Hubbard gletcheren er vel et af de smukkeste naturfænomener, vi kommer til, og herfra kan vi både se og høre dens kalden, eller brægen, som det vistnok også hedder.

Vi startede nu dagen ved at stå op klokken 07,00 og jeg gik ud efter morgenmaden. Henriette startede kaffemaskinen og ristet brød. Vi satte os i stuen og indtog den dejlige mad. der var masser af tid til vi skulle køre, så Henriette nåede at gå over til Jenspeter med adressen til cruisecenteret. Hun klarede sørme også at indtale en film fra Tenerife, 2 gange. På acer og micro. Men klokken 10,00 startede jeg bilen og vi kørte ind til lufthavnen. Jeg satte Henriette af ved terminal 2-3 og kørte så ud til p15 med bilen. Efter at have ventet på bussen kom jeg dog hurtigt tilbage til den danske bank. Her sad Henriette og ventede på mig. Det er da sødt. Vi hilste på Bent og Margrethe og fik oplysninger om rejsen og hvor vi skulle hente vores billetter. Alt gik fint også var der igen masser af tid til vi skulle flyve til Amsterdam. Jeg var blevet sulten og lokkede derfor med en pølse. Det var meget nemt, for det var lige det Henriette manglede. 52 kroner for 2 med det hele. Uhm Det smagte bare så godt, eller var det sulten der stod for det bedste. Vi sad ikke sammen og det var et glædesudbrud der kom fra hendes mund, da hun igen var ved min side. Vi ventede på Bent, der gik forrest til vi alle kunne finde e7, som var det sted vi skulle ind gennem tolden igen. Der var rigelig med tid, inden vi skulle op i store fly. Først skulle vi naturligvis lige testes igen. Af med sko og ikke noget i lommerne. Henriette blev kaldt tilbage, og hun var selvfølgelig kleen. Vi sad og ventede og jeg lavede en sudoku, af de mindre svære, og da jeg prøvede det rigtig svære, kunne jeg bare ikke lave den. For meget larm og pas på trinnet, som en stemme hele tiden sagde, var årsagen. Vi tissede af og sidder nu i det store fly og venter på servering.

Jeg har pludselig bestilt en Fanta, for den ser så frisk ud. Henriette er blevet orienteret og så er det bare om at vente på godo.

Vores ferie er nu startet. vi sidder faktisk oppe i himlen i Nordsøen i et stort fly hvor vi efter Bents benarbejde fik række 17 h og j. jeg sidder inderst og vi har fået en fremmed kvinde på den plads, hvor hun skal flytte sig, når vi skal ud. Jamen det er bare som det skal være.

Vi er lidt forsinket fordi at kaptajnen der skulle have fløjet maskinen er blevet syg. Om der er kommet en ny mand, aner jeg ikke, men vi flyver dog nu. Bent har haft et stort arbejde med af inde plads til os alle, så vi sidder sammen, parvis. Henriette fandt ud af hørertelefonerne og hun gør sig nu klar til at modtage drikkelse.

I øresneglen hører jeg spansk musik og nynner med.

Vi fik Fanta i løs vægt og den var ikke så god, men vi fik også rødvin, da vi bestilte hvidvin og den er kna’me go. Der er uro i luften og jeg må hele tiden kikke efter at vinen bliver i glasset, som er af plastik. Vi har også fået en varm klud til at tørre hænder og hoved, mm. Nødder lod jeg gå til Henriette, for de var mig for svære at knække. jeg holder nu en pause med skriveriet, for jeg har altså ikke mere på programmet.

klokken er blevet 0230 og vi har fået mad og kaffe. Faktisk så er denne nat gået ganske let. Vi har toiletseret een gang samtidigt, altså på 2 forskellige toiletter, da vi jo tager hensyn til yderkvinden. Solen har skinnet hele tiden og det er da noget mærkeligt at der slet ikke har været nat. Jamen vi har jo også fløjet mod vest og beholdt dagen fra i går. Henriette er startet med katharerne og jeg vil tage en sudoku, hvis jeg da ellers kan samle tankerne igen. det gik faktisk ret hurtigt i flyet, for pludselig var der morgenmad og den smagte sørme godt. Vi skal snart lande og gør os klar. Friske og frejdige går vi ned efter vore kufferter. Derefter skal vi finde bussen. Ind med bagagen og så ellers mod hotellet. Bent har alle nøgler til værelserne og vi bliver råbt op. 10 sal nummer 008. vi stod af på 9 og gik resten ad trapper. Det var dog kun fordi knappen ikke virkede for elevatoren stoppede selvfølgelig også der. Selvom vi ikke burde gå i seng, så var vi godt trætte faldt i søvn. En l a n g nat hvor vi vågnede op flere gange. Da vi ikke kunne finde mere hvile, så stod vi op og gik os en tur. Det var stadig mørkt, men jeg fik nogle gode nat billeder. Vi var ikke de eneste der var tidlig på færde, for andre danskere var også på mærkerne. Morgenmaden skulle bare overstås og der var 2 ting at vælge om. Vi prøvede dem begge. Det var ikke så ringe et måltid. Så var der igen tid til at gå en morgentur og denne gang gik vi modsat sidste gang. Klokken 9 kørte alle så med bussen på opdagelse i byen. Den kinesiske bydel og andre spændende dele blev set og så stoppede vi et sted hvor der var totompæle der lige skulle filmes. Igen var vi på farten og næste stop var i en park hvor vi var inde og gå rundt. Over en hængebro der gyngede ikke så lidt og derefter skulle vi da også gå på broer mellem træerne. Et frisk pust i denne by der slet ikke er så gammel og derfor ikke har mange oplevelser, fra fortiden. Nu var tiden inde til bespisning. På et marked blev vi sat af og flere styrtede ind for at slukke mavesulten. Nej vi ville bare ikke nyde den fremmede mad, men måger og duer for ikke at glemme mindre søde fugle, fik deres sult stillet, så snart et menneske kom til at tabe lidt krummer. Det var festligt og underholdende. Vi skulle mødes med bussen og et par havde vist glemt hvornår, men de kom dog efter vi havde ventet en stund og Bent havde ledt grundigt efter dem. Bussen satte os af ved båden og her blev det til en ørkenvandring. Vi blev kostet rundt med og til sidst sat på stole, hvor vi kunne vente på at komme ombord. 2 timer er l a n g tid. Og vi blev enige om at det sikkert var en ung mand ved skranken der var skyld i ventetiden. Han var da festlig, men han brugte mange minutter på at udtale Børge og søs, og så glemte han at tage sit arbejde alvorligt. Han var da et frisk pust med masser af tatoveringer over det hele. Jeg er nu ikke så imponeret af skibet. Det er jævnt pænt og ikke mere. Værelset er ok men ikke mere. Jo der er da solvogne på altanen og et bette bord men ik mer. Vi gik ned for at få lidt mad. Henriette havde glemt sine piller og fik sit skibs-pas. da hun kom tilbage, husker jeg ikke om jeg tog imod det. Først næste morgen blev jeg usikker på hvor hendes pas var. vi gennemrodede alt, men der var ingen pas. Op og ned til receptionen. En sød lille pige var hurtig med at lave et nyt pas og hun så efter, om nogen har brugt af det gamle. nej, og hvor var vi da heldige.  Nu har jeg så installeret vores boks og her kommer vores pas og penge ind. Også Henriettes pas, for vi behøver jo ikke at gå med dem begge. Vi kunne jo forlægge det ene igen. Henriette er taget op for at løbe sin runde og mens jeg skriver dette, så banker der på døren og en fremmed vil ind til mig. Udenfor står der en ung lækker steg og vil så gerne ind og se mine frimærker. Jamen hvad vil Henriette ikke sige. Jeg tager chancen og lukker hende ind. Her knækker filmen og alt bliver tåget. Det er Hav-dag i dag. Vi kommer slet ikke i land, men må pænt vente til i morgen middag. Kikker vi ud, så er der kun vand vand og atter vand i sigte. Endikke et bette skib kommer så nær os at vi kan vinke til det.Der foregår ikke så meget i dag, men vi skal da lige op og lytte til Bent og Margrethe. Dette foregår i filmsalen og her meldte vi os til turen med jernbanen. Spisningen var som altid, men da vi skulle have aftensmad, kunne jeg ikke få nok. 1 bøf og 2 pølser men pomfritter og løg, bacon. Jamen jeg kunne slet ikke få det ned. Jo da det smagte da godt men der var for meget. Jeg måtte efterlade 1 hel pølse og en kvart bøf. Nå, men det går nok til et godt formål, og jeg skal da lige sige at Henriette heller ikke kunne få det alt sammen ned. Vi sad det meste af eftermiddagen på vores altan, med solen til at varme os og jeg så en hval eller to. og flere i flok, men der kunne jeg bare ikke se hvad det var for særlige fisk. Vi klædte om og var til kaptajnen velkomst hilsen. Og derefter var der danse og de var kna’me gode. Musikken var nok lige høj og det var også, som om flere af danserne skreg lidt rigelig højt. Især dem der ikke kunne ramme tonerne helt. Alt i alt var det en god dag og vi kunne så liste i seng og drage til drømmeland.

Næste morgen stod Henriette først op. Hun blev overrasket, da hun så på uret, for klokken var ½ 8. På med løbetøjet og ud på banen, på 11 dæk. Lidt efter kom hun dog tilbage og sagde at solen var så flot. Hun løb igen og jeg stak i bukserne og trøjen. Op og filme sol og Henriette der bare løb rundt og rundt. Andre var der også men jeg syntes der var koldt, så derfor gik jeg ned i vores varme kahyt. Og her nedskrev jeg det der ikke kom med fra i går. Det er altså tirsdag morgen og vi skal til Sitka. Jeg skal vist finde noget varmt tøj frem. Det banker på døren og jeg må lukke damen ind. Det er hende der vil se min frimærkesamling. Hun er nu ikke så ringe, men det er da mærkeligt at hun altid dukker op, når Henriette er på tur. Henriette vender tilbage og hun går i bad, nøgen og med fugtigt hår og klam krop, for den er både kold, våd og svedig. På een gang. Vi vadede op til morgenmad og denne gang var jeg vild med frugt. Aldrig har jeg læsset så megen dejlig frugt på en dyb tallerken. Jeg fik nu også en toast med ost og kød imellem. Vi var så nede og hilse på Bent og Margrethe og ellers gik morgen ganske let og smertefrit. Vi skal jo i land i dag og snart lander vi lige udenfor byen sitka, men pludselig siger kaptajnen at der er hvaler i sigte. Henriette får travlt og jeg ligeså. Op på dækket og frem med kameraet. Der kommer virkelig mange hvaler til syne. De sender vandsøjler op mod himlen og glider langsomt ned i dybet med halen sidst. Det vil jo se noget mærkeligt ud, hvis de gør det modsatte. (hovedet sidst. pjat).

Folk er ved at gå fra borde og de har numre. De der skal på tur kommer først ud i friheden, men bare for at sidde i en bus. Det ser ud til at vi skal vente i lang tid, derfor så tager vi op og spiser igen. Denne gang vil vi have omelet og da der også er kartofler, så vil vi dele en enkelt. Vi skal jo snart til at tabe os. Nej hvor smagte den godt, det er ikke sidste gang vi vil have omelet, er vi enige om. Vi forlader spisestedet og tager ned for at få vores middagslur. Der er stadig numre, så det tager en rum tid endnu. Lidt tv bliver der også kikket på, for vi kan altså ikke sove hele tiden. Nu kan alle os der ikke er på tur, få lov at komme på fast grund under fødderne. Vi finder tøj frem og kameraer. Alt er i skønneste orden, eller er det. Vi kommer i byens kirke og må filme på livet løs, bare vi har betalt 4 dollars. Den russiske kirkegård finder vi og den ligner en skov, hvor alle sten ligger i en rodet orden. Vi vader gennem byen og hygger os ved synet af de lidt anderledes huse man bor i her. En anden kirke bliver det også til og totompælen bliver da også set. Der er nemlig kun een pæl. Vi har fået nok og vender skuden hjemad. Tenderbåden sørger for at vi kommer i det rigtige skib. Et krus varm chokolade serveres ved indgangen og den nyder vi på vejen til vores kahyt. Jeg får ordnet billederne og sendt dem ind på netbooken. Henriette har gang i ordensproblemerne og det har hun sit store arbejde med. Men Henriette finder heldigvis frem til at det er nemt, hvis hun også får orden i de mange papirer vi hver dag for fra personalet. Vi må sige at det da har været en fin dag, med oplevelser ud over det almindelige. At byen ikke er til at skrive en roman om, må jeg erkende. Der er ikke så meget gods i den, men lidt har også ret. Aftensmad igen og denne gang prøvede vi pizza. Vi startede med 2 stykker til deling, men da jeg mente jeg godt kunne spise begge stykker, så gik jeg ind og hentede 2 styks mere og lod Henriette spise de 2 første. Faktisk så var de altså både saftige og til at tygge. Det er bare os der bliver tykke. tja. Vi var så nede og se en rune, eller en der kunne forstille rune. Han var nu slet ikke så god som vores danske fyr og det må han så lære at leve med. Selvom klokken kun var omkring 21, så var jeg da blevet træt og gik bare i seng. Henriette sad en stund og skrev løs på dyret her og jeg husker kun svagt, at hun gik i seng. Hun kunne såmænd have taget på ferie eller til fest, uden jeg ville opdage det. Onsdag morgen vågnede jeg ved at Henriette var lidt pjatte. Hun ville røres ved og komme tæt til. Jeg var ikke lige med på denne leg, men skidt pyt, det går da nok. Faktisk ganske godt.

Onsdag hedder denne dag stadig og jeg venter kun på at Henriette kommer tilbage efter hendes morgentur på dækket. Hun er så vild med at løbe i ring, så vild at hun sveder tran. Vi kom til at se ud af vinduet og der var sørme kommet bjerge i horisonten. Jamen først skal der spises siden vises bjerge. Vi fandt kameraerne frem og tog de billeder vi nu kunne, men det var nok bedre at vi gik op på broen, hvis vi da kunne komme til for mennesker. Der var rigeligt med plads deroppe, for det blæste kraftigt og så var det også meget koldt. Henriette filmende løs og jeg der ellers havde taget 2 tykke jakker på, var hurtig om at komme indendørs. vi fandt os en plads forrest i panoramarummet og her kunne vi så boltre os, uden at fryse. Flere timer gik med det og da vi mente at der var nok i kassen, så forlod vi selskabet og gik udendørs. Billederne bliver meget bedre, tror jeg. Inden vi forlod dette særlige sted der hedder hubbard gletcher så så vi resten af eventyret fra vores balkon. Middagsmaden kaldte og det blev til sandwich. Derpå gik vi udendørs og drak sodavand. I solen. Jeg mente tiden var inde til middagsluren og som en god sovetryne, fik jeg Henriette med i seng. Jeg arbejder på at gå op og få te, med brød til. Men jeg skal lige vække damen. hun har et stort sovehjerte og ingen øjne, det er let at se. Med munden godt åben og en hvisning mellem tænderne, ligger hun og gasser sig. Jo, hun bruger det meste af vores dobbeltseng, og den ryster af angst for hvad den kan blive udsat for. Vores aftensmad bestod af kartofler og roastbeef. Det var lige en portion der passede mig. Det er på tide at finde hverdagen og den mere fornuftige portion. Vi smuttede igen ned for at kikke tv og lidt i 19, gik vi så i teater. En ganske flot sangerinde, der var god til at bruge røven og kroppen i det hele taget, sang og skreg rigeligt højt. Mon det er mig der ikke kan snuppe for høj og megen larm, jeg fik i hvert fald sat øregangen i svingninger. Vi sluttede dagen af med frugt og et glas farvet vand.

Jeg er igen kommet til den dumme situation, at jeg har svært ved at komme af med det, der ellers er kommet nemt ind. det gælder alt. Derfor så bruger jeg l a n g tid i det lille rum, hvor jeg står og beklager mig over, at der ikke er noget der vil forlade mig. Ikke fordi jeg vil forlades af Henriette, for hun er jo ikke affald. Flere gange i nattens mulm og mørke, står jeg og underholder mig selv, og lokker med et strint eller to, men,mere bliver det ikke til.

Torsdag morgen har indtaget vores kalender. Udenfor er vandet roligt næsten blank og der er masser af huse hvor lyset er tændt. Folk er vist ved at gøre sig klar til at tage på arbejde. Vi er tæt på at ligge til kajs og Henriette er oppe og løbe sin vante tur. juneau hedder byen vi skal besøge, og den ser da meget hyggelig ud. Men Henriette skal selvfølgelig lige have sin morgenmad og jeg vil se om der er nogle svesker eller blommer, jeg kan putte i mine lommer. Nej jeg mener selvfølgelig i maven. Det sku være så sundt for en som mig. Vi ventede lidt med at gå i byen, for det regnede en smugle. Men da vi jo har regntøj og selv skibets paraply, så gik vi fra borde og så os omkring. Rigtig Alaskahuse og masser af butikker hvor man kan købe sølvting og souvenirs. Henriette siger, at de kun lever af os, så når der ikke kommer flere skibe, så går de i hi og venter til næste år, med at få mad og goder af andens slags. Vi besøgte en kirke, som var sød, det er altså Henriettes ord og ikke mine. Parlamentet eller hvad det nu var, gik vi forbi og Henriette var lige inde gennem den særlige dør til baren den røde hund. hun satte sig dog ikke og drak sig hønefuld, for da jeg forlod bulen, så tog damen benene på nakken og smuttede ud til mig. Vi gik ombord igen og fik os en middagslur. Igen tog vi på landjorden og denne gang gik vi langs havneområdet. Det var selvfølgelig også en oplevelsesrig tur. vi så et par indianere, der havde fået så hatten passede. nej hvor havde især manden svært ved at finde sine ben og jorden, hvor den er mest vandret. Han tog hele tiden fejl og slog ud som en kat, der bliver forskrækket, af en mus.

Vi gik igen hjem og fik os en kop kaffe og te. jeg havde ellers sagt at jeg intet skulle spise i dag, men det´ har jeg glemt alt om. Lovovertræder af de store. Nu er det ikke så meget mere der vil ske af betydning. Vi skal nok ned og have lidt aftensmad, men ellers vil vi nok være her i vores hule, hvor der er så dejlig varmt og triveligt. Henriette læser om katarerne og tv kører for døve øre og blinde løver. Jeg har ikke mere for denne gang. Men i morgen er der atter en dag.

skagway kalder.  Vi er landet og kan se ud på molen. En masse træer ligger op ad bjerget og de har de dejligste efterårsfarver på bladene. Nu dør disse blade og falder ned og bliver til muld. Jamen hvor er det da smukt, eller sørgeligt. Det regner og blæser en del. Vi indtager en omelet som Henriette har bestilt. Intet andet og den er altså go. Derefter tager vi ned i kahytten og finder vores varme tøj frem. Jeg vil naturligvis have de tykke bukser på. 2 bluser en tyk trøje og sidst men ikke mindst en regnfrakke. Desværre så er den meget tynd, men bare den kan holde vinden og kulden ude. Nå ja, jeg tog da også et par underbukser mere på. Jeg vil altså ikke fryse de kønne organer. Efter toiletbesøg så går vi ned til Bent, Margrethe og gruppen. Det danske flag vejrer og vi følger det slavisk. Op i en bus hvor bussemanden er en frisk fyr med lune og et skæg som jeg er godt misundelig på. Vi har ikke kørt mange meter, før vi skal af bussen, vi skal nemlig og se en film om disse guldgravere der troede de kunne leve af det tunge metal. Men enten fandt de ikke noget og døde af sult, eller de fandt noget, og blev slået ihjel af andre, der ikke var så heldige. Taberne var der mange af og uhyggeligt mange døde af sult eller kulde. Heste, æsler og hvad man end brugte som trækdyr, gik også til grunde, men eventyret blev levet fuldt ud. Bussemanden snakker godt og holder ind til siden flere gange. Vi kommer op i højden og her sner det altså. hver gang vi skal ud, så mærkes kulden og det er da utroligt, så hurtigt at alle er med at finde ind igen. i 2 timer sad vi så og ventede på at komme til målet. Lige inden vi var der, kom der en betjent, som skulle se vores pas. Bussen vendte og kørte os over til tåget som skulle køre os hjem igen. Det var bussemandens sidste tur i år og nu gik han i hi, sagde han. Vi fandt os en plads i det berømte tåg og ventede på at det skulle rulle hjemad. Der gik lang tid inden vi satte i gang. Da vi kom hjem til åstedet, altså til skagway kom der igen en tolder eller have han nu kunne kalde sig. Passet op igen. Han var ganske grundig og først da alle havde bevist hvem de var, kunne vi få lov at gå hjem. Det regnede og der var rigtig koldt. Mine tæer var følelseskolde og drivvåde. Jeg har sikkert vadet i en pyt med vand i. Vi løb resten af turen hjem til skibet og hvor var det skønt at sidde i kahytten igen. Af med det våde tøj og op til en velfortjent kop kaffe. Det var slet ikke nok med varm chokolade. Vi skulle da også spise middagsmad og det blev til en sandwich som Henriette bestilte. nam nam. Ned igen og næsten 2 timers middagslur blev det til. Så op og drikke te med småkager. faktisk så vil Henriette gerne ud i byen igen, men her trækker jeg grænsen. Jeg har jo ingen varme bukser at få på. Og mine strømper har Henriette også brugt. Jeg er simpelthen til rotterne. Vi går derfor ned i kahytten igen. Jeg skriver om vore oplevelser og Henriette tager sig en løbetur, det bliver sikkert indendørs, men hun forlader mig og jeg lægger mit legeme på sengen og lader det få lidt mere hvile. Aftensmaden står igen på spisesedlen og det gør den jo mere end 3 gange om dagen, så jeg tror jeg stopper med disse nyheder.  I aften er det igen teaterbesøg klokken 19. vi går derned lidt i god tid og sætter os godt til rette. Der er danse fra den store verden og jeg skal da ellers lige love for det holder. Russiske Græske Spanske Indiske Kinesiske og Irske Riwerdanse. Her kom jeg helt op af stolen. Jamen de var bare så gode. Masser af amerikanske danse var der naturligvis også. Det var rigtig flotte kostumer alle skiftede til hele tiden. Jo det var show for alle pengene. Vi sluttede aftenen af med en kop te. Undskyld jeg glemte at undgå mad og drikkelse. Nu sidder vi i kahytten og ser begge meget trætte ud. Henriette kan næsten ikke sidde op i sengen og jeg orker ikke at skive mere, jeg har endda skrevet det hele een gang før, men der kom jeg til at slette, grundet træthed. Jeg vil derfor sige godnat til alle både store og små. Vi stod op til en ny og våd dag. Skyerne ligger meget lavt og så er de mørke tunge og meget vandrige. Selvfølgelig skal vi da ud i byen en tur og derfor så hedder det en kø så stor. Rigtig påklædt og især Henriette, der var fornuftig nok til at tage sin store vinterfrakke med, har ingen mulighed for at blive våd. Den holdt sig fantastisk. Vi så så byen ann, floden hvor laksen svømme på nær alle de der var døde og som var gået til bunds. Sæler der leger tagfat med sig selv og som slet ikke anede at regnen tog til. Vi ville gerne se de berømte totumpæle, og fandt da også stedet, men det var indendørs og det ville vi bare ikke betale for. Vi gik hjem til skibet og lignede drukne mus, begge to. Af med tøjet og nyt tørt på igen. Vi var senere på en tur og satte os sammen med et dansk par. Snakken gik og jeg var ligefrem social. Vi fik en drink, som dog ikke sagde mig ret meget. heldigvis opdagede Henriette at regningen hun skrev under på, ikke var vores. Danskerne var meget glade for at rejse og snakke. Jamen det er vi jo også. Vi forlod dog dem, da de skulle spise og vi hjem i hytten, kahytten mener jeg altså.

søndag morgen

Nu er vi så på vej mod syd og det vil sige varmere klima. Vejret ser nu ikke så spændende ud, for der er tåge og overskyet. Solen har kun lige kikket frem en enkelt gang og er derefter gået bag tunge skyer for resten af dagen. Der er 15 grader og så har kaptajnen lovet hård vind. Vi skulle ellers have cocktailfest i aften men den har han aflyst. Temmelig hårdt vejr, var årsagen. Vi har så ellers mest været i vores kahyt og hvilet lidt. Nå ja, vi var da lige oppe og få lidt suppe (Henriette) og anden mad. mest for at have noget at kaste op af, hvis det skulle blive nødvendigt. Vi tog varm te med herned og ser nu tv om ulykker hvor folk har filmet diverse ekstreme uheld.

Vi har det nu ret godt hernede og vil måske tage søsygepiller, hvis det bliver værre. Jeg er lidt snottet og hoster en del op. men ellers ser alt godt ud. Det ser ud til, at denne dag bliver uden de store oplevelser, det kan kun ske, hvis folk der har spist for meget mad, vil gense det senere på dagen. Skibet tuder en del i tågehornet, og vi må så håbe, at andre hører og ser os på behørig afstand. Jeg slutter for denne gang og vender tilbage, hvis noget bliver skriveværdigt.

Tirsdag kom strygende, uden vi viste af det. Der var jo ikke så meget der skete i går. Vi blev nu ikke syge af søen og det må da have været en and der stod for vittigheden. Underholdningen var i top og vi er nu klar til denne dag. Bent holdt et foredrag om byen vi skal til San Fransisko, og vi skal holde cocktail i Michaels bar. Her fik vi flere drinks som smagte ganske godte. Underholdningen i teatersalen var i top, men de sang jo også 2 af Abbas melodier. Vi skulle ellers til noget 20 års jubilæum, fra rederiet, men jeg var for træt og gik i seng. Henriette ville ellers gerne have vist sit smukke legeme, og især sin dejlige flotte nederdel frem til andre end mig, men det måtte hun glemme for altid, eller skyde en sort pil efter. Jeg faldt i døb søvn og vågnede først op dagen efter. Hvad sker der dog med mit nattetisseri?

Vi slapper af hele formiddagen og skal have middagsluren inden vi angriber byen. For det er først klokken 14 vi ankommer og så tager det tid inden vi bliver smidt i land. Der er ellers igen land i sigte på begge sider. Nogle småøer her og hist og tågen er næsten forsvundet ud i det blå. For resten så har vi købt en bluse til hver, som bevis på at vi har været her omkring. jeg fra Alaska og Henriette fra ketchikan.

Henriette petikører sig selv og jeg vil sudokusere mig en omgang. Min mistede hjernekapasitet skal afprøves for svigt og forglemmelse. Det er tid til at se San Fransisko. Jamen vi tager vores sommertøj på og går i byen. Pu ha hvor er det dog varmt. Kan det virkelig passe at vi for få dage siden frøs som små katte, der ikke kunne fange mus?

Nå, men vi følger de mange andre turister som vil se noget nyt. Alt er baseret på os og butikkerne bugner af tingeltangel og jeg skal komme efter jer, der ikke vil købe noget. Vi finder nu andre græsgange og kommer i en lille have hvor der syder af liv. Masser af blomstrende buske smiler til os og takker naturligvis for vores besøg. Det skulle da lige mangle. Om det er varmen eller os der er trætte, det må guderne vide, vi siger bare at vi er sultne, som en slags undskyldning, for nu vil vi altså hjem igen. Jeg skal på do, men finder dog et ugenert sted, nå men hjem det kommer vi og så hedder det pizza og læskedrik. Ned i kahytten og tanke af, og så ellers igen på bytur. Denne gang går vi mod de kæmpestore højhuse. Vi går og går og de bliver højere og højere. Det eneste der er et problem er at mørket sænker sig og så kan vi jo ligeså godt drage hjem igen. Nu er vi atter i skønne omgivelser, nemlig i kahytten, som vi faktisk veldig godt kan lide. chokoladen er spist, (vores aftensnatmad fra vores sengemand). Udsigten fra balkonen er storslået med alle de lys som broen er klistret til med. Jamen det er altså en storby der vil noget. Jeg orker bare ikke mere i dag og skal være klar til i morgen klokken 8,50. da skal vi på tur med Bent og Margrethe. Samt alle vore andre danske gæster. Godnat for endnu en lang dag.

Vi mødtes ved bussen og alle 27 danskere fandt deres plads. En frisk og snakkesalig lokal rejseleder, var med til at gøre turen rigtig god. I 4 timer kørte vi så rundt i byen og kom ud og tog billeder de aftalte steder. Jeg vil slet ikke komme ind på alle oplevelser, men glemmer dem aldrig. Klokken næsten 13 var vi igen hjemme og efter vi havde spist middagsmad og sovet ud, så gik vi vores egen tur. Den hed højhuse og dette miljø var alle tiders. Godt trætte, især mine tæer og fødder, var årsagen til vi blev hjemme resten af dagen. Jamen jeg var altså træt og det var da lige før jeg ikke orkede at tage i teater. Heldigvis jokkede vi ned i salen og oplevede de dygtige akrobater. Det var samme par som sidst og de lave næsten det samme. Dygtige det var de bare.

torsdag

Denne dag er der ikke så mange ting på programmet. Vi skal lige til møde med Bent og Margrethe, og det gælder hjemrejsen, siger Bent. Jamen er denne tur da ved at være slut?

Jo, der er kun een nat på skibet, en nat på flyet, og så skulle det hedde vores egen lune og dejlige hjemmeseng. Jamen det er da noget skønt at se frem til. Jeg vil altså ikke sige det, Henriette så gerne kommer med, nemlig at vi finder knappen, der trykkes på, og vupti så sidder vi på vores dejlige altan og drikker en velfortjent ØL. Vi skal bare lide inden vi kan nyde.

Vejret er surt udenfor og jeg kan mærke at jeg har et hoved. tja, så er alt jo som det skal være.

Henriette skriver navn og adresse på mærkater til vore kufferter. De skulle jo gerne havne samme sted som os. Mit nye og smagfulde ur siger, at der nu kun er 28 minutter til mødet starter. På med tænderne og klap konen, så finder vi hurtigt biografen.

Bent sagde de berømte ord omkring pas og udelukkelse fra stateroom m,m. Vi fik udleveret kuffertsedler og besked om at være udenfor dørken senest klokken 8.30. Jamen det er jo tidligt og så er det da godt at vi skal på tur gennem byen i bus. Men der er dæleme lang tid til vi skal flyve. Det bliver en l a n g dag og nat.

Vi har pakket begge kufferter og er klar til at sove her for sidste gang, på dette skib. Klokken 19, skal vi lige op og kikke på teatersjov. Vi skal jo have det hele med, i prisen. Udenfor er havet meget roligt. der er ingen fisk som vil hilse på os, og vejret er temmelig gråt og kedeligt. Jamen hvor har vi dog været heldige med det vejr. Kun få dage hvor vor herre græd. 18,19 siger mit nye ur og det er kun få minutter for hurtigt. Jeg har ikke mere for denne gang.

Fredag morgen tager vi et let morgenmåltid. Ikke for meget drikkelse og mere frugt. Omelet kunne Henriette ikke undvære, vi gik så ned i kahytten igen og slappede af. Vores kufferter er jo hentet så vi har kun en rygsæk og mit kamera at slæbe rundt på. Klokken 8,30 forlod vi vores hjem for sidste gang. Det var lidt mærkeligt. Så gik det ellers ned til mødestedet hvor der var forsamlet en masse rejseklare gæster. Hjem hjem kære hjem. Vi stod i klynger eller sad på stole, bestemt ikke afslappet. Lidt forsinket kom vi så fra borde. Ned og hente kufferterne og ud i en bus. Vi kørte mod Los Angeles. Der er mere end 1½ times kørsel uden problemer og vi havde flere stop undervejs. Vi blev sat af lige ved de berømte fliser. Holliwood film og skøre mennesker. Jamen selvfølgelig trådte vi på de kendt skuespillere, der havde lagt hænder og fødder i beton. Folk der var klædt ud og som lignede en af deres fans, var skøre at se på. Nogle ville ikke filmes og så blev de det. Jeg så et hotel, som var af klasse, og der vil jeg bo, hvis vi kommer til byen igen.

Nej tak, det bliver der nu ikke noget om, for jeg har fået rigeligt af denne storby. Vi så alle de steder hvor gamle skuespillere havde boet og det er altså ikke lige min kop te. Godt at vi har et andet mål i dag, lufthavnen.

Der blev ikke så meget ventetid i lufthavnen, og pludselig sidder vi højere end skyerne. Rundt regnet ca. 10-13 kilometer fra jordens overflade. Næste gang vi berører jorden er det i Amsterdam. Der var lidt knas med siddepladserne. Vi fandt dog et fint sæde, takket være Bent og Margrethe. Da vi var oppe i højden kunne der traskes rundt Bent havde så sørget for at samle os så meget det var muligt. Henriette kom til at sidde lige foran mig.  Faktisk så har vi fået plads tæt ved toilettet og ude ved gangen. For resten så fik jeg en god ide. Jeg tilbød så mine naboer at vi byttede, så de fik gangpladser og vi satte os inderst. De gik sgu med til det. Så nu sidder jeg med min kæreste og har krammet på hende, det bette skin. Vi har fået en øl, og jeg skal endda slet ikke overtale hende til den. Der bliver dog ikke noget frækt i udsigt, for jeg skal nemlig til at gætte sudoku juhuko.

Ps: Jeg gav Henriette mine salt nødder og forventer noget til gengæld, det aner hun ikke endnu. jeg er lige startet med en ny dag, det vil sige at klokken faktisk er 9.20 lørdag. Og der er ca. 1½ time til vi lander i Amsterdam. Jo, det var da en lang nat og dog. Vi er nu klar til lidt morgenmad og Henriette ville have sine sko på, men den ene og det er den venstre sko, er blevet væk. Hvad den dame kan miste er ikke så lidt. Vi håber dog på at hun finder den når vi går fra borde, ellers må hun jo flyve uden en sko. Den er da go.

Vi er lidt udenfor Irland og det lugter da godt, i hvert tilfælde af Europa.

Vi ankommer til Amsterdam og her går tiden nu ret hurtigt. Lidt afslapning og kikken på ting vi bestemt ikke kunne drømme om at købe.

Jeg var lettet, da vi atter genså vores dejlige bil. Jo den stod skam og ventede fortrøstningsfuld på os. Første gang jeg drejede nøglen, tja så startede hun. Jamen den kvinde er da en engel. Hjemme var der gensynsglæde og vi skulle bare lige lufte ud, for der var en mærkelig indelugt i hytten. Men hvor kunne vi sove. Det tog mig mere end 4 dage at finde ud af dagene og nætterne. Aldrig mere på så lange ture, det er hvad jeg fik som resultat. Lige til næste gang vi er på farten.