Barndommen i Risskov

.Mit dejlige barndomshjem i Risskov. Jeg bor oppe på kvisten og herfra kan jeg følge med i alt, hvad der foregår udenfor

Da jeg er omkring 5 år gammel flytter vi til Risskov, hvor mor og far har købt et dejligt lille hvidt hus. Mit værelse ligger på første sal. Det er et stort og lyst rum med udsigt til den store vej, så jeg kan altid følge med i, hvad der foregår udenfor. Mors og fars soveværelse ligger nede ad trappen, ligefrem gennem stuen, og så til højre, - så der er lidt lang vej at løbe, når jeg har haft uhyggelige drømme. 

Bagved mors og fars soveværelse ligger køkkenet, og når jeg skal i bad, så foregår det altså ude i køkkenvasken. Mor sætter vand over gaskomfuret, og når det er varmt nok, så blander hun det i det iskolde vand, der kommer ud af vandhanen, indtil badet er dejlig varmt, lige til at kravle ned i. Ellers har vi kun et lillebitte toilet, hvor der lige er klemt et wc og en lille håndvask ind, og her er der altså kun koldt vand i hanen, så det bliver højst til en hurtig gang vask. 

En gang, hvor mor og jeg er i blomsterboden og står i kø for at betale, er der en pige på min egen alder, som kommer hen imod mig og siger hej. Jeg bliver genert, og skynder mig i skjul bag mors ryg, men pigen, hun følger bare efter mig. Til sidst siger mor, at jeg da bare skal sige hej til hende, og pigen fortæller så, at hun hedder Helle og er bagerens datter. Mor siger, at jeg da kan spørge hende, om hun vil med mig hjem og lege. Det vil hun gerne, og efter den dag begynder jeg at komme meget hjemme hos hende. Helle er den ældste af en børneflok på 4, derefter kommer Jette, Gitte, og som rosinen i pølseenden lille Erik.Jeg går tit ind gennem bagerforretningen, hvor fru Nysten står og ekspederer kunder, og derfra kommer jeg ind i den store stue. Og lige indenfor til højre, står lille Erik og rusker tremmer i kravlegården.  

Hvis vi kommer op på første salen, så er det altså bare om at være stille, for der ligger bageren Ejnar og sover, og han bliver rasende, hvis vi vækker ham. Han skal jo holde sig vågen hele natten, når han skal bage brød, så Helle og jeg lister forsigtigt rundt, mens vi hvisker til hinanden. 

En aften kalder Ejnar mig ud i bageriet, for han vil nemlig vise mig den store bageovn, og hvordan han bager brød, og det synes jeg er meget spændende. Nu virker han pludselig ikke så faretruende, han er nærmest hyggelig og lige i sit es.  

Bagerens piger kommer da også tit hos os, og vi leger i vores store dejlige have, hvor der er masser af gemmesteder, og det bedste jeg ved er at gemme mig mellem træerne og hækken. I haven er der også et stort træ, og i en af de tykke grene, der hænger min gynge, hvor jeg tit tager mig en gyngetur. Når Helle kommer på besøg, så elsker hun at sætte sig, så fødderne når helt ned til jorden, og med dem snurrer hun så gyngen rundt og rundt og rundt, indtil hun slipper med fødderne, og gyngen snurrer hende som en snurretop den anden vej. Det skal jeg bare ikke nyde noget af, for sådan en svingtur gør mig simpelthen rundtosset.   

En dag kommer der en ung mand, der vil lege med os piger. Det ender med, at han binder os fast til flagstangen, og så går han ellers sin vej. Heldigvis har mor set det fra vinduet, og hun kommer straks ud for at befri os. Hun fortæller, at han ikke er helt normal og kan finde på at gøre mærkelige ting. Hun advarer os mod at lege med ham igen.  

Her sidder den gamle dame til venstre og læser op, mens alle vi rollinger og 3 børnehavelærerinder lytter ivrigt til de bevingede ord.

Mor er hjemmegående husmor de første 5 år af mit liv, men nu vil hun altså ud og arbejde som sygeplejerske, så da hun mener, at jeg er gammel nok til at blive passet ude, så søger hun arbejde som sygeplejerske på Århus Kommunehospital.  Det første sted jeg kommer i dagpleje, er jeg ikke særlig glad for at være. Det er hos en kvinde, der har et lille barn, en mand og en dreng, der nok er lidt ældre end jeg. Hendes mand og søn har travlt med at grave i haven. Jeg går rundt og ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Kvinden sidder med sit lille barn på armen og snakker om den hyleunge, der bare går rundt og ikke kan andet end tude, og pludselig går det op for mig, at hyleungen, det er altså mig. En dag falder jeg og slår mit knæ, så det bløder, og pludselig er hun så sød overfor mig, hun vasker mit sår og vil komme jod på, men jeg fortæller, at jeg ikke kan tåle jod. Mor kommer og henter mig, og på hjemvejen fortæller jeg hende, hvordan jeg har haft det hos min dagplejemor. Mor siger så, ”Det skulle du da bare have fortalt mig, der skal du ikke hen igen”, og hun finder meget hurtigt et andet sted, hvor jeg bliver passet. Det er hos en familie med 2 piger, der er omkring min alder eller måske lidt ældre, og der har jeg det rigtig godt, vi leger godt sammen.

Ingenting varer ved, og et stykke tid efter kommer jeg i en privat børnehave. Det er et gammelt hus i 2 etager, hvor en gammel dame bor på første sal og har indrettet hele underetagen til børnehave, fordi hun mener, at det er sundt for børn at komme ud blandt andre børn. Mor kommer så og henter mig på vej fra arbejde, og jeg sidder bagpå knallerten, mens mor trækker hjem. En dag, hvor vi lige er kommet hjem fra børnehaven, sidder jeg og tegner sorte streger. Og jeg plejer ellers at bruge mange farver i mine tegninger. Mor spørger så, hvad der er galt, men jeg siger ingenting. Så siger hun: "Nu leger vi, at jeg er dig, og du er frøken", og så rejser jeg mig op og siger med vred stemme: "græsset er grønt, himlen er blå, træerne er grønne", ”Nej, Henriette", siger mor, " - du skal da bare tegne med de farver, som du har lyst til”. 

Hos tandlægen

Jeg er 5 år gammel og mor tager mig med til tandlægen for første gang. Tandlægen er en rar mand, som snakker venligt til mig. Så jeg er ikke bange, mens han roder inde i min mund. Og hver gang, når jeg så er færdig, så får jeg lov til at vælge en lille ting fra den store kasse, som han har i sin klinik. En dag skal jeg bedøves, og han stikker mig inde i kinden med en stor kanyle, det gør ikke ondt, men pludselig kan jeg ikke mærke min kind. Tandlægen fortæller mig så, at jeg skal passe på ikke at komme til at bide mig i kinden, så længe bedøvelsen virker, for så kan jeg komme til at bide hul. Jeg bliver helt bange, for sæt jeg kommer til at bide hul i kinden, så kan man jo se helt ind til mine tænder, og det ser da helt uhyggeligt ud. Så jeg går længe og tænker på, at jeg endelig ikke må bide mig i kinden. Men lige pludselig så kan jeg mærke min kind igen, og jeg ånder lettet op.

Mor tager mig med til tandlægen hvert halve år, og et par gange tager hun også Helle med, for fru Nysten er hunderæd for tandlæger og tør derfor ikke gå til tandlægen med Helle, så hun er meget glad for, at mor vil tage hende med.

Århus kommunehospital

Jeg skal indlægges på Århus kommunehospital, men jeg er ikke bange, for det har jeg jo prøvet før, det er noget med "skjoldburtskirtelen", har mor sagt, og om jeg får piller nok. Mor og jeg kommer op ad den brede trappe i hallen, og går ind på børneafdelingen, der ligger på første sal - bag glasdøren til højre. Der er flere stuer, og jeg skal ligge på den første stue. Jeg bliver bedt om at skifte tøj, og tage en af hospitalets bluser på. Den er lidt kold at få på, men efter et stykke tid, får jeg varmen igen. Jeg er kommet på stue sammen med 7 andre børn. Hver morgen kommer sygeplejersken ind med en rullevogn med nåle, vat og gummibånd - åhhh nej. Hun siger "Godmorgen", og så går hun straks i gang med at tage blodprøver. Hun kører rullevognen hen til min seng, for jeg er den første, som skal stikkes, jeg ligger lige indenfor døren. Sygeplejersken spænder gummibåndet om min arm, så det strammer, og efter at hun har følt efter blodårer, så stikker hun - Av, det niver ! men et øjeblik efter er det overstået, og hun malker min arm for 4-5 små aflange glas. Så kommer turen til de andre, for alle børnene her på stuen skal stikkes, ligesom jeg.

Til morgenmad kan vi vælge mellem øllebrød eller havregrød. Jeg elsker øllebrød, så det vil jeg have. Denne varme bløde og søde grød med rugbrødssmag og godt med fløde, - uhm! Efter maden er det tid til at lege ved de små borde og stole, der er forskelligt legetøj, puslespil og andre spil på bordene, og ellers må vi lege med de få møbler der er.

Ved middagstid er der stillet et par fade med smørrebrød på bordene. Jeg kan bedst lide ambulancemadder. De består af skiver af en sød og blød masse, og vi kalder dem for Ambulancemadder, fordi der er trykt små fine kors i pålægget, altså ligesom de kors, der er på ambulancerne. Det gælder bare om at være hurtigt henne ved bordene, for ellers er alle ambulancemadderne væk.

Mor kommer hver eneste dag og besøger mig. Det er hendes arbejdsplads, så hun er jo lige i nærheden. Far kommer også med flere gange, og efter en uge kommer jeg hjem igen. Jeg bliver hentet af mor, der stadig er på arbejde, så hun skal lige være færdig. I mellemtiden får jeg lov til at komme ind i det lille rum ude i hallen, hvor sekretæren arbejder. Hun viser mig lidt af det, hun sidder og arbejder med. Hun tager høretelefonerne af og sætter dem på hovedet af mig, så jeg kan høre en, der snakker. "Det er det jeg skal skrive på maskinen", fortæller hun mig. Det er rigtig spændende at se mors arbejdsplads, bare jeg ikke skal være indlagt her.

Jeg har været her i rummet før, det var nemlig her, at jeg fik checket mine reflekser af en læge i hvid kittel og med stetoskop om halsen og pandelampe .. Han bad mig om at sætte mig på briksen og lægge det ene knæ over det andet. Så tog han med en lille gummihammer og ramte mig lige under knæet, så knæet sparkede, uden at jeg kunne styre det. Nej, mine reflekser fejler skam ikke noget.

En gang hvert halve år skal jeg have taget blodprøver, og det foregår på kommunehospitalet, nede i kælderen. Jeg sidder på briksen, mens damen stikker mig i øreflippen. "Av!"- råber jeg, da det er som om en kniv pludselig stikker mig i øreflippen, smerten holder op og damen klemmer hårdt om flippen, mens blodet siver ned i reagensglassene. Endelig sætter hun et stykke vat på, så det ikke drypper fra flippen. Det svier stadig og er ret væmmeligt. 

Seneste kommentarer

Del siden