Der Kleine Prinz ligger allerede parat og venter på os.

Donau cruise 2008

Vi har i lang tid snakket om at tage på krydstogt, og da vi er lidt forsigtige, så vil en sådan tur på Donau-floden da ikke være særlig farlig. Vi kan jo som ingenting svømme i land, hvis nu båden får overbalance. Derfor så kontakter vi Dansk Folkeferie, for de har nemlig en tur med et skib, der hedder Der Kleine Prinz.

Vi er tidligt på færde, og derfor så får vi en af de bedste kahytter, langt fra motoren, siger den hyggelige Folkeferiesælger.

Ventetiden er lang, men pludselig er tiden inde til, at turen skal starte. Vi har altså fredag den 2. maj 2008, og vi skal mødes i lufthavnen, nærmere sagt tæt ved Seven Eleven. Her får vi så navnet på rejselederen, hun hedder Kirsten, og først da vi kommer til Beograd, der er hovedstaden i Serbien er hun til hjælp. Vi kommer i mandtal, og det viser sig, at selskabet tæller 74 danskere og 3 nordmænd, og det er lige hvad Der Kleine Prinz kan rumme. Vi deler os i to busser, og her kommer der så endnu en rejseleder til. Hun er en lille rundhovedet pige, med et glad ansigt og et stort smil om munden. Hun er virkelig en frisk og vågen pige, der falder ind i selskabet. Helena hedder hun og fortæller, at hun er serber, og det kommer på fejlfrit dansk. Jamen en frisk pige, det er hun altså.

Vi ser flere af byens seværdigheder, inden vi går ombord på Prinzen. Vi bliver sat af et centralt sted og går op og kikker ud over byen, mens Helena fortæller om dens spændende fortid. Hvad hun ikke ved, det er ikke værd at vide. Vi får så lov at gå i byen alene, og derfor så styrer vi ind i de små listige gader, hvor der ligger spisesteder side om side, og ganske billige. Husene er seværdige, flere af dem er malet med motiver både på facade og gavl, og de liver godt op i bybilledet. Vi skal ikke nyde mad og drikke, for på skibet venter der os alt hvad maven kan drømme om, så vi nøjes med at spise husene med øjnene. Det kan altså ikke skjules, at der stadig mange steder står sønderskudte huse fra sidste krig. Mellem dem er der skudt nye huse op, men ruinerne har man ikke fjernet, og de skæmmer fælt, men man har ikke penge til at rive dem ned.

Bussen kører os ned til skibet, og vi går ombord, Vores kahyt har nummer 101, - jamen, vi kan altså ikke få en bedre kahyt, finder vi hurtigt ud af.

Vi skal i forstavnen og spise, og her er der kamp om pladserne, altså de bedste pladser. Det er 4- og 6 -mandsborde, og da jeg jo ikke er særlig social, så sætter jeg mig ved et 4 mandsbord lige overfor Henriette yderst. Så skal andre gæster ind bag os, og det opgiver de fleste. Vi får dog en nordmand en enkelt gang, men ellers er vi uden selskab, hvilket passer os ganske fint. Maden er rigtig god, og der er flere retter, så vi lærer hurtigt at levne. Vin og Øl er gratis, så det hedder for det meste vin til maden. På hele turen er der fri øl, vin og spiritus, hvilket er alle tiders.

Senere på aftenen er der underholdning. Serbiske dansere giver den hele armen, og de er rigtig gode i bentøjet. Som de dog smider rundt med hinanden, det er jo ligefrem, så vi andre får sved på panden. Vi drikker Bloody Mary og andre stærke forførende drikke, og alle bliver i godt humør, lige til vi langsomt og lidt bedugget finder hjem i kahytten.

Næste morgen lyder en dejlig frisk stemme over højtaleren. Det er Helena, der ønsker os en god morgen og fortæller os lidt om, hvad vi skal se i dag. Hun siger, at vi bør kikke op på dækket nu og nyde udsigten, og det har hun da ret i. Det er virkelig en flot morgenstund.

Vi sejler forbi, hvor et kæmpestort ansigt af Kong Decibal er mejslet ind i klippen. Han var konge af Dacia og blev berømt, da han holdt den romerske hær stangen i meget lang tid. Men da hans rige omsider blev erobret af romerne, så blev kongen så ulykkelig, at han kastede sig ud over klippen og døde. Som minde om hans dåd lod en kunstner hans ansigt gravere i klippen. Den lige så berømte Smuglerkirke og flere andre spændende seværdigheder, støder vi også på her på flodens vej.

Vi sejler så helt op til Jernporten, og vi kan altså kun sige, at denne sluse bare skal ses. Og mens vi venter på, at sluseportene skal åbne sig, møder vi andre både, hvor der er fest, dans og høj sang til.

Lidt udenfor den rumænske by, der hedder Turnu Severin forlader vi skibet og kører med bus ud til et lille museum, der tidligere var en pigeskole, og som nu samler fortidens minder, og lige udenfor museet står resterne af Kejser Trajans bro. Fra museet går turen så videre til bymidten, hvor vi går en tur gennem moderne gader, der alle har farverige blomsterkummer, som vi kan beundre. Vi vinker farvel til Sortehavet og vender snuden tilbage mod Beograd.

Vi skal slet ikke spise på skibet i dag, men derimod så kører vi ud til en bondemand, der hedder Teodor og bor i landsbyen Jarak. Her har byens folk lavet et fantastisk middagsbord. Samtlige af byens borgere har stået for hver deres madret, og vi skal bare sætte os og nyde herlighederne. Der er musik til maden, og det er 3 harmonikaspillere, der giver den hele armen, og de er vældig gode med fingerspil, ja, det går rapt. Vi skåler i Slipovitz. ”Zivili !” - råber vi i kor, det har Helena lært os, og ingen holder sig tilbage.

Især gullasch er noget der gør lykke. Der bliver sunget og danset af alle, og ingen er bænkevarmere. Vi vinker farvel til disse dejlige mennesker, hvis eneste arbejde er os.

Med bussen kører vi så længere ud på landet, hvor vi besøger Krusedol-klostret. Her er munkene veldig glade for nordmænd, for de har støttet klosteret med pengegaver, og derfor fik vores nordmænd så mange taksigelser, at vi andre ligefrem bliver lidt misundelige. En by der hedder Novi Sad er vi også inde i, og dens historie fortæller Helena selvfølgelig meget om.

Vi er sejlet ind i Kroatien og vores første besøg på landjorden går til Osijeks gamle bydel, hvor der også ligger en spændende borg, der i fortiden passede på byen. I dag er det dog unge skolesøgende, der er flyttet ind og får undervisning i de gamle bygninger.

Desværre så er udsigten ikke den bedste på turen hjem til skibet. Vi må end ikke forlade bussen og gå ude i naturen, for der ligger stadig miner overalt. Masser af huse er næsten jævnet med jorden, og Kroatien har ikke penge til at genopbygge landet. Det er virkelig sørgelige minder, vi har fra turen.

Vi kommer hjem på Prinzen, og finder snart tilbage til mere ordentlige forhold. 

Vi er nu kommet til den ungarske hovedstad, Budapest, og indsejlingen er bare så flot, så flot. De broer, byen har så mange af, giver den et levende bevis på, at der er i virkeligheden er 2 byer. – nemlig Buda og Pest, der ligger på hver sin side af floden Donau. En bus fører os ud til de mest kendte seværdigheder. - Heltepladsen, Fiskerbastionen og Parlamentet er blandt disse perler. Og selvom vi har været her før, så er det alligevel skønt at gense alle de skønne, gamle og berømte steder. Der er tid til, at vi kan gå i byen uden at have Helena i hånden, og vi benytter os naturligvis af dette tilbud.

Det bliver lige en afstikker til en lille by, der hedder Szentendre, som kun lever af turisme, og den er hurtigt overstået.

I den slovakiske hovedstad, der hedder Bratislava besøger vi først en spændende gammel borg, vi kikker også nærmere på den flotte og farverige gamle bydel. Men det bedste af det hele, det er dog, da vi får øje på en gammel bekendt. Det er da ingen ringere end vores H.C. Andersen, som har fundet helt herned til disse fjerne himmelstrøg, jamen, det er nu hyggeligt at hilse på denne gamle landsmand.

Vi er sejlet hen over den østrigske grænse, og Prinzen lægger så til lidt udenfor Wien, og her skal vi være resten af dagen. På grund af, at vi snart er ved vejs ende, så mener besætningen, at der skal festes med fin mad, vin og champagne, hvor kaptajnen takker for godt samarbejde.

Efter sidste nat, hvor vi sover i prinze- og prinzessesenge, så går turen hjem til Danmark. Men inden da, har vi en herlig dag i den skønne by, Wien. Det bedste er, da vi på egen hånd besøger Karlskirken og får en svævetur helt op under kuplen, det er næsten, som at høre englene synge. Der er også lige tid til at besøge det skønne Belvedere-slot med den ligeså dejlige park.

Jeg vil slutte med, at Donauturen er en rigtig spændende og oplivende tur, som vi varmt kan anbefale andre. Turen starter med elendighed, fattigdom og krigsminder og slutter i ynde, pragt og vælde.