Året 2007. Det store Rejseår.

Krapperup og Sofiero

Den sidste dag i maj - torsdag - var en rigtig solskinsdag, og vi spiste først vores yoghurt med rabarber i hjemme i lejligheden. Så fandt vi svenske penge frem og kørte ud i haven for at indtage morgenkaffen midt på græsplænen. Det var en fryd at sidde der med fuglesang og rododendron, syrener og selv valmuer sendte deres duft i næseborene. Vi var lige ved at blive hjemme i haven men besluttede dog, at vi ville til Krapperup for at se på rododendronparken. Der var rigtig mange biler på motorvejen, og vi sneglede os mod vores brødreland. Det var så nemt at betale for broturen. Ind med visakortet og af sted igen. Benzinkøb var lige så nemt. Ind med slangen, og vi blev fyldt op uden at bruge én eneste svensk krone. Der var en del vejarbejde i Sverige, og derfor tog det længere tid, end vi havde beregnet. Med 2 GPS`er var vi godt kørende. Det var dog kun for at finde ud af, hvilken GPS der var bedst. Vi fandt Krapperup slot og park, og det blev til en givtig, oplevelsesrig dag. Vi filmede begge to og gik i vejen for hinanden. 

2 stockholmere snakkede med os, og de fortalte, at ikke langt herfra lå der en hyggelig kirke, der var værd at besøge. Brunnby kirke var en rigtig korskirke og ganske særligt indrettet. Jamen det var da godt, vi så den. ICA havde åbent, og vi var inde for at købe lidt drikkelse og en toast. Det var godt at få lukket hullet i maven. Sofiero var så næste mål. Vi var meget glade for, at vi valgte at komme derind igen. Rododendron-parken var bare så flot, så flot, og der var rigtig mange andre blomster, som var seværdige, og lugten, eller duften, den manglede bare slet ikke. Én ting kunne vi nu godt undvære, og det var alle de danskere, der hele tiden lod sig høre. Det er nu et mærkeligt folkefærd. Bare det at stå i kø for at komme ind, så er danskere anderledes. De mænger sig og løber lidt hurtigere for at komme først hen til billetlugen. 

Jeg fik dog lov at komme ind i haven 10 kroner billigere end Henriette, og det havde jeg det fint med. Men pigen troede ikke på mig, for, som hun sagde, der er mange som forsøger at snyde sig ind. Efter en skøn dag så smuttede vi hjem ad søvejen. Ind med visakortet og op på båden. Henriette fik sin vilje, da vi kom hjem, og hun lavede vores varme mad klar. Vi kørte ud i haven og indtog denne, sammen med en dejlig kold øl. Aftenen blev afsluttet med, at vi lagde vore film ind på computeren og gennemgik resultaterne. Det var nu ganske gode billeder, som nok kunne bruges til en lille film, engang i fremtiden.  

Juni var ved at rinde ud, og vejret var rigtig dansk. Masser af regn og kun lidt sol ind mellem skyerne. Vi kom en del i kolonihaven, og de mange valmuer var fjernet. Blomsterhavet var blevet jordet. Taget på huset var ved at rådne, så der skulle snart ses på nyt træværk ved udhænget. 

Det var egentlig ganske rart at være hjemme for en stund, men vi tog nu også på små ture til staden, og selv Gurlis have var vores mål. 

Hos Allan og Lene.

Gurli ville så gerne have os med ud og besøge sin søn Allan og hans familie, og derfor så besluttede vi, at det skulle være lørdag d. 8. juli. Vi hentede Gurli i hendes have og satte kursen op mod Hornsherred. I Gerlev smuttede vi lige ind i rosenhaven og fik et glimt af de mange roser, der havde fået rigeligt med regnvand. Gurli ville give mad, og derfor kørte vi ind på kroen i Gerlev. Det er virkelig en hyggelig kro med masser af udstillings-varer til haven. Indendørs er der rigtig hyggeligt. Vi fik udsøgt smørrebrød, hvor sild, fiskefilet og ost var, hvad vi satte til livs. Det smagte nu bare så godt, og Gurli havde æren af at betale. Vi satte GPS’en til og nåede til Frederikssund, hvor vi lige var inde og købe orkideer til Gurli og Henriette og en blomst til svigerdatteren. Gurli havde lovet brød til kaffen, og med 2 store poser wienerbrød satte vi kursen mod deres hjem. 

Jeg skal love for, at de boede i et stort hus. Vi blev virkelig overraskede. Kælder, stue, 1 sal og loft. Der var masser af plads, og selv haven var i 2 plateauer. Der var liv i den store familie. Ikke mindre end 5 børn fra 2 til 14 år. De var nu alle meget søde og velopdragne. Vi havde en dejlig dag, hvor kaffen blev drukket, og vi fik snakket en del. Allans store lastbil stod lige udenfor huset, og han var rigtig stolt over den, selvom han endda ventede på en ny og større vogn. Vi vinkede farvel til den store familie, som er lidt af et særsyn i dagens Danmark. 

Henriette var atter på arbejde, og vejret var helt hen i det våde. Det var mange år siden, at vi havde fået så meget regn, og nyheder om oversvømmelser var hverdagskost.  

18. juli tog vi så igen ud for at opleve noget nyt. Vi ville til Ribe. Første pause blev dog Odense, hvor vi satte bilen ved slottet. Solen skinnede, og vi gik en tur i Kongens Have. Der er nu noget over denne Andersens by, og vi blev enige om, at vi engang skal bo her nogle dage. Vi havde noget tøj og flere billeder med til moster Birte, der bor i Almind. Denne lille by, der ligger lidt nord for Kolding, blev vores næste stop. Birte blev glad for at se os, glad for billederne, musikken og tøjet. Vi fik dejlig mad, så film, som Henriette havde lavet om sin mors sidste tid her på jorden og en film om moster Ingers paradis. Vi forlod moster og satte kursen mod Ribe. Andst kirke blev lige set efter udendørs, for der var lukket ind til det hellige. 

I Ribe satte vi bilen på kirkepladsen lige udenfor hoveddøren. Så gik turen ellers ind i kirken. Der var nemlig ingen begravelse nu, og så var det om at få klaret opgaven med at filme herlighederne. Vi låste derefter kameraerne inde i bilen og gik op til arresten. Der mødte vi en sælger, som også havde med cellerne at gøre. Vi fik celle nummer 4 og takkede for servicen. Den gamle arrest er omdannet til hotel, og vi havde ligefrem glædet os til at bo der. Dørene er, som tidligere, med kikhul og kraftige hængsler. Cellen er lavet lidt om, for der er lavet en repos med en trappe op til vinduet. Man kan sidde og kikke ud i friheden under hyggelige former. Det kunne man altså ikke i gamle dage. 

Vi gik så domkirkebyen efter i sømmene og måtte erkende, at der var rigtig mange gamle hyggelige huse flere steder. Tiden var inde til, at vi skulle have mad igen. Vi blev enige om, at hvis vi kunne få wienersnitsel, så var vi med på vognen. Desværre var der ingen steder mulighed for denne ret, hvis vi ikke ville sidde udendørs og fryse, og det rettede vi os så efter. Da det blæste lidt, og det var lidt koldt, så ville vi altså sidde indendørs, derfor blev det Dagmar, der fik tag i os. Vi fik 2 sæder, og der kom levende lys på bordet. Oksefilet med en skøn sovs og persillekartofler, der bare kaldte på os. Noget skulle dog medvirke til at skylle maden ned, og det blev en italiensk rødvin, der smagte som søde italienere, der havde suget solen til sig. Jeg blev vist lidt forvirret, eller som Henriette sagde, lidt fuld, for jeg blev pjatte’ og sagde dumme ting. 

Der blev kræset for os, og vi fik til sidst en hed klud til at tørre ansigt og hænder i. 700 kroner for hele tjavsen var ikke én krone for meget. Vi lallede eller gik hjem efter kameraerne, for Vægteren var på trapperne. Masser af mennesker stod og ventede på ham, og vi fik taget det, vi orkede og vendte så hjem i cellen, for jeg havde virkelig brug for at samle mig og en lille lur. Da klokken nærmede sig 22, stod vi op og gik ned for at kikke på vægteren igen. Henriette havde selvfølgelig sit kamera med, og det var rigtig godt, for alt det, jeg optog, blev slet ikke til noget. Vi fulgte så med de mange mennesker et stykke af vejen, og den hyggelige vægter fortalte om de gamle huse og historierne omkring dem. Da vi igen lå i cellen, blev vi enige om, at Ribe er en skøn by, og at det ikke var sidste gang, vi har været her. Morgenmaden var ikke kun vand og brød, men den var nu ikke særlig spændende. Kaffen fik os vågen, og så kørte vi til Blåvandshuk. 

Inden vi kom til hukket, var vi lige inde og se Tjæreborg kirke, og den var hurtigt ude af sind igen. At gå i sand ved Vesterhavet er bare så skønt, og så er der masser af skaller, der kan beses og kyles væk igen. Selvom jeg er jyde, så blev jeg træt af at høre jysk, så vi besluttede at forlade hovedlandet, lige så snart vi havde spist vores middagsbøf i Grindsted. Bøffen var nu lidt tør, men blev spiselig på grund af sovsen. Vi satte kursen mod Odense, for der synger man lidt blidere. Henriette var meget glad for, at vi igen skulle til Danmarks 3die største by, og hun fandt et hotel, vi skulle bo på (ved hjælp af GPS’en). City Hotel hed det, og vi blev ledt direkte til hoveddøren. Der var ledige værelser, og vi fik sat bilen i garage. Det viste sig, at vi boede tæt ved byens centrum og seværdighederne. 

Der blev gået flere kilometer, og godt trætte i ben og lemmer blev der sovet under fine forhold. Det var et godt hotel, og værelset var ok. Morgenmaden var fin, og vi besluttede os for, at blive der en nat mere. Vi fik en dag, der bare var så spændende. Nu gik det bare ikke altid, som præsten prædiker. Da vi gik vores formiddagstur, så fik jeg ondt i maven. Jeg er begyndt at skrante på mine gamle dage, og det blev værre og værre. Vi måtte gå hjem, og jeg skal love for, at det var godt, vi kom hjem. Jeg blev tømt for indmad til den store guldmedalje. Men maven blev ved med at være tvær. Vi fik vores middagslur, og det gik bedre, da vi igen gik tur. Vi ville have rigtig god mad den sidste dag, vi havde her i Odense, men desværre sagde maven nej tak, og det blev til, at Henriette købte sig en bøfsandwich, som hun spiste hjemme på hotellet. Jeg nøjedes med vindfrikadeller. 

Næste dag var tid til at køre hjem. Vi fik morgenmad og lod bilen køre os til Dommervænget 22. Hvor var det skønt at gense hjemmet. Vejret var ikke udevejr, så vi gennemså billeder, vi havde taget på turen. Alt det, jeg havde taget med dvd, var væk, det samme med Henriettes dvd. Men heldigvis havde vi dv’eren og canon’en med, og hvilke dejlige minder er det ikke blevet til. 

Vi fulgte cykelløb fra Frankrig, og ”Kyllingen” klarede sig ganske godt.  Vores have trivedes også fint, så det var altså kun mig, der havde maveproblemer, jeg var godt træt af. Kyllingen blev smidt ud af det store løb, og det var måske det bedste, der kunne ske for ham. Det var jo kun et cirkus, hvor reklamer var de styrende med hele magten. Uanset hvem der vinder, så er de ligeglade, bare de får deres navne på folks læber. Hvem kender ikke Rabobank fra Holland?  

Onsdag i august 07 smuttede vi lige ud til de gamle ege, der står i Nordskoven. Først Snoede den gamle Eg sig som en ål med hænderne i vejret, som var det et uhyre. Så måtte Storkeegen finde sig i, at vi gik ind i den - i ordet bogstaveligste forstand. Sidst men ikke mindst så måtte Fuglekongen da sidde på Kongeegens grønne blade. Der var nu ingen fugle, som ville synge for den gamle mand på krykker. Tænke sig, at egen er den ældste i Danmark. Hvad har den da ikke oplevet? Vi filmede Julianehøjen både ud- og indvendigt, og så besøgte vi selvfølgelig Grevinde Danner eller Rasmussen. Dagen sluttede hos søster Gurli, der havde lavet lun leverpostej og ostemad. 

August var ved at rinde ud, og vi havde forberedt at rejse til Sverige og lige et smut til Norge. Faktisk så ville vi meget gerne hilse på Villy og Hilda. De var jo blevet gamle, og helbredet var ringe hos dem begge. Vejrudsigten sagde bare regn og kulde fra torsdag d. 29. august, og jeg kom så til at tænke på syden. Computeren blev tændt, og jeg søgte efter dmi for at se 7 dages prognosen. Hele Norden kunne regne med regn og kulde, og da jeg så skrev Rom, så kom der andre boller på suppen. Dernede var der varmt, endda meget varmt, - mere end 35 grader, og torsdag ville der blive ca. 32 grader. Jeg søgte efter en rejse gennem Sterling Airways. Så søgte jeg efter et hotel, hvis der altså var rejser, som passede med tidspunktet. Det gik glat, vi skulle med fly til Rom onsdag d. 29. august og hjem igen mandag d. 3. september. Turen med hotel blev for os begge på godt 7000 kroner. Vi skulle kun have lommepenge med. Jamen nu kunne vi så glæde os til at komme ned til varmen. Henriette ville dog ikke undvære turen til Norge, så vi håbede, vejret ville blive bedre, når vi kom hjem. Vi havde jo mere end 5 uger i alt at tage af. 

Jeg havde faktisk fået det bedre, efter jeg var begyndt at cykle på motionsdyret, hvor 5 kilometer var det højeste, jeg svedte ud. Og så tog jeg ud i kolonihaven for at spille på min dejlige harmonika, der ellers var temmelig tung at stå med. Det gik ganske godt med at finde tangenterne, og så blev jeg ganske svedig af at spille. Vi havde fået et domænenavn, og det betød, at man bedre kunne finde os på nettet. 

Vejret blev bare ikke bedre i Norden, og vi brugte tiden ude i kolonihaven, hvor vi fik malet hele huset. Det trængte virkelig til en omgang og blev faktisk ganske kønt at se på. Jeg ville bare gerne ud og se verden igen, og derfor så snakkede vi om at se Stralsund og Rügen. Fra nettet fandt vi et hotel, der lå midt inde i Stralsund. Vi skulle bo i Kongesengen nr. 4 og glædede os til at blive behandlet fyrsteligt. Da vi ankom til hotellet, viste det sig, at de havde overbooket og måtte sende os til et andet hotel. Vi måtte drømme os til det kongelige, eftersom dette hotel lå langt udenfor byens travle liv. Det var nu slet ikke så ringe at bo der, og maden var da heller ikke hundeæde. 

Vi var så på tur oppe i Rügen, og det var lidt af en barsk tur for den stakkels gamle bil. Man havde stadig ikke fået rigtige veje deroppe. Kæmpestore huller mellem brosten, der kunne smadre selv den stærkeste bil, var meget hårde ved vores indvolde. Turen var nu rigtig god, og selv vejret var langt bedre end i Danmark. Da vi kom hjem igen, så håbede vi stadig på at tage til Norge, men det skulle vise sig, at sneen og vinteren bankede på i det skønne land. Vi blev hjemme i kolonihaven, og denne gang var det brombær, som tog lidt af vores tid. Vi havde så mange bær, at vi kunne sælge af dem, men Henriette lavede heldigvis en god syltetøj ud af dem, og vi brugte herlighederne i vores yoghurt. 

Jeg blev igen træt af at se på haven, og derfor så spurgte jeg damen, om ikke hun kunne tænke sig at se Goslar igen. Jeg måtte komme med lidt mere end bare Goslar, så jeg sagde, at jeg faktisk godt kunne tænke mig at få en heks og en vindharpe. Henriette gik med på ideen, og vi startede så bilen onsdag morgen og satte kursen mod Schulendorf hotel. Dette hotel havde vi også fundet på nettet, og vores gps var ganske villig til at vise os vejen dertil. Jeg skal love for, at vi kom ud i naturen. Fra Goslar gik det bare op ad bjerge, hvor vejen var smal og med masser af sving. Byen var ikke ret stor, og der var kun ganske få huse, en café og eet hotel, - vores sportshotel. Vi betalte for at bruge hotellets faciliteter, hvilket vi slet ikke udnyttede. Det var et godt hotel, og selv maden var fin.  

Oplevelserne var mange og skønne. Østtyskland var stadig på landkortet, og der var  ikke gjort ret meget ved vejene for at man kunne komme op til Goslar eller andre byer af denne klasse. Wernigerode, Habstetter og selvfølgelig Goslar, og Osterode havde æren af at se os. Vejret var bare så skønt. Maden for god, og vi skal atter hjem og tabe os. Vi fik købt en dejlig heks og en vindharpe, der bare lyder skønt. Da jeg mente, at bilen ikke trak så godt mere, og at den måske var ved at blive syg, så valgte vi at tage hjem søndag morgen. 

Der var kun en uge til, at Henriette igen skulle på arbejde, men så havde vi altså også været sammen i mere end 5 uger ud i træk. Det var altså barsk, men lærerigt. Auto-Per havde godkendt vores bil, og vi kunne godt tage op til Norge, sagde han, men igen var det vejret, som satte en stopper for turen. Mandag d. 1. oktober var grå og regnfuld. Det var den bedste dag at starte på arbejdet, og Henriette glædede sig til at gense sine borgere. Hvor mange der var skiftet ud, var altid spændende. Hverdagen kaldte og jeg skulle igen finde en rytme på hjemmefronten. Vores nye printer var ret fin, så der skulle lige kikkes efter, hvad dyret egentlig kunne.  

Morgenmaden var ved at være klar. D. 13. oktober var Henriettes fødselsdag, og denne dag skulle vi have været et lille hold på 5 mennesker. Sine, Ulla, John og jeg skulle have fejret min pige, men Sine ringede og aflyste på grund af sygdom. Det var en bet, men vi fik alligevel en god dag. Skøn morgenmad, og jeg lavede rigtig lækker mørbrad med flødesovs, aspargeskartofler og levende lys, og dagen blev slet ikke så ringe endda. 

Vi havde lige bestilt en tur til Milan til december (3 dage), og jeg var lige på nettet for at kikke på, om den var godkendt. Så kom jeg til at se, at der var en tur til Napoli. Ved ganske få klik havde jeg fået bestilt turen, som foregik allerede i november måned, 5 dage på et ganske godt hotel. Vi fandt ud af, at det blev rejse nummer 12 på eet år, så vi var vist rejselystne, om man nu kunne bruge dette ord. 

Vi havde noget at se frem til, og det var kendetegnende for os. Jeg havde ladet mig indmelde som ”Mingler” og havde det endnu ganske hyggeligt med det. Et indlæg omkring flygtningebørn som gidsler havde fået en del mennesker op af stolen. Jeg troede nu ikke, det var et forum for mig og forventede at forlade det efter endnu et emne omkring kræftbehandlinger. Som debatskriver, blev det kun til en kort fornøjelse. Jeg skrev om Naser Khader og hans manglende politikprogram. Og selvom der var ret mange, som ønskede, jeg fortsatte, så var de, der stod for Mingler ikke af samme mening. Jeg havde en forkert mening, og derfor så lukkede de min side. Ikke nok med det, de lavede også rav i min computer ved at sætte et program ind, der ødelagde min hjemmeside. De havde jo fat i den lange ende og kunne sørge for, at kun det, de stod for, kom i æteren. Jeg var faktisk blevet udelukket fra samtlige medier, eftersom det var de samme, der kørte andre debatter. Min trøst var, at jeg ikke var den eneste, der blev stoppet med ytringsfriheden. 

Vi havde været i Napoli, og jeg skal love for, at denne tur satte sine minder. Første dag, vi var i byen, blev vi konfronteret med den utrolig beskidte by, Napoli virkelig er. Alle disse udenlandske mennesker fyldte godt op i gaderne. Sorte og arabiske arter vrimlede det med alle steder. De stillede sig op, blot der var en lillebitte plads, og så kunne vi forsøge at komme udenom eller købe deres ragelse. Napoli havde virkelig problemer med de fremmede, men ingen gjorde noget ved det. Vores hotel, der hed Ideal, var rimelig godt, men så ikke mere. Det lå lige ved stationen, og vi skulle hurtigt indendørs, da alle holdt øje med os. 

Den første dag blev det kun til en meget lille tur rundt om pladsen og så spise på restauranten, som hørte med til hotellet. Dagen efter gik vi så ud for at se på herlighederne. Mere end 10 kilometer gik vi, og mine fødder fik det ganske slemt. Masser af oplevelser, der nok skulle rammes ind i en film. Dagen efter tog vi til Pompei og gik i de spændende ruiner. De gamle gader var en udfordring til mine ellers ømme fødder, og det endte med at jeg trådte forkert. Vi nåede dog at gå lidt mere end 5 kilometer den dag. Næste dag blev vi i byen, og jeg havde fået ganske ondt i knæene, men frem i verden det ville vi og kom det. På hjemturen til hotellet var vi meget tæt på at blive frarøvet vore ting. 2 unge mennesker havde udset os som lette ofre, og kun et held at jeg havde set, hvad de var ude på, fik mig til at stoppe op midt på fortovet og ændre retning. Vi kom hurtigt hjem, og jeg havde fået nok af disse fingernemme tyveknægte. Vores sidste dag gik vi på Mac Donalds, hvor en dejlig bøf ventede på os. Jeg ville virkelig nyde den, og derfor så tog jeg mine tænder ud og lagde dem i min lomme. En ældre herre så det, og han blev fuldstændig ude af sig selv. Han skulle ellers nyde en bøf sammen med sin kone, men manden var så fortørnet, at han forlod sin plads. Konen spiste hans bøf, og jeg nød min, da Henriette kom med herligheden. Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på, hvor sarte mennesker kan være. Vi rejste så hjem om søndagen klokken 7.42, og da der var en del forsinkelser, så sad vi først i vor hyggelige stue i Dommervænget klokken 19.14. 

Det var en god, men hård tur, og jeg havde ondt i knæene i mere end en uge efter. Jeg havde både givet det varme, og isnet knæet, men der var stadig en pokkers ømhed i det gamle knæ. Vi kunne så håbe på, at jeg blev frisk til næste tur, der foregik den 7. december. Og byen hed denne gang, Milano. 

Vi var nu smuttet ind i år 2008, og tirsdag den 15. januar stod vi op klokken 04.15. Med en let morgenmad fattede vi vores lille kuffert og startede bilen. Ved lufthavnens parkeringsplads nummer 15 låste vi bildørene og gik den lange vej mod terminal 2. Her brugte vi så den nemmeste måde at få billetter på, nemlig selvbetjeningen. Det er så nemt at rejse i dag, og vi kunne nu gå ned og vente på, at flyet skulle føre os mod syd. Efter en lang men ikke så anstrengende tur landede vi i Sofia lufthavnen og gik ud for at finde en bus, der skulle køre os til byen Puerto de da Cruz. Solen skinnede, og vi sad og ventede på den rigtige bus, men tiden gik, og da vi langt om længe kikkede på køreplanen, så opdagede vi, at der først kom en bus om 4 timer. Vi havde ellers lige set en bus til Hovedstaden, men den lod vi køre, og den næste ville vi så tage. I hovedstaden kunne vi komme videre til vores by. Det var ganske enkelt at komme til byen, og jeg bad chaufføren stoppe ved la Paz. Vi skulle så finde vores hotel, og i stedet for at kikke på en tavle, så gik vi op mod Botanisk have. Derfra kunne jeg nemt finde hotellet, mente jeg. Efter en lang omvej fandt vi ud af, at vi blot skulle have gået 200 meter fra bussen, og hotellet var i sigte. Nu betød det ikke noget, for vejret var jo så fint. Vi meldte os på Hotel Teidemar og fik anvist et fint værelse med udsigt til gaden. En stor altan hvor mange timer kunne blive vores, var det ganske rart at se frem til. Faktisk så er området lige det, jeg for et år siden havde håbet på, vi kunne bo, så det var bare så skønt. Godt sultne, gik vi en lille tur for at finde et spisested, og dem var der rigtig mange af.

Sandra hed en tysk restaurant, og her bestilte vi en Wienersnitsel. Den var ikke ligefrem mør, men smagte ellers rigtig godt. Jeg havde ikke mine tænder på, og dette betød, at jeg slugte meget af maden. Af skade bliver man klog, og jeg fik at mærke, at maven blev godt gal på mig. Det var ikke til at komme af med maden, da tiden var inde, og jeg fik mange smerter. Nul mere mad, der skulle tygges, hed menuen herefter. Vi sad ude og nød aftensolen og de mange duer, der fløj formationsflyvning til vores ære, eller hvem det nu var for. En ny dag var i vente, og vi faldt i søvn til musik, sang og bægerklang, fra en nabobar. Vi anede ikke, at vi skulle høre på ham og de melodier, han kunne, hele ferien, men der var ingen vej udenom. En særlig melodi var så god, at vi gerne ville have den på film, så jeg senere kunne spille den hjemme, og det skulle vise sig, at den var Tysk. Hvad ellers. Vi skulle lige se, hvad hotellet kunne byde på, og det var såmænd ikke så meget. Der var en ret stor pool for både børn og voksne og masser af liggestole, som vi dog ikke ville bruge førstedagen. Der var levende musik i baren, og flere gæster benyttede sig af det til at komme ud på dansegulvet. Vi fik os en lumumba, og den var slet ikke så ringe. Der var 2 computere til vores rådighed, hvis vi altså smed mindst 1 euro i dyret. Herfra kunne vi følge, om der var e-mail til os, og hvad vejret var hjemme og hernede.

Jeg tog mange billeder, og det gik vældig fint. Flere parker var rigtig gode at få med i kassen, og især en park, vi også besøgte sidste år, var vi meget glade for at kunne få med levende billeder. Men så pludselig gik det galt. Der stod ”Error”, altså fejl, og jeg skulle tage skiven ud. Jeg undrede mig, men der var ikke andet at gøre. Det var en RW, så jeg kunne altså formatere den og bare køre videre. Men alt det, jeg havde taget, var væk. For en sikkerheds skyld, så købte vi 5 nye skiver af mærket panasonic, og begyndte at filme igen. Da jeg havde filmet ½ time og ville sætte en ny skive i, gik det galt igen. Skiven, jeg tog ud, var nu blevet ødelagt, og den nye skive kunne ikke læses i første omgang. Jeg fik den til at virke igen og filmede videre. en 3die skive kom i kameraet, og det samme skete med den. Error, fejl og jeg skal komme efter dig.
Jeg opgav at filme mere, for hvis jeg nu også ødelagde de sidste 2 skiver? Jeg havde en lille tro på at få billederne frem hjemme ved computeren, og derfor så blev kameraet lagt i kufferten. Alle disse dejlige oplevelser havde vi nu kun på nethinden, og de kunne altså ikke komme frem andre steder. Nå, men ferien gik, og vi nåede slet ikke at komme til at kede os. Tirsdag morgen klokken 07.10 kom bussen, der skulle køre os til lufthavnen. Vi kom mere end 3 timer for tidligt og satte os derfor udenfor og slikkede solskin. Da vi skulle i billetlugen, var der en kæmpe kø, og tiden bare gik og gik langsomt. Pludselig så skulle vi alle over i en anden kø. Jeg skal love for, at folk fik benene på nakken. De, der kom sidst, var nu først i køen. Efter 1 times forsinkelse gik flyet på vingerne. Vi var sultne og fik os en mad og vand.

Hjemme igen, og turen gik så ud til vores gode gamle bil. Vi kørte, og jeg så pludselig, at vandmåleren var kommet op på det røde felt. Hvad var nu det for noget?
Vi måtte køre ud fra motorvejen, og jeg nåede kun lige at dreje af, inden bilen satte sig. Det virkede som alle hjul bremsede på een gang. Jeg skruede kølerdækslet af og fandt vandet frem fra bagagerummet. Jeg skal love for, at det gav damp. Bilen ligefrem rystede og gav sig, som var der smerter. Folk kom forbi og tilbød at hjælpe. Selv en indvandrefamilie var utrolig flink til at hjælpe. Jeg fik oplysning om nærmeste tankstation, hvor jeg kunne få mere vand. Nu kunne vi endelig komme helt hjem. Det viste sig, at vandpumpen var gået sig en tur, og Auto-Per fik udskiftet den et par dage senere.

Vi fandt igen hverdagen, og Henriette smuttede på arbejde. Jeg skrev om vore oplevelser og satte dem i Mingler, og jeg skal love for, at der kom sure svar, men måske var mit indlæg ikke gennemgået godt nok. Her er hvad jeg skrev:

Hold helt fed ferie. Vi er lige hjemkommet fra den dejlige solskins ø Tenerife. 14 dage på et skønt hotel med udsigt til by og vand. Duer, der flyver ture i store flokke, og mennesker, der bare alle skal flade ud, mens solen bager på os, som var vi til varmt brød. Går vi i byen, så er det en svir, som siger ikke så lidt. Alle bilister holder tilbage for os. Venlige mennesker vinker os over, og hvis vi står, som om vi leder efter noget, så kommer de og vil hjælpe os. Jamen det er da ferie af klasse. Vi er ikke færdige med roser til øen. Uanset om vi er ældre, handicappede eller bare lidt dårligt gående, så kan vi sagtens tage ud og se på omgivelserne. Der findes slisker ved alle overgange på samtlige gader. Jo, vi kan da godt tage trapperne ned til byen, men det er altså ikke nødvendigt. Altså når vi bliver gamle og usikre i bentøjet, så er Tenerife lige sagen, og der er virkelig mange som har fundet ud af det.

Men der er desværre små ulemper lige om hjørnet. Vi er landet mellem en masse tyskere. Vi kan ligeså godt kalde dem ved navn: Pølsetyskere, og der er virkelig mange af dem. 90 % af gæsterne på vores hotel var tyskere, og dette gælder så og sige på alle hoteller. Vi skulle da sole os nede ved den skønne swimmingpool, og her kom der problemer. Samtlige solvogne var defekte. På trods af, at de var temmelig tykke og solide, så var de knækket flere steder. Årsagen var, at disse pølsetyskere havde ligget på dem. Flere tons kød lod sig falde ned på vognen, og den var slet ikke gearet til så megen vægt. Gale turister, som fik fat i en af de værste vogne, rasede i flere timer, tog en anden vogn, og pludselig sagde det knirk, og endnu en vogn faldt sammen. Pølsetyskerne var sørme også danskere, de må være blevet smittet af vore naboer. Det var lidt af en arbejdsopgave, der blev udført, når et klump kød smed sig på vognen. Og når de langt om længe lå der, så kunne man ikke se, de lå ned. De havde svulmende maver, der slet ikke kunne falde til men blev ved med at vibrere i flere timer. Sandheden om, at vi mennesker er blevet fede, er jo i underkanten. Vi er jo blevet smældfede. Det var en ynk at se, når klumperne ville på gåben igen. Det tog lang tid, inden disse stakkels tynde ben kom under pres.

Mennesker er ellers for det meste flotte, men jeg skal love for, at de, der gik rundt her, var alt andet. Bare det at se dem i gåsegang forlade skuden og vælte sig ud i vandet var ynkeligt. Hvis der røg 2 klumper kød i bassinet på én gang, blev der oversvømmelse, og så var det om at komme på afstand - eller blive våd. Jeg fik virkelig ondt af mange af disse kødklumper og spurgte mig selv, om de dog ikke kunne gøre noget for at holde sig på en vægt, de kunne magte? Er det svært at lade søde sager stå? Smager usund mad bedre end grønt? Hvad er årsagen til, at de er blevet så tykke? Og ønsker de, vi bare skal se den anden vej. Heldigvis så kom jeg ikke med en kommentar, for jeg opdagede, at mellem pølsetyskerne var der masser af danskere, der bestemt godt kunne tåle at miste 200 pund og mere. Jeg er glad for at holde mine 74 kilo, og min kone holder 54 kilo, men vi er måske bare heldige? Er der virkelig mennesker som synes, de fede er så lækre? Er det virkelig rigtigt, at der er mænd, som fodrer deres koner efter stokkemetoden?

Mere end 114 svar på indlægget blev det til, og jeg måtte ligefrem forsvare mig. Nu er det dog ebbet ud, og alle de fede, der syntes, jeg lavede en hetz mod dem, er stumme. Jeg har dog lært, at de fede sagtens kan klare sig og holde sammen, men de skal jo også slæbe rundt med overskuddet.

Igen i år var der ingen vinter. Vi havde rekord på varmegrader for februar måned, og det så ikke ud til, at der kommer vinter mere. Vi smuttede ud i haven og var allerede i gang med at rive de gamle blade sammen. Jeg fik klippet træerne, og Henriette fjernede sankthans-buskenes visne blomster. Overalt var der nye forårsblomster, og vi brugte lang tid ude på den grønne bænk. Bare sidde og lade solen varme os og glo på fugle, der havde så travlt, som skulle de nå noget. Og det skulle de vist også. Vi havde sørme brugt penge på vores lejlighed. Fra Jysk havde vi anskaffet os persienner til både stuen, altanen og køkkenet. Jeg satte dem op, og vi blev faktisk meget glade for dem. Nu var der ingen, som kunne kikke ind og se, hvad vi havde gang i. Det var altså meget betryggende. Vi kunne nu sidde ude på altanen, og derfor så havde vi også fået ryddet ud i møblerne. Det meste kom ned i kælderen, og resten skulle smides ud på lodsepladsen. I bilen var der et mindre læs, som Kara skulle have. De er jo så gode til at brænde vores affald.

Først nu var jeg begyndt at glæde mig til den tur på Donau floden. Henriette havde betalt resten af turen, og jeg måtte slippe næsten 12.000 kroner. Da jeg blev lidt lettere, så kom glæden over, hvad der ventede os om små 2 måneder. Forinden skulle vi jo til Malaga og Sevilla. Og den tur blev ganske spændende.

Der var nu gået næsten 20 år, siden min tidligere kone Lizzie døde, mine børn havde afskrevet mig, og jeg havde da flere gange tænkt på dem. Men som tiden gik, så blev de mere og mere fjerne. Jeg havde godt nok sagt, at hvis de kom og ville snakke ud, så ville jeg åbne døren og give os mulighed for genforening.

Men nu har jeg fået et helt andet liv. Sammen med Henriette er vores liv blevet rigtig godt. Vi passer godt til hinanden og er glade for at være sammen. Alle de rejser vi foretager sammen, giver livet det pift, der er guld værd.

Jeg kunne slet ikke forestille mig at have noget med børnene at gøre mere. Tanken om, at Charlotte godt kunne finde på at lade mig gennembanke og måske slå mig ihjel, gjorde, at jeg end ikke kunne finde på at kontakte hende mere. Faktisk så var jeg da lidt bange for, hvad hun kunne finde på. At Charlotte levede et helt forkert liv, efter min mening, kunne jo ikke ændres og hun måtte altså selv klare ærterne. Nu levede hun i sin osteklokke og døde langsomt. 

Nu hed det os, altså Henriette og mig, og vi var enige om at leve vores liv fuldt ud.
Vi glædede os til at gense Sevilla, og gik det som planlagt, så var vi dernede om 5 dage.

Onsdag morgen gik vi ned til stationen i Roskilde. Toget til Kastrup lufthavn direkte, var lidt forsinket, men da vi som altid var i god tid, så gjorde det ikke noget. Klokken 9.45 var vi så ude af toget igen, og Henriette lavede vores billetter som selvbetjening. Det gik stærkt, og vi smuttede gennem indtjekningen. Så var det bare at vente på, at klokken skulle blive 11.00.
Vi blev forsinket næsten 1 time, og da vi landede i Malaga lufthavn, kom der lidt problemer. Vi ville tage toget til byen, men hvor gik det dog fra? Vi ledte og ledte, men der var ingen tog. Andre danskere kom og blev lige så forvirrede. Der var ombygninger overalt, og der var ingen steder, hvor vi kunne læse om, hvor stationen virkelig var. Nu var vi dog ikke tabt bag en vogn, så vi gik flere kilometer, og en midlertidig station dukkede op. Mens regnen fortsatte, så fik jeg købt 2 billetter til Malaga. Toget kom, og vi var snart ved målet. Der var næsten 2 kilometer til vores hotel, men det gjorde ikke noget, for vejret var ganske fint og lunt.

Det var et rigtig flot hotel, der dukkede op, og fint skulle det være, marmorgulve, der var meget smukke, sagde bare, at der var 4 stjerner på dette hotel. Vores værelse var flot. Et kæmpestort toilet med 2 vaske, bad og et kæmpestort spejl, jamen vi var altså tilfredse med alt. Resten af dagen gik i Malaga, og torsdag var også i Malaga by. Mit ene ben havde det ikke godt. Jeg kunne næsten ikke gå mere, og derfor så var jeg tvunget til at købe nye sandaler. 39 euro, og jeg var klar til at gå 10 kilometer. De gamle sko, sagde jeg farvel til i en skraldespand midt i byen.

Der var så meget at se på, så vi gik næsten 15 kilometer hver dag. Fredag tog vi til Sevilla, og det var en dyr tur. Returbillet for os begge lød på 105,60 euro. Jamen, der var jo ikke mere end 65 kilometer til byen. Efter næsten 2 timer var vi så i den skønne by, Sevilla, og vi gik så ned mod den spanske plads. Jeg ville gerne gense pladsen, og det var et kønt syn. Så gik vi videre til festpladsen, hvor der var masser af mennesker.
Piger i alle aldre var klædt i de skønneste kjoler, og alle havde en blomst i håret. Der var ikke 2 kjoler, der var ens. Nå jo, drengene og mændene var da også festklædt. Især deres brede hatte var dekorerede og glinsede.  Flere havde deres heste med sig, og de så altså elegante ud. Kareter med 3-4-6 spand heste, der var pyntet til den store guldmedalje, transporterede festklædte gæster til pladsen. Der blev danset i krogene og mindre steder. Klappen og sange lød overalt. Feria de abril er altså en meget stor oplevelse. Da vi igen skulle hjem, var vi tæt på at komme for sent til toget. En snarrådig kontrollør fik os dog med toget, og vi kom godt trætte hjem på hotellet.
Lørdag var bytur og farvel-tur om aftenen. Vejret var så fint, og vi havde altså haft en ganske fin ferie i det sydspanske. Hjemturen til Danmark var bare normal. Mere end 1 time forsinket, og er der noget, jeg ikke kan klare, så er det ventetid i en lufthavn.
Vi så vore film fra ferien, og der var da noget, vi godt kunne bruge. Jeg havde svært ved at finde ud af, om jeg optog, og derfor så havde jeg lavet noget, der bestemt ikke kunne bruges.

Mandag d. 21. april klokken 14,00 stillede jeg hos min læge. Jeg skulle have lægeerklæring vedrørende fornyelse af kørekort. Min gamle læge var gået på pension, og derfor var jeg lidt spændt på, hvordan det ville gå med en ny læge, som jeg slet ikke kendte. Jeg kom ind og satte mig, fik nogle spørgsmål, som jeg skulle svare ja eller nej til ved at sætte kryds. Jeg skulle så have set mine øjne efter. Lægen, der var kvinde, bad mig sætte mig på en stol, og hun gik så hen og tog et skilt med bogstaver i forskellige størrelser. Jeg skulle så svare, hvilke bogstaver hun pegede på. Det gik fint i starten, men da bogstaverne i 3 linje blev så små, blev det svært for mig at se, hvad de vitterlig var. Lægen holdt ellers skiltet så stille, hun kunne, men da lyset i rummet ikke var særlig godt, så måtte jeg opgive at se, hvad de små bogstaver skulle være. Lægen ville have mig til øjenlæge, og jeg skulle have briller. Det kom helt bag på mig, for jeg så jo ellers ganske godt. Brugte ikke briller og havde kun svært ved at se, når der var tekst på TV, og den var rigtig lille. Nå, men nu skulle jeg altså til øjenlæge, og det havde jeg det rigtig dårligt med.

Solen skinnede, og vi smuttede ind til Rødovre, hvor min øjenlæge havde sin biks. Jeg var lidt stille, da vi trådte ind i venteværelset. Jeg anede jo ikke, hvad der skulle foregå. Efter vi havde ventet næsten ½ time, så blev mit navn råbt op. Jeg gik ind til en kvindelig læge, der hilste og bad mig sætte mig på en bestemt stol. Hun gik straks i gang med at kikke mig i øjnene. Jeg fortalte om, hvordan jeg i den seneste tid havde oplevet mit syn. Jeg svarede på alle hendes spørgsmål, om hvilket bogstav jeg så. De sidste linjer kunne jeg bare ikke se et ord af - slet ikke et bogstav. Da det andet øje også havde bevist, at det ikke kunne se, hvad hun pegede på, så kom jeg i et stærkt lys. Lægen kunne nu fortælle mig, at jeg havde grå stær på begge øjne. Det var nu ikke så slemt endnu, men jeg skulle beslutte mig for, om jeg ville opereres. Da det jo var mit syn, så syntes jeg, det var bedst at få et godt syn resten af mit liv. ”Jamen så skal du blot gå til en brillemand og få en test. Du kan sige til ham, at du har grå stær, og at du skal på bordet”.
Jeg sagde farvel, og vi kørte hjem. Det var lidt mærkeligt men slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Efter vi havde sovet til middag, kørte jeg til brillemanden, og han kunne berette for mig, at jeg kunne hente mine nye briller på onsdag. 1000 kroner skulle jeg have med. Men kun for et syns skyld, jeg skal kun bruge glasøjnene, når jeg kører bil eller ser TV.

12.10 | 13:53

Jeg vil gerne sende en fødselsdagshilsen til Henriette

24.11 | 16:09

Jeg er beboer og skriver på Himm. gl. Prgds's historie. Vil du fortælle mig om din mors liv efter at I flyttede herfra i 1980. Mange tak! - Også for skildringen her fra hjemmet.

17.03 | 07:37

Det er sjovt at få vores og dine familiehistorier på skrift, Henriette; det er da utroligt at du huske alle de detaljer! 😊
Jeg vidste ikke at i havde så meget gang i film business! 😎
Hav det godt K

15.03 | 13:18

Hej Henriette

Det var hyggeligt at læse dine sider igennem - bringer minder frem.

Håber du har det godt og hilsner fra Michael