Året 2017

Tenerifetur jan. 2017

Året 2017 starter ganske fornuftigt, med et vejr, der er gråt og kun lidt koldt. Vi skal jo til Tenerife og flyver på min fødselsdag, der jo er d. 10. januar. Vi flyver klokken 12.00 og er derfor inde i P12 et par timer før. Farvel kære Aygo, og hav det nu godt under taget. Det blæser kraftigt de få meter, der er til terminalen, og Henriette når at fryse sine ben. Nå men boardingkortet bliver spyttet ud, og vi skal sidde på 1a og 1b fra København til Rom, og fra Rom til Tenerife, skal vi også sidde på 1a, og 1b, og det vil sige, at vi ikke må have rygsækkene foran os, men der er masser af plads til benene. Det går fint på selve turen, og madpakken, som jeg har lavet hjemmefra, nyder vi fuldt ud. Klokken ca. 17.00 stiger vi ind i bussen til Puerto de la Cruz, som straks sætter gang i hjulene. Da vi kommer til vores hotel, så skal vi naturligvis checkes ind, men der er bare et problem, for de har ingen papir på os. Vi viser dem ellers vores dokumenter, men det er ikke nok. Heldigvis har vi rejsen på tabletten, men den skal mailes til hotellet, og så må vi have en kode til wifi først. Det er virkelig bøvlet, og da jeg så opdager, at vi skal bo på sal 1., så bliver jeg sur. Det er et af de dårligste værelser, mener jeg. Nu er det jo min fødselsdag, så jeg lader som ingenting, for nu skal vi så ud og spise. Jeg vil da gerne fejres. Vi går så ind på det sted, vi sidste år var helt vilde med. Men det viser sig, at det er et dårligt valg. Vi bestiller wienersnitsel og øl. Det smager ikke særlig godt, og da vi får regningen, lyder den på et langt højere beløb end på menukortet. Nu kan jeg ikke se, hvad der står på regningen, men vi må have betalt for et andet bord, og det koster os mindst 6 euro mere, end vi skulle have betale. Det er 2. gang, vi er blevet snydt på min fødselsdag, så det ser ud til, at det er vores lod.

 Vi skal være her i mere end 3 uger, og det viser sig, at vores værelse slet ikke er så dårligt endda. Faktisk så går det fint, og dog. Jeg får lidt kriller i halsen, og det bliver værre og værre. Især om natten, så tager en hoste fat i mig, og lungerne bliver ligefrem bange for at blive hostet op. Faktisk går der 1½ uge, hvor jeg ikke får sovet om natten. Henriette kan ikke holde varmen, så hun flytter over til mig, og så får jeg endnu et problem. Jeg får ondt i skulderen. Jamen hvorfor skal jeg nu lide med endnu en dum ting. Årsagen er bare, at den seng, vi ligger i, har haft ganske store tykke, tunge fedtklodser til at ligge, og disse har gjort madrassen rund. Vi ligger simpelthen begge på kanten, og det giver så et vred i min stakkels skulder.

 Det hjælper heldigvis, da jeg finder på at bytte seng, og så blæser alle problemerne ud i den store verden. Vi får en god lang ferie, hvor jeg ikke tager et eneste billede til vores erindring. Henriette filmer, og det er endda begrænset, hvad hun når. Hjemturen går nemt, men den er så dræbende lang, fordi vi ikke mellemlander. Hjemme i P12 på 5. sal står vores dejlige Aygo og venter på os. Den starter selvfølgelig første gang, jeg drejer nøglen, og så kører vi ellers mod Roskilde. Lejligheden er faktisk ganske lun til trods for, jeg havde sat varmen ned. Men der er lidt indelugt, som dog hurtigt fortager sig. Vi er sultne og køber frikadeller i Lidl, der bliver varmet og nydt på et stykke rugbrød. Herlig ferie. Men hvor er vi trætte.

Der går flere dage, inden vi igen er os selv. Henriette starter på sit arbejde efter en nat i vores lune seng, og jeg slapper af. Jeg har ikke taget et eneste billede, så der er intet arbejde for mig på computeren. Det er koldt og vinter, og snart vælter sneen ned.

Berlinertur marts 2017

Vi har lovet vores venner i Berlin at besøge dem til Omas 99 års fødselsdag. Så d. 29 Marts starter vi turen derned. Vi har bestilt hotel i Neuruppin, som ligger små 80 kilometer fra vores venner. Da vi har bestilt færgen over Rødby-Putgarden, fordi den kun koster 250 kroner hver vej, ellers havde denne tur været langt dyrere, så betyder det en længere tur i bil. Vi starter klokken 8,00 om morgenen og sætter vores bil ved Mulles Pensionat klokken 16,00. Det har været en meget lang og barsk tur, som jeg slet ikke havde regnet med, så det er bare om at komme ind og sove lidt. Hoveddøren er sørme låst. Vi kikker på hinanden, og Henriette læser, at hvis vi vil have fat i dem, så skal vi bare ringe på dette nummer. Jeg finder min telefon frem, og Henriette taster nummeret. Det viser sig, at min telefon ikke virker i udlandet. Jamen hvad sker der dog. Vi prøver så med Henriettes telefon, og her er resultatet det samme. Jamen, vi er trætte og skal nu ud af byen for at finde en telefon, der virker. En stor cykelforretning ligger lige ved siden af, og vi går ind, for at høre, om de vil hjælpe os. Det er en meget hyggelig kvinde, der er så flink at ringe for os, efter at Henriette har forklaret hende vores store problem. Det bliver simpelthen vores frelsende engel, der går med os til pensionen. Hun taster en kode ind og fisker en nøgle frem. Vi takker hende mange gange, finder vores værelse, 31 står der på nøglen, og det vil sige, at vi skal bo på 3 sal dør 1. Op ad en masse trin og så bare ind og slappe af, nu kan vi endelig ligge på langs.

Det bliver en mærkelig nat. Jeg er træt og kører stadig det meste af natten (i tankerne), jeg fryser som en lille hund og har ondt i maven, blæren og brokken. Jeg nævner alle steder, for det er altså svært at ramme rigtigt. Toilettet bliver besøgt mange gange. Så får jeg en ordentlig svedetur. Jeg er drivvåd og dynen ligeså.

 D. 30 marts står vi op og går helt ned i kælderen, hvor morgenmaden bliver serveret. Rimelig god mad, med varmt brød til. Vi bliver i byen hele dagen og slapper af i de brede og åbne gader.

Efter morgenmaden d 31 marts, så starter aygoen igen, og vi kører til Krakow. Vi er der klokken 9,30, og selvom det er tidligt, så skinner solen, og vi ser, at der er en gæst, der snakker med Detlef. Renate kommer til syne, og hun ser os straks. Vi bliver budt velkommen, og Renate skynder sig ind til Oma. Oma har vist ikke fået sit festtøj på endnu, og det sørger Renate for, mens vi snakker med Detlef og ser på deres dejlige have. Detlef er i godt humør, og efter kort tid, så kommer Oma ud af døren. Hun er virkelig rigtig flot, så hun kan sagtens følge med Henriette, der har sit fineste tøj på. Det fra Paris. Vi hilser, og Oma er så glad for at se os. Vi nøsser, krammer og er alle så glade. Langsomt går vi ind i den første stue, hvor der er dækket op til kaffe. Vi sætter os, og Henriette sidder hånd i hånd med Oma, og der bliver snakket som aldrig før. Jeg aner ikke, hvad de siger men filmer dem i stedet for. Renate kommer med en lagkage, ja hun kommer med flere lagkager, og de ser rigtig lækre ud. Tiny står i døren, og hun bliver glad for at se os. Jeg er endnu mere glad, for Tiny kan lidt engelsk. Så vi får os en sludder for en sladder. Der kommer flere gæster, og pludselig er der stuvende fuldt af mennesker. Renate holder en tale for sin mor, og jeg filmer. Desværre så er der pludselig ikke mere plads på kortet, så jeg må opgive at få alt med. Henriette og jeg giver hinanden tegn på, at vi forlader festen. Renate, Tiny og Detlef følger os ud, og de følger os helt ud til bilen. Det var en rigtig skøn dag for os og sikkert også for familien Maas. Vi kører hjemad men runder Sachsenhaussen, hvor vi går en tur. Der er laver så meget om, at vi ikke synes om det mere. Derfor går turen videre mod Neuruppin.

 Den 1. april tager vi til Potsdam, og her er alle statuer i hus. Vi ser dumme kasser, der har til opgave at passe på de skøre figurer. Det er en skøn dag med masser af sol, og jeg bliver helt varm, da vi skal hente vores bil. Jeg måtte slippe næsten 10 euro, for parkeringen.

 Den 2. april bliver igen en god dag. En fridag uden at gøre andet end slappe af, inden vi styrer bilen mod Danmark. Det bliver en lang dag, hvor Wismar ser os, og Rehna kloster tjener 6 euro på os. Vi er i Bordershop for at købe øl og vin, og denne gang bruger vi 100 euro. Vi når en færge før vores aftalte, og dette betyder, at vi kommer hjem, inden klokken er 7.30. Godt trætte sætter vi os og slapper af. Jeg må erkende, at det er sidste gang, at jeg vil køre så lang en tur. Jeg er blevet for gammel til det ræs. Så næste gang, vi skal til fødselsdag, (100 år hos Oma) så bliver det med bus eller fly. 

Vesterhavstur maj 2017

d. 10 maj.2017 starter vores tur til vesterhavet. vi kører i bilen og det er regnvejr. Første stop Koldinghus. Vor herre er lige holdt op med at græde, så derfor vil vi ud og strække ben. efter at have kørt mere end 1 time i bilen, så trænger vi virkelig til at strække ben og få blodet i svingninger. Byen hedder Kolding og kærligheds-stien, der har sin rute omkring slots-søen, ligesom råber efter os. Der er da ikke noget at sige til, at stien hedder kærlighedsstien, og det gælder for både mennesker og dyr. Det er dog mest svanerne, der har elskovsreder tæt ved søbredden, og flere svanepar, samarbejder med at passe på reden og de æg eller ællinger der ser dagens lys. Jo der er virkelig gang i den lille familie, og lige love for, at svanefar har travlt med at nysse omkring den vordende mor. Det ser ud til at Gåsefamilien her er ude på deres onsdagstur i det våde element, og det går som perler på en snor, jo gæslingerne ved skam godt, hvor de hører til. Vi ser op til ruinerne af den gamle fæstning, der jo også engang var et slot, hvor flere konger gennem tiderne har slået deres folder, her følte de sig virkelig i sikkerhed, men i denne verden er intet jo brand-sikkert. 

I 1808 fik Koldinghus besøg af spanske lejetropper. Det var en bidende kold martsnat, og de stakkels spaniere frøs som små hunde, så derfor lagde de rigelig meget brænde i kaminerne, og mens de sov så fik ilden fat i træværket udenfor og bredte sig med lynets hast. Spanierne slap ud med nød og næppe, men slottet brændte næsten helt ned, og der gik mere end 80 år, inden det igen opstod. Nu ligger selve byen lige bagved slottet så vi trapper ned mellem søjlerne og nyder forårsblomsterne, der, trods det kolde vejr ikke vil holde sig tilbage. 

Vi forlader nu den kongelige by, for det ser ud til, at vor herre ikke har grædt færdig, men lige skal af med endnu flere tårer. Der er jo ikke så lidt at græde over, med den verden vi har i dag. Jamen vil finder aygoen og sætter kursen mod den lille hyggelige by der efter sigende har flere Varder. Jeg mener selvfølgelig varde, hvad ellers. 

Vi er på kirkevej i Hvide Sande, og her skal vi bo 2 nætter. Men det første vi absolut vil nu, det er at gå ned og se Vesterhavet. Det er smadderkoldt i dag, vinden er barsk og bidende, så det bliver altså en kort tur. Vi vælger derfor at se lidt af byen, inden vi lader natten omfavne os. Det bliver en blød nat på en sofa, der bestemt ikke er sovegod. Vi vil nu ikke hænge til tørre som disse fisk, men går igen ned for at lede efter rav. Der er jo godt rav i vandet og de mindre skibe har det lidt gyngende, så de er nok på vej ind i havn.  

Det er bare så skønt at gå i sandet, ja det er en rigtig sandtur, hvor benene må bruges på en helt anden måde. Vi smutter helt ud til molens yderste sten, hvor der er et fyr der leder skibene sikkert i havn.

Det er bare som en drøm at gå her. Og i dag er vi så heldige at se fiskeri med stang. Det er flere af byens borgere, der har stillet sig op ved indsejlingen til byen. De står som tørrede fisk på stribe. Og så har de faktisk bid, hver eneste af dem. Det er nemlig hornfisken, der indfinder sig netop i dag. Om den virkelig har tænkt sig at blive middagsmad for alle disse fangere, det undrer mig, men måske vil den give dem den bedste ret i lang tid, nogle vil jo gerne ofre sig. Ved Havnens Røgeri bestiller vi en hel kasse fisk, og den skal med os hjem i morgen. Vi er nu mætte af søluften og går hjem til surfernes paradis, for det hedder vores hotel nemlig. Jeg må indrømme at der er noget om snakken, når man tager solbad i Hvide Sande, så bliver man jo næsten sort. Turen hjem gik hurtigt og vi kunne nyde det meste af eftermiddagen ude i vores have.

Fernisering i Langes Magasin

Lørdag d. 15. juli starter med, at vi tanker bilen op og kører ud i haven, hvor morgenkaffen bliver indtaget, mens solen lader sine stråler varme os. Duften af vore mange blomster får næsen til at vibrere. Klokken er stadig kun 8,00, og vi er klædt om, for vi skal til fernisering hos vore bekendte Dan og Winnie. Det skal foregå i Frederiksund, nærmere sagt i Langes Magasin. Dan kommer dog først klokken 11.00, så vi smutter da bare til Jægerspris, hvor en parktur bare er så skøn. Vi kommer også ned på kirkegården, og ved muren ser vi på kongeegens barn. Det er sørme vokset helt op i himmelen. Jamen vejret er bare så flot, og vi nyder det bare helt. Tiden er inde til, at Dan vil åbne, så vi finder en parkeringsplads bag ved Langes magasin. Der er 2 mennesker før os, og så kommer Dan ellers frem i døren. Han er slet ikke klar til at modtage gæster, for der mangler flag ved døren. Vi kommer dog ind og får os en dejlig lang snak med Dan. Faktisk så fortæller han, at min datter Charlotte har solgt sit hus og flytter ned til Stege. Denne oplysning varmer mig, for det var jo det, som jeg så gerne ville have, at hun skulle gøre, lige efter, at hendes mor døde. Men der skulle gå 29 år, inden Charlotte ville forlade reden. Jeg fatter bare ikke, at hun kunne leve i Veddelev med den fortid, hvor hun jo blev et samtaleemne, takket være hendes mor og mormor. Jeg fik det virkelig godt med denne oplysning, for måske kan Charlotte få sig et bedre liv. Hun udretter noget, og bare hun så kan undlade at lyve om sit liv, og undgår at sige de negative oplevelser. Jeg ønsker hende virkelig alt det bedste fremover. Om jeg nogensinde ser hende, aner jeg ikke, men det gør nu ikke så meget, for jeg vil ikke ind på pligtbesøg. Vil hun se og snakke med mig, så skal hun have lyst til det. Der er bare gået så mange år, og jeg er bange for, at nissen flytter med min datter. Det kan virkelig være svært at ændre sit liv.

Nå, vi kører hjem og resten af dagen bliver bare så herlig, og det takket være de oplysninger jeg fik fra Dan. 

Vi besøger Himmelev Gl. Præstegård

Henriette kikker på de sørgelige rester af hendes barndomshjem.

I dag torsdag d. 28 september bliver vi enige om at køre til Himmelev gamle præstegård. Henriette vil så gerne se, hvad der er tilbage fra hendes barndomshjem. Vi sætter bilen ved tankstationen og går så ned mod hjemmet. Det gamle bindingsværkshus er der stadig, og her var det, at Henriettes hund kom hende i møde og væltede sin ejer omkuld. Der er ikke mere tilbage fra Henriettes tid, og stien slutter ved et hus. Vi går så over vejen og kommer ind på området, hvor det gamle plejehjem lå. Henriette kan bare ikke forstå det, for alt er væk, og det er nye rækkehuse, der er ganske ens, og der bliver gravet og bygget en hel by, der skal fylde området. Håndværkere knokler med at få deres opgave løst, og det forventes at de er færdige i år. Det ser ikke lovende ud. Vi filmer selvfølgelig det manglende barndomshjem og de mange materialer, der flyder overalt. Der bor altså borgere i husene, og mange af dem har en hyggelig lille terrasse, hvor der lige er plads til en stol eller 2. Og blomster mangler der ikke. Henriette er næsten grædefærdig, for også her er hendes barndom væk. Det er jo som i Risskov, hvor huset er væk og et nyt moderne hus fylder hele haven. Jeg kommer til at snakke med en hyggelig og venlig dame, der lige er ude og se på nogle håndværkere. Vi snakker om det virvar og rod, der er lige for tiden, Hun fortæller så, at hun faktisk kommer fra Veddelev. Da jeg jo også har boet i Veddelev, så kommer vi selvfølgelig ind på flere ting. Jeg fortæller hende, at jeg har bygget mit hus, der hedder Bakkehuset. Hun fortæller så, at hun har boet lige i nærheden. Henriette kommer og vi skal hjemad. Den flinke dame inviterer os ind, og hun spørger, om vi ikke vil have en kop kaffe. Jo tak, det vil vi da gerne. Det viser sig, at der er flere ting, vi kender til. Hun har nogle skønne keramikvaser, og jeg spørger, om det er noget hun har begået? Jo da, hun har gået på Gråbrødre skole hos en kvinde, som hun dog ikke husker navnet på. Jeg kan så sige, at det var Anny Rytter. Hun viser os så flere af sine værker, og jeg spørger, om jeg må filme dem. Jeg har jo altid mit kamera med og jo, det må jeg da godt. Især nogle rigtig sjove frøer og et ansigt på en krukke er virkelig alle tiders. Hun fortæller om sit liv, og vi får altså 1½ time i hendes verden. Da vi skal til at gå, beder hun os om at skrive vore navne, så hun kan se, hvem der har været på besøg. Jeg skriver også telefonnummer og navnet på vores hjemmeside. Hun spørger om, hvad vi vil gøre med billederne, og jeg kan så berolige hende med, at vi IKKE vil bruge dem til andet end mindet om en hyggelig dag i godt selskab. Faktisk så synes jeg, at det er en god måde at sikre sig, om vi nu er dem, vi udgiver os for at være. I dag skal man jo passe på med, hvem man åbner døren for. Jo, det er en dag, der giver os lidt tanke omkring, hvad det vil sige at blive gammel. Hun har et skønt hjem, og det var slet ikke som da mine forældre blev sat i venteværelse, hvor de næsten intet havde med sig fra deres liv.

Vi kører ud i vores have og snakker om denne oplevelse, der kom bag på os. Men nu var damen altså også fra Århus og jyde ligesom os, så vi forstod hinanden på mange måder. 

Jeg har været en del inde på facebook, hvor man debatterer. Selvfølgelig er emnerne om unionen, flygtninge og de problemer, disse medfører. Jeg er ærlig og skriver min mening, og den passer bestemt ikke de facebook- dommere, der blokeref ting, de finder er imod deres optik. Man må ikke være personlig, hvilket jeg aldrig er, men jeg er stor modstander af de radikale, som jeg synes, er imod danskere. De vil have multisamfund, og så vil de have mange muslimer hertil. Ikke mindre end 4 gange er jeg blevet blokeret, hvilket vil sige, at jeg ikke kan skrive noget eller forsvare mine indlæg. Jeg må være ganske farlig, eftersom jeg har fået 1 måneds straf. At det er lige mens der er politiske meninger, fordi et valg er på trapperne, siger jo alt om, at de radikale ikke vil læse min mening om dem. Det tager jeg nu som et nederlag for facebook, for andre skriver jo også noget, der er imod deres politik. Ytringen i facebook er lig nul, og derfor vil jeg ikke mere være med i deres ringe leg. Det er bare sørgeligt, at de er nogle tabere. Jeg har nu også bedre opgaver at tage mig til, så dette forum er fortid for mig. 

Jeg har lige haft en barsk kur på grund af blærebetændelse, og det ser ret godt ud igen. Jeg har ikke rikket mig selv i over en 1 uge, og nu skal jeg bare lige have lægen til at sige god for mig. 

Vi har købt en sandwichmaker som var billig, men det viser sig, at den kun kan tage de små toastbrød. Øv. Men så var der et tilbud på en tefal actifry. 745 kroner. Den bestilte vi gennem nettet hos Skousen. Og da vi så en contact grill til 249 kroner, der kan tage de store brød, så købte vi også en sådan. Jamen nu skal vi så til at lave mad på en ny måde.

Milano 8/12 til d.21/12 2017

Mandag d. 18. december.

Vi kører ind til lufthavnen, og der er temmelig meget trafik. Ja, der er kø flere steder, men ind til p7 kommer vi dog, og der er masser af plads lige indenfor ind- og udkørslen. Henriette skriver nummeret på bilens plads, og vi går så op på 1.sal, for vi skal jo over vejen og ind i terminal 3. Nu har vi selv lavet boardingpassene, så vi skal bare checke ind. Her er der stor kø, men vi har masser af tid, så det gør da ikke noget, om vi står og kikker på de andre sjove flygæster. Som vi gør så tit, så går vi ned til A-armen og sætter os. Vi kunne jo være heldige, at det er herfra flyet letter. Aftisning og afslapning, inden vi kan læse, at flyet vil komme ind ved F7. Jamen så skal vi ud på en lille tur, for det er jo i den anden ende at lufthavnen. Hold da op, hvor er det langt væk. Der går mere end 20 minutter, inden vi kommer til F. Her er der selvfølgelig også ventetid. Som svin eller køer bliver vi heldigvis gennet videre. Men igen skal vi vente på at komme ud til flyet. Nej ikke flyet, men en bus, som så kører os ud til flyet. Jeg har byttet plads med Henriette, og mens hun fortsætter ned til 14d, så sætter jeg mig på 2c. Jeg får så Henriettes taske, for hun må ikke have bagage, da hun sidder ved udgangen, hvor man kun kommer ud, af nød. Henriette kommer dog på besøg, eftersom der ikke sidder nogen ved min side. Hun forsvinder dog lidt før vi skal lande, og det er fordi hun har sin jakke dernede. Det går nu ganske nemt og vi finder hurtigt lufthavnsbussen, hvor jeg køber 2 styks retur til Milano. Efter en times tid, så står vi af bussen og går ned til vores hotel. Jeg lader Henriette klare opgaven med at checke ind.  Vi skal bo på nr. 632. Værelset er ganske hyggeligt og varmt. Jo, det er ik’ så ring’ at bo her. Vi går en tur, for tørstige er vi og en øl er lige sagen. Vi finder en butik der hedder Pam, som har italiensk øl og lidt boller med chokolade i og smutter så hjem igen. Det er en nydelse at smovse sig. Vejret er fint, selv solen er på, men det er koldt, så vi beholder vores vintertøj på. Det bliver kun en lille tur, for sulten trænger sig på, og faktisk så vil vi gerne have en burger, men der er en lang kø. Det orker jeg ikke, og derfor vælger vi naboen, der sælger pizzaer. Nej hvor er den god, og så er den slet ikke hård, inden vi sidder på vores dejlige varme værelse.  Vi sover som sten i den kæmpestore seng. Hvis Henriette vil besøge mig, så skal hun tage en bus, men vi er godt trætte, så vi sover som små grise.

Tirsdag den 19 december

På 1. sal indtages morgenmaden, og der er bestemt intet at klage over. Jeg er mest for frugt, hvor Henriette finder pølse, æggekage og brød til. Minihorn med creme i, får jeg øje på, og de forsvinder hurtigt. Vi finder vintertøjet frem, og så går det ellers ned mod byens seværdigheder. På domkirkepladsen er der masser af mennesker, der sammen med deres 4-benede venner ser på det kæmpestore juletræ, der lyser godt op. Der er også mange mørke mænd, altså afrikanere, og flere af dem er ganske nærgående. De forsøger at tjene lidt penge ved at sælge ting, jeg ikke har brug for. Men de er ikke svære at komme af med. Jeg ser simpelthen ikke på dem, og kun én gang følger en mand mig, men han opgiver efter 20-30 meter. Vi går og går, og pludselig er vi ved borgen. Her sætter vi os på en stenbænk men er dog hurtigt på benene igen. Den er kold som is, altså bænken. Vi går ind i parken og finder en bænk, der er placeret så fint, at solen vil skinne på os. Og det får den så lov til. Et bryllupspar med gæster kommer forbi, og de skal sikkert filmes sammen med deres gæster et bestemt sted herinde. Vi traver så lidt længere ind og opdager, at de nygifte står opstillet og klar til at sætte deres aftryk som evigt minde. Jeg snupper også beviser, og så er vi vist færdige med at være her. Turen hjem går via Moskvagaden og næsten ind i en anden park, hvor vi drejer mod venstre. Det bliver til 5 timers travetur, og betyder en god middagslur i den enorme seng.

Onsdag den 20/12

Vi ser op til de nye højhuse, som ikke var der sidste gang, og Henriette vil altså se kranier, så hun fører mig ind i en kirke, hvor der er hundredvis af disse ækle hoveder uden øjne.

Mine fødder er godt slidte, og selv knæene har haft det bedre. Derfor er jeg glad, fordi jeg her taget mine knæbeskyttere på, endda på begge knæ. Hjemme igen, og af med tøjet. Jeg kikker på de ømme tæer og opdager, at strømpen på den ene sok er rød. Henriette kan sige mig, at neglen på lilletåen er årsagen. Hun klipper neglene og smører Ecinacea på. Det svier og gør så godt. Vi får os 1 øl, og dagen er omme. Uden mad og drikke, så går vi ikke langt, især fordi det er mørkt og svært at finde hjem igen. Men endnu engang er der en lang kø, så det bliver igen en pizza. Den er slet ikke så god som sidst, og ikke nok med det, vi må gå udenfor og sætte os på en bænk for at fortære maden. - Gå aldrig tilbage til en fuser. Dagen slutter dog med en kold øl.

Torsdag den 21/12

Afrejsedagen kalder, og vi har valgt at slutte af i en park ikke langt fra vores hotel, hvor vi sled på skosålerne.

Vi går ned i den lille park, som vi kender fra sidste gang. Her bliver jeg lækkersulten og vi tager kiksene frem. De smager altså godt, og så kommer jeg til at tabe en krumme. Der går ikke mere end få sekunder, inden der kommer en due og snupper krummen. Det ender med at jeg smider flere krummer, og pludselig så er her fyldt med duer. Nogle af dem har øjne som tekopper og andre er frække og snupper krummer fra deres familie. Jo vi kan sagtens se hvem der er søskende på fjerdragten. Hvilken herlig underholdning vi får helt gratis på en bænk, lige her hvor nogle spændende kunstneriske sten har til huse. Vi har solen som er skyld i, at vi ikke fryser og så er her fredeligt, da bilernes larm kun høres svagt.  Dagen er skøn, og jeg har endda glemt, at jeg måtte betale 30 euro mere for hotellet. Det er på tide at vi får os en cappuccino og en pizza, så vi går ind et finere sted, kommer op på 1.sal og nyder vores sidste måltid i Milano.

Vi finder bussen, der fører os ud til Bergamo lufthavn, og vi kan så bare vente på vores fly. Vi synes faktisk begge 2, at Milanoturen var rigtig god juletur. Jeg fik knipset mere end 700 gange på kameraet, og deres gamle sporvogne kom da også i kassen flere gange. Der var kun eet problem, og det skete, da vi kom til Kastrup. Vi kan simpelthen ikke finde vores bil. Vi går ned ad trapperne og leder, men Henriette mener ikke, at det er her, for der står –1, og hun mener, det er 1. Vi leder og leder, og først da vi igen kommer ned på  -1, ja, da står vores lille ven og kikker på os. Jo, den er da glad for at se os og hjem kommer vi hurtigt. En Øl og sandwich bliver nydt. Hvilken juletur er bare lige sådan slut, ligesom vi slukker for tv eller lyset.