at få vores og dine familiehistorier på skrift, Henriette; det er da utroligt at du huske alle de detaljer! 😊
Jeg vidste ikke at i havde så meget gang i film business! 😎
Hav det godt K

15.03 | 13:18

Hej Henriette

Det var hyggeligt at læse dine sider igennem - bringer minder frem.

Håber du har det godt og hilsner fra Michael