Studentertid

Killingen

Vi er taget op i sommerhuset, mens jeg læser op til eksamen, og kattemor og vores nye killing er selvfølgelig også med. Killingen er så lille, at jeg kan have den i min hule hånd. Om natten sover den hos mig, mens Sara er ude og forsvare territoriet. Jeg vågner om natten ved lyden af katte, der holder koncert, jamrer og knurrer og skriger arrigt, og jeg kan høre at den vilde jagt går, gad vide, om det er Sara og en hankat, der har gang i noget sjov ? Næste morgen, da hun sidder uskyldigt foran hoveddøren, ser jeg, at hun har fået en flænge tværs over næsen. En anden nat vågner jeg op og kan ikke mærke eller se killingen nogen steder, - Åh nej, har jeg lagt mig ovenpå den og mast den ihjel ? Jeg stikker forsigtigt min hånd ind under lænden, og pyha, der ligger en lille blød bylt og spinder. Jeg sætter mig op og tager katten op på maven, og nu kan jeg roligt lægge mig til at sove igen.

Ellers hygger vi os ind imellem læseriet, og da vi skal hjem fra sommerhuset, kan vi ikke finde Sara nogen steder. Vi leder længe efter hende, men væk er hun. Til sidst bliver vi enige om at tage hjem. Vi skal jo allerede herop igen næste weekend, og Inger og Ib er i deres sommerhus og de skal nok sørge for at kikke efter katten.

Da vi kommer derop næste gang går katten rundt indenfor, jamen, hvordan er den kommet derind ? Har den virkelig været indenfor siden sidst ? - Det kan ikke passe. Da jeg kommer tættere på døren, ser jeg, at der er smadret et par ruder, - der har ganske enkelt været indbrud. Vi finder hurtigt ud af, at der heldigvis ikke er stjålet noget, men bare det, at der har været nogen i vores hus, mens vi har været væk, det er faktisk ret ubehageligt, ja ligefrem uhyggeligt. Vi får fat i Jørgen, der er på besøg hos Inger og Ib, og han hjælper med at få repareret døren og sat nye ruder i.

Men det værste er da vi skal i seng, bare tanken om, at de fremmede måske har ligget i min seng, det er jeg ærligt talt ikke meget for. Jeg tager dog mod til mig, og det varer da heller ikke så længe før jeg er kommet over ubehaget.

Jørgen og Lene går i kloster

Morbror Jørgen arbejder jo som installatør i morfars firma, men han føler sig udnyttet af morfar, så derfor vil han gerne finde en anden arbejdsplads. Han søger da også flere steder, men hver gang, når arbejdsgiverne ringer og spørger morfar, hvordan Jørgen er som arbejdskraft, så siger morfar bare: ”Jamen Jørgen, han arbejder skam for mig”. Morfar er jo ikke interesseret i at komme af med Jørgen, for han skal jo føre morfars firma videre. Mor og mostrene er rasende på morfar, og morfar, han er vred på os alle sammen. Han hilser ikke engang på mig, når jeg møder ham i opgangen, så der er altså en rigtig dårlig stemning i familien.

En dag hvor jeg kommer hjem fra skole, ringer Lene til mig. Hun fortæller, at mor har ringet til Jørgen for at fortælle, at hun er taget op i sommerhuset med biblen, Jørgen er blevet bekymret for hendes tilstand, og derfor er han også kørt derop. Lene henter mig, så jeg kan være hos hende, indtil næste morgen, mens Jørgen snakker mor til rette. Næste morgen tager vi så af sted op til sommerhuset. Mor er faldet til ro, og Jørgen spørger mig så uden varsel: ”Har du fået et mantra ?” – jeg bliver helt paf og svarer, ” Nej, jeg er ikke parat til det nu, jeg vil helst vente til jeg er moden”. ”Jamen, til den tid kan guruen jo være død, og så får du ikke noget, det skal være nu, mens han lever”. "Jamen så er det jo nok ikke meningen, at jeg skal have det mantra", siger jeg så. "Jamen, sådan kan du ikke sige", bliver Jørgen ved. OK, jeg er helt overrumplet, jeg har slet ikke lyst til at få et mantra, men tænk hvis jeg fortryder det, når det først er for sent. Modvilligt beslutter jeg mig for at få det mantra, jeg kan jo bare lade være med at bruge det. Vi møder op i Guru-centeret til en bestemt dag og står i kø på trappen, og der er også flere andre, som skal have mantra. Jeg må indrømme, at jeg er nervøs for at være alene med guruen, men det viser sig, at mor får lov til at komme med ind og høre på, og der er også en dame fra centeret, som hjælper mig med at forstå, hvad han siger. Guruen siger noget på indisk, nemlig mit mantra, som jeg skal sige flere gange efter ham, og det er vigtigt, at jeg kan huske det udenad. Mantraet må jeg ikke fortælle til nogen, og det kommer ikke til at stå nogen steder, undtagen på en lille seddel, som skal svejses ind i min mantraboks, og den skal vi først ud at vælge bagefter. Inden jeg er færdig, så får jeg et indisk navn – Saraswati, der betyder kunstens, skønhedens og visdommens gudinde, jamen det lyder da rigtig flot. Jeg er lidt overrasket over at få så fint et navn. Bagefter tager vi ind til Kirsten for at fejre begivenheden. Lene og Jørgen er der også, og vi har en hyggelig aften med god mad og vin. Jeg har godt nok fået et mantra, men jeg har bestemt ikke lyst til at bruge det. Et par uger senere bliver Jørgen og Lene gift i Sankt Jørgensbjerg kirke, og mor og jeg er med som vidner.

En uge senere, hvor vi er inde hos Kirsten, er Jørgen og Lene der også. De er begyndt at forære alle deres ting væk, og Lene fortæller glædestrålende om, at hun er i gang med at farve alt sit tøj orange, altså det, som hun ikke allerede har givet væk. Det er fordi hun og Jørgen skal være sanyasa – altså indviede, og så skal de gå i orange tøj. Hun mener, at den orange farve får nuancerne til at træde tydeligere frem. Jeg kunne nu ikke tænke mig at farve alt mit tøj orange, det ville da blive for kedeligt, jeg elsker at gå i farverige nederdele og bluser og med masser af smykker, og jeg har i hvert fald heller ikke tænkt mig at forære alting væk, jeg forstår altså ikke rigtig hendes begejstring

Kort tid efter får vi at vide, at Jørgen og Lene er flyttet ned til Falster for at leve som "orangeklædte". De er taget af sted i al hemmelighed uden at fortælle os andre noget som helst, vi har ikke engang haft lejlighed til at sige farvel til dem. Jeg er meget chokeret og ked af, at Jørgen, der ellers virkede som den mest fornuftige i familien, og som altid tog Kirstens guru-snak med et gran salt, han vælger at blive gurumunk ? Mormor er grædefærdig over, at hun har mistet sin søn, og morfar, han ryster bare på hovedet over, at "Uroen" endnu engang har bragt uro i familien. Mor er også meget ked af det hun har altid følt sig tæt knyttet til sin bror, de har delt mange sorger og glæder. Nu er det som om han har sagt farvel til alt.

Jeg kommer i gymnasiet

Jeg starter i gymnasiet sproglig linie efter ferien. Jeg er egnet efter lærernes udsagn, og det vil sige, at jeg skal ikke op til en prøve først.

I den første time har vi matematik, og vi samles i klasseværelset, og der bliver snakket livligt. Vi kender dårligt nok hinanden endnu, men pludselig er der en ung mand, som jeg slet ikke synes, at jeg har set før, og han går op til tavlen. ”Nej, se nu at komme ned”, tænker jeg, ” – hvis nu læreren kommer !”. Den unge mand fortsætter ufortrødent hen til kateteret og siger: ”Ja, jeg er så jeres matematik-lærer, Kristian Blands”, ”Øhhh, nå - er han lærer, jamen han er da ikke mange dage ældre end os mig”, tænker jeg måbende. Det er helt rart, at vi har matematik i stedet for regning, det kender jeg jo fra min barndom. Det er da også så nemt, at jeg nærmest slår hjernen fra.

Det er en betingelse for at gå sproglig linie i gymnasiet, at man har bestået den lille latinprøve, og den bestod jeg heldigvis i 2 real. Der er en pige fra min klasse, som ikke har bestået latin, så derfor skal hun skal snart op igen, og hvis hun heller ikke består denne gang, så må hun simpelthen forlade gymnasiet, det er hårde betingelser, synes jeg.

I gymnastik er vi slået sammen med en matematik-klasse og der er 2 lærere, så derfor kan vi vælge mellem flere boldspil og andre sportsgrene, og her i sommertiden, der foregår det ude på gymnasiets grønne plæner. For første gang – siden opvisningerne på Sankt Josef, så kan jeg faktisk godt lide gymnastik, ja jeg synes ligefrem at det er sjovt.

Efter en uge skal vi på RUS-kursus alle første g’er for at blive rystet sammen. Efter et par dage med opgaver og leg, så slutter det hele med en stor fest, hvor de fleste bliver godt fulde – også lærerne, der ligefrem er helt pjattede. Jeg er lidt trykket ved situationen, for hvis lærerne er fulde, hvem skal så sørge for ro og orden ? Jeg kommer i snak med en af pigerne fra min klasse, og hun siger, ”det er da alle tiders, at de også kan skeje ud, de er jo jævnbyrdige, - vi bliver jo regnet for voksne mennesker nu”.

Vores historielærer hedder Hr. Graa, men han får hurtigt kælenavnet Gråballemanden. Han er en meget høj mand med gråt hår og gråt skæg, , og når han kommer gående ned ad gangen med sin store skoletaske oppe på skulderen, så kan han ses på lang afstand. I historie har vi om Pompeji, den romerske by, der blev begravet i lava og aske fra Vesuv, og hvor man ved hjælp af gipsafstøbninger har genskabt meget af byen fra dengang. Og lige for tiden er der en udstilling på Louisiana om netop dette emne, og den skal vi selvfølgelig ind at se. Vi ser, forvredne mennesker, der blev overrasket af vulkanudbruddet, og modeller af villaer og butikker, der står som dengang, og det synes jeg bare er smadderspændende.

Vi nærmer os den tid på året, hvor gymnasiet har noget, som de kalder for Broget mus, og det har altså ikke noget med farverige gnavere at gøre. Det betyder slet og ret broget musikalsk aften. Hver klasse bruger et par dage eller en uges tid på at lave en bar med et bestemt emne, og da vi jo lige har været på den spændende udstilling om Pompeji, så er det jo oplagt, at vi laver en pompejansk bar. Der skal ikke være borde og stole, for romerne lå jo ned og spiste, så vi skal bare have fat i en bunke madrasser. Der skal pyntes med vindruer og flotte vægmalerier, og disken skal forsynes med nedsænkede kar, som de brugte dengang, og amforaer med vin skal stå klar til at hælde i glas, og så skal vi selvfølgelig være klædt i toga. Jeg er fyr og flamme – alle tiders, - ideerne myldrer frem. – Men desværre, næste dag er det besluttet, at vi skal lave en dansk kro med ternet dug og gardiner for vinduerne, altså helt ærligt, den kan vi da lave til næste år. Den anden ide var da meget mere original.

I gymnastik skal vi lige lære trinene til lancier, inden broget mus-festen, for det er den dans, som bliver danset til alle gymnasie-festerne, men de trin, dem kender jeg jo allerede, så det går som en leg - og endnu engang synes jeg, at gymnastik er alle tiders fag.

En dag kommer Ulla grædende ud på gangen, hun har lige været oppe i latin, som hun altså heller ikke bestod denne gang. Nej, hvor er det synd, hun fatter sig hurtigt, går stille ned i klassen og pakker sine ting, og så forlader hun ellers gymnasiet uden at kikke sig tilbage. Hun var ellers en glad og frisk pige.

Jeg har anskaffet mig en indkøbsvogn, altså sådan en, som gamle damer går i byen med – bare lidt større. Og det er der flere af drengene fra klassen, der ikke kan stå for. Når jeg kommer tilbage til klasseværelset efter et frikvarter, så er vognen væk, og jeg skal ud at lede efter den. En gang har de gemt den i skabet oppe ved tavlen, en anden gang finder jeg tasken bag ved døren, hvor den er hængt op i hængslet. Men det tager jeg nu ikke så tungt, så længe de ikke kommer tegnestifter på min stol eller skyder med kramper efter mig, så gør det ikke noget, - jeg ser det nærmest som en form for interesse. Nu er jeg jo også selv ude om det, jeg gør mig jo selv bemærket med mine lange nederdele og tingeltangel-smykker.

Vi har Anne Wright til fransk, hun er lige kommet fra Afrika, hvor hun gik og kedede sig som ambassadørfrue. Nu har hun så lige fået et lille barn, og dagen går med at skifte bleer med forskellig farve indhold. Bortset fra det, så går hun meget op i, at vi kvinder skal være veluddannede, så vi kan stå på egne ben og ikke skal være afhængige af en mand.

Claus hedder vores dansklærer, og det er altid spændende at få stil tilbage med alle hans kommentarer, rosende ord, forslag og gode ideer, det er en hel lille novelle.

Jeg mærker hurtigt, at lærerne aldrig skælder ud, hvis vi ikke har fået læst på lektierne eller hvis vi bliver væk fra en time. Det er nemlig vores eget ansvar at følge med i timerne, og vi bliver regnet for voksne jævnbyrdige mennesker. Det føles helt rart.

Kattene

Sara har fået killinger igen, og denne gang er der ikke mindre end 6 små nuttede af slagsen, men vi har altså ikke plads til alle de katte i vores lejlighed, så derfor bliver de alle sammen aflivet, og det er jo synd, at hun ikke kan komme af med mælken. Men en dag ser jeg Sara ligge og spinde, mens Mads ligger og patter hende, - han kan da godt bruge en omgang modermælk mere, og han vokser sig tykkere og tykkere, mens han lever et beskyttet liv som forvokset killing.

Om morgenen, inden mor skal på arbejde, så lukker hun kattene ud i gården, og der opholder de sig så, indtil jeg lukker dem ind igen. Lige så snart jeg kommer ind på mit værelse, så kan jeg høre Mads stå og mjave ude i gården, jeg kikker ud af vinduet og ser Mads stå parat udenfor døren ind til køkkentrappen og skynder mig ned ad trappen, og Sara er også kommet nu, hun stryger sig kælent op ad mine ben, og jeg skal passe på, mens jeg går op ad køkkentrappen, at de ikke lige smutter ind foran mine ben, så jeg snubler op ad trappen. Jeg fodrer lige kattene og renser kattebakken, og så står den på lektielæsning indtil mor kommer hjem.

En gang om ugen køber jeg fiskerester med hjem, og så er kattene ekstra kælne og ellevilde. Fiskeresterne koger jeg, så de holder i længere tid, men jeg smider lige en lille luns ned til hver af kattene, og de kaster dem op i luften og springer rundt efter dem, som om det var mus, de skulle fange. Det er sjovt at se. Når fiskene koger, så kommer der en forfærdelig stank i hele lejligheden.

Der er en tid, hvor kattene har fået dårlig mave – begge to. Kattebakken bliver hurtigt fyldt, og de har ikke lyst til at bruge den, når den lugter af dårlig mave. Så derfor har Sara opdaget, at vi har nogen dejlige bløde sækkestole, som de kan skide i, de lugter ikke så ulækkert og der er plads nok. Det er særligt om natten, at sækkestolene bliver brugt, for da sidder vi jo ikke i dem. Og det med at komme ind i stuen, det er skam ikke noget problem. Vi har skydedør derind, men Sara er en mis til at åbne den, den ligger sig ned på siden, og så skubber den skiftevis med poterne til døren er gået op, og Mads følger efter hende ind i stuen. Så hver morgen, inden vi sætter os sækkemøblerne, så skal altså lige kikke os godt for. Det kommer helt af sig selv, for der lugter fælt af tynd mave. Det er et farligt arbejde, når vi skal gøre en sækkestol ren, først skal den bæres ned i kælderen, for der har vi vaskemaskinen stående, vi vender den så meget forsigtigt på vrangen, så lortet ikke kommer ud over det hele, og så alle krøyerkuglerne fyldes over i en skraldesæk, og da de er statisk elektriske, så klistrer de sig livligt til os, de er ikke til at styre,

Det værste er dog, når jeg sidder i klasselokalet og pludselig synes, at jeg lugter af kattelort. Der er ikke andet for, end at jeg i frikvarteret skynder mig ud på toiletterne for at kikke alt mit tøj igennem og lugte til det. Når jeg så opdager, at der ikke er noget kattelort nogen steder, så går jeg roligt tilbage i klassen, så det må altså være fordi stanken sidder i næseborene.

I gurucenteret

Mor er begyndt at komme til foredrag i guru-centeret i København, og jeg er også med. Foredragsholderen kender jeg godt, hun er lederen for klosteret, hvor Jørgen og Lene nu bor, og mens hun fortæller om kundalini-kraften og nir kalpa samadhi, og andre mærkelige ting, så begynder mine tanker at vandre…. – og hvad mon klokken er ? Efter en times tid kan mine næsebor endelig sanse dejlige søde dufte, der kommer inde fra rummet ved siden af, hvor de er ved at dække op med chai-te og nogen dejlige og meget søde krydrede kager. Det er aftenens højdepunkt.

En aften er Jørgen og Lene også med, - eller Bacchirat og Dharma Vira, som de nu kaldes. De sidder som 2 stenstøtter midt i foredragssalen. Jeg kommer glædestrålende hen til dem for at snakke, og Jørgen spørger da også høfligt, hvordan det går i gymnasiet. Men hverken Jørgen eller Lene virker, som om de er glade for at se os, men det virker som om, at vi er fremmede for hinanden.

Jeg besøger far, Ulla og Niels i Søllested

Far og Ulla er flyttet til ned Lolland til en lille stationsby, der hedder Søllested, så nu er det slut med de lange ture op til Nordjylland. Nu tager det bare 4 timer, inden jeg er fremme i Søllested, og far og Niels står og venter på mig. Efter 5 min i bil er vi i det nye villakvarter med etplanshuse og meget lave hække, og huset her på hjørnet, det er deres nye hjem.

Far arbejder som børnepsykolog på et kontor i udkanten af byen, og Ulla har længere til arbejde, hun er nemlig lærer på en skole i Nakskov.

Til hverdag, når far og Ulla er på arbejde, så bliver Niels passet af en ung au pair-pige, der hedder Lykke, Ulla og far er meget tilfredse med hende, og de har kun godt at sige om hende.

Jeg har sagt ja til at passe Niels sammen med Lykke en fredag aften, hvor Ulla og far skal til møde, og så får jeg jo også hilst på hende. Lykke banker på hoveddøren og kommer ind med styrthjelmen i hånden, duggede briller og det lange lyse hår ned ad ryggen. Lykke er en rigtig frisk pige, hun er meget smilende og kan godt lide at snakke, og det foregår på syngende lollandsk. Efter en lille snak er Ulla og far klar til at køre. Vi siger farvel, og Lykke tager Niels op på armen, og så går vi ud og vinker.

Da vi kommer ind igen, så kikker hun opmuntrende på Niels og spørger, ”skal vi slå kolbøtter ?”. Straks vender Niels ryggen til hende og stikker armene ind under benene, Lykke tager fat i hans arme og trækker til, - og vupti – så har Niels slået en kolbøtte. Han stiller sig straks parat igen, og Lykke giver ham et par kolbøtter mere, mens hun griner og snakker med ham, og det er tydeligt, at Lykke er meget glad for Niels.

Efter aftensmaden og masser af leg, så bliver Niels puttet og får læst godnathistorie. Efter at Niels er faldet i søvn, så sidder Lykke og jeg ved siden af og snakker sammen, og det er nærmest som om vi altid har kendt hinanden.

Kattene slås om tronen

Det er ved at være forår, og kattene er begyndt at knurre ildevarslende efter hinanden, den ene langer ud efter den anden med kløerne fremme, der lyder en høj mjaven, og et øjeblik efter stormer de gennem huset, ruller rundt om hinanden og slås som hund og kat, det ser drabeligt ud, og jeg vil nødig komme imellem der.

"Pladsen er blevet for trang til dem begge 2, og de slås om, hvem der skal blive på tronen", siger mor. En aften er Sara ikke kommet tilbage fra sin gårdtur. Mor og jeg er ude at lede efter den og kalde på den, men der kommer ingen kat.

Der går flere dage, men vi ser stadig intet til Sara. Men en eftermiddag, hvor jeg er ude for at kalde på Mads, så ser jeg pludselig Sara, der stopper op og kikker på mig et øjeblik, og så løber den væk. Jeg er glad for at vide, at Sara er i god behold, og hun har fundet andre græsgange, så fra nu af har vi kun Mads.

Jeg vælger musikken

Inden vi kommer op i 2 g efter sommerferien, så skal vi til at vælge, hvilken sproglig gren vi vil gå, og derfor får vi besøg af elever fra 2 og 3 g, der kommer og fortæller os lidt om de forskellige muligheder. Jeg har faktisk allerede valgt linie, det gjorde jeg nemlig dengang, da jeg ansøgte om, hvilket gymnasium, jeg ville gå på. "Amtsgymnasiet er marxistisk", sagde mor, "der synes jeg ikke, at du skal hen, og hvis du vælger musik-sproglig linie, så undgår du "amtet", - for den linie har de nemlig ikke". Altså valgte jeg musikken. At jeg så også er meget glad for musik, det gør jo ikke sagen værre. Men selvom jeg har nu valgt linie, så kan jeg jo godt vælge om, hvis der skulle vise sig noget bedre.

Den første elev fortæller om samfundssproglig linie, der som navnet siger, har lidt flere timer samfundsfag og politik, og det lyder lidt tørt, synes jeg. Så er der en, som fortæller om nysproglig linie, hvor de har ekstra engelsk, tysk og fransk-timer, nej, det er heller ikke noget for mig. Og fransk-sproglig linie, hvor de har mange fransk-timer, er heller ikke lige min kop te. Klassisk-sproglig derimod, det lyder rigtig spændende. Det vækker minder fra dengang, da jeg havde Denman i historie, når han fortalte levende om romer-riget og den græske oldtid. Og når han gav den som romersk legionær eller den græske filosof, Sokrates, så var jeg helt leveret, Denman ikke alene fortalte, - han optrådte. Og pludselig er jeg ikke så sikker i mit valg. Så er det den sidste elevs tur til at fortælle, og hun fortæller meget engageret om alle de musik-arrangementer, som de er med i ud over selve musiktimerne. Til de store fester på skolen, er det altid dem fra musik-linien, der optræder med show og musik, kort og godt, det er en meget kreativ linie. Nu er jeg ikke i tvivl længere, selvfølgelig vælger jeg musikken.

Guldbrudeparret

Vi er inviteret ud til Inger og Ib i Veddelev sent om aftenen, for vi skal nemlig pynte æresporten til mormor og morfars guldbryllup. Vi mødes ude i haven, hvor flere af mine fætre også er mødt op. Det vordende guldbrudepar er allerede gået i seng, for de skal jo være friske til i morgen, hvor den store fest skal fejres. De har lånt Ingers og Ibs soveværelse, hvor der er udgang til haven. Ib er allerede i fuld gang med at vikle æresporten ind i grangrene, og vi andre går i gang med at binde små buketter af de mange blomster, der er købt til formålet. Det er rigtig hyggeligt at være sammen om at bygge denne æresport, men der er ingen høj snak, vi hvisker til hinanden, for vi vil helst ikke holde dem vågne, dvs. morfar, han hører nu ikke så godt længere, men mormors hørelse fejler ikke noget, og hun skulle helst ikke blive for nysgerrig og komme herud, for hun skal jo først se æresporten i morgen. Æresporten er færdig ved midnat, og så bliver den sat over døren ind til deres soveværelse, og nu kan vi alle tage hjem og sove.

Mormor og morfar er ved at sælge Hviidsmindegård, og deres nye hus i Jyllinge står endnu ikke klar til indflytning, så derfor har Inger og Ib lagt hus til morgenarrangementet. Næste morgen er vi alle mødt op til morgensang, hornorkesteret lægger hårdt ud med "I østen stiger solen op", og vi skråler i kor, men gardinet for døren ikke så meget som rører på sig. Så tager vi den næste morgensang med samme resultat. Ved tredje sang bliver forhænget trukket fra og døren åbnet, og mormor og morfar træder ud på trappen, stakkels mormor ser ikke helt vågen ud. Da der bliver spillet op til brudevalsen, så kommer mormor og morfar ud på fliserne og danser, mens alle klapper til, og så er der morgenmaden i stor stil.

Om aftenen ved festen, fortæller mormor, "Jeg vågnede ved at der blev spillet og sunget udenfor, og det lød så godt. Men jeg skulle jo først i tøjet og gøre mig i stand, og jeg blev så forvirret, at jeg fik nylonstrømperne omvendt på. Ejvind altså, - hvorfor vækkede du mig ikke ?" - "Jamen, du sov jo så godt", svarer morfar.

Mor bliver indviet

Mor har besluttet sig til, at hun vil tage skridtet videre og blive indviet i gurutroen, og det foregår en gang om året, nemlig i sommerferien. Det er også her, at alle de indviede bor i campingvogn hele sommeren for at være tæt på guruen. Her mediterer de, spiser sammen og hører foredrag. Mor har også lejet en campingvogn, og her overnatter vi så fra om fredag, og lørdagen er så den store dag, hvor mor - og mange andre - skal indvies.

Lige fra om morgenen er mor underlig , verdensfjern og irritabel, og jeg kan slet ikke kende hende. Det ender med at vi kommer op at skændes, og bølgerne går rigtig højt, indtil hun går og smækker med døren, og jeg sidder tilbage i campingvognen og græder, jeg kan slet ikke forstå hende. Birthe kommer et øjeblik efter, og jeg fortæller hende om vores skænderi, men hun siger, "nå, hun skal nok blive god igen". Efter indvielsen er der fest, og mor ligner sig selv igen, måske var det bare nerver, der fik hende til at reagere sådan. Om søndagen tager vi hjem til hverdagen.

Vi er taget op i sommerhuset, og mor sidder og læser i en af guruens bøger, pludselig læser hun højt, «hvis du dufter til en rose eller går en tur i skoven, så er alt det du oplever, kun en illusion». Nu kan det være nok, nu er min grænse nået,- hvis naturen kun er en illusion, og jeg ikke længere har den som tilflugtssted, så kan det være lige meget med mantra og guru, jeg har simpelthen fået nok af det hele. Jeg nægter simpelthen at tro på, at hele livet er en illusion. Men jeg har jo været vant til at tro på, at alt, hvad der sker i mit liv og omkring mig, det har en dybere mening, og det føles faktisk tomt ikke at have noget at tro på.

Jeg starter i 2 g

Efter sommerferien starter jeg så på musik-sproglig linie. Det vil sige, vi går stadig i den samme klasse, som før ferien, det er bare musik-timerne, som vi har sammen med dem, der har valgt den samme gren. Det viser sig hurtigt, at musik ikke er så nemt, som jeg troede. Vi har noget, der hedder musik-teori, og det er meget svært, synes jeg. Det går ud på, at vi får en melodi, som vi så selv skal lægge akkorder til, der er en masse regler om hvordan, det skal gøres, og så skal det jo også helst lyde rigtigt.

Vi skal også på studietur, men først skal vi stemme om det bliver til Athen eller den franske by Arles. Der er stort flertal for Athen, og det er jeg rigtig glad for, så kan jeg få stillet min nysgerrighed efter den by, som jeg har hørt så meget om i Denmans timer.

Athen kalder

Ugen før efterårsferien tager vi flyveren ned mod Athen, og vi, det er altså klasse 2a med vores klasselærer Christian og dansklæreren Claus. Allerede da vi flyver hen over byen, bliver jeg meget overrasket over, hvor kæmpestor den er, og da vi kører i bus mod vores hotel, tænker jeg: "Hold da fast, jeg kommer da aldrig til at gå tur i den by, i hvert fald ikke alene, for så farer jeg simpelthen vild". Kort før vi ankommer til hotellet, har jeg fået øje på et stort marked, og det vil jeg altså gerne hen og besøge. Så må jeg jo alligevel vove mig ud på egen hånd. Nu er det sådan, at vi hjemmefra lærte det græske alfabet godt nok at kende til, at vi kunne stave os frem til vejnavne og seværdigheder, og det er jo betryggende. Jeg bevæger mig altså forsigtigt ud i byen, og meget tæt på vores hotel ligger der en stor biograf, og den er nem at genkende.

Jeg finder altså det store marked, der er fyldt med boder, der bare er med en skillevæg imellem sig. Jeg går ind i en bod, hvor der er fyldt med ikoner på vægge og hylder, og her bliver jeg forelsket i et meget farverigt ikon, der forestiller Jomfru Maria med barnet, billedet er indrammet med farverige sten. Det vil jeg altså have med hjem, men så får jeg øje på et lillebitte ikon, der kan klappes sammen, så det er på størrelse med et fingerbøl, og det vil jeg altså også gerne have. Claus har jo fortalt os, at grækerne meget gerne prutter om prisen, så efter lidt forhandling går jeg veltilfreds videre med mit bytte. I en anden bod, falder jeg pladask for et stort kors i smedejern. Manden, der står i boden taler tysk, så han er lidt nemmere at snakke med, og jeg går straks i gang med at prutte om prisen igen, men sælgeren ryster på hovedet og siger, at enten betaler jeg prisen, eller også er der ingen handel. Hvad for noget ? - hvorfor vil han ikke prutte om prisen, som en normal græker ? Jeg er helt paf og begynder at gå hen mod udgangen, mens jeg venter på, at han kalder mig tilbage med en ny pris. Men det sker ikke, så jeg går videre med uforrettet sag, jeg vil jo ikke ligefrem gå tilbage med hatten i hånden.

Da jeg kommer hjem på hotellet igen, stiller jeg de fine nye ikoner på et lille bord ved væggen, - Nej, hvor er det flotte, jeg nyder synet af dem. Jeg ved ikke hvorfor, men de gør mig så glad.

Efter aftensmaden banker det på døren, og da jeg åbner, står Torsten fra min klasse udenfor og spørger mig, om jeg vil være med til en lille komsammen på et af værelserne, "Joh, det vil jeg da gerne". Jeg bliver budt på et glas Ouzo godt fortyndet med vand, det smager nærmest af lakridsvand og er ikke lige noget for mig. Efter en times tid, går jeg hen til mit værelse igen. Jeg har fået eneværelse, og det har jo visse fordele, ikke mindst kan jeg selv bestemme, hvornår jeg vil i seng, og hvornår jeg står op.

Næste morgen står jeg op kl. halv 7 og gør mig i stand. Kl. 7 skynder jeg mig ned i morgenmadsrestauranten, for jeg kan dufte kaffe, og jeg er godt kaffetørstig. Jeg er den første, der kommer ind, så jeg kan frit vælge bord, og tjeneren kommer hen og skænker op. Mens jeg sidder og drikker min kaffe, så kommer vores gæstelærer, hr. Ussing, ind og siger "God morgen", sætter sig ved et bord ved væggen og begynder at snakke. "Du er nok tidligt oppe i dag", siger han, "Ja, jeg er morgenmenneske, jeg bryder mig ikke om at være oppe til langt ud på natten", og på det punkt ligner vi hinanden. Efter et stykke tid, spørger han: "Tag dog din kop og sæt dig her over ved mit bord, det er så fjollet, at vi sidder og råber til hinanden", og det kan jeg da kun give ham ret i.

I dag skal vi til noget, der hedder Kap Sounion, og bussen holder og venter. Jeg er i sådan et godt humør, og jeg får lyst til at synge hele repertoiret af Georges Brassens' viser, som vi har derhjemme. Men det passer altså ikke lige min sidekammerat. "Kan du ikke holde op med at synge, jeg får ondt i hovedet", siger hun så. "Øv, - hun skulle da være glad for min gode morgensang, men hun kan måske ikke lide Georges Brassens ?" spørger jeg migselv, og nu er jeg sur. Det fortager sig dog så snart, at bussen gør holdt ved parkeringspladsen udfor Kap Sounion. For da vi nærmer os det store og skinnende hvide marmortempel, der ligefrem stråler mig i møde og med en knaldende blå himmel som baggrund, så er jeg leveret. - "Nej, hvor er det smukt", og lige nedenfor får jeg øje på det azurblå hav. Christian fortæller lidt om templet, men jeg ænser ingenting, jeg er i en anden verden.

Fra Cap Sounion kører bussen os hjem mod Athen igen, men på vej hjem tager vi en afstikker ud til havnen, hvor en turistbåd sejler os ud til øen Salamis. Her er det meningen, at vi skal ligge og tage solbad. Det er nu ikke lige noget for mig, og jeg står og kikker efter et sted, hvor jeg kan sætte mig. Men pludselig bliver jeg ramt på skulderen af noget hårdt. Jeg kikker mig omkring og får øje på en mørklødet dreng, der står parat med endnu en sten, og med blikket stift rettet mod mig. Han kaster stenen, der denne gang rammer mig på armen. "Så hold dog op dumme unge", råber jeg på dansk. Men møgungen har ikke tænkt sig at holde op med at kaste med sten. Jeg bliver faktisk lidt bange, så jeg flygter i læ bag kammeraterne, der siger "Så flyt dig, jeg vil da heller ikke rammes af sten". Til sidst bliver drengen dog træt af at smide sten, og jeg kan ånde lettet op.

Næste dag er vi på vej op til Akropolis, vi kommer forbi flere faldefærdige ejendomme. Vi går også forbi en kælder, der er indrettet til dyrehandel. Gennem ruden kan jeg se en masse bure, hvor der er ikke kun fugle og gnavere, men også katte og hunde, - ”hvad er det for noget dyrplageri ?”, tænker jeg forfærdet. Vi møder også en herreløs kat, der meget gerne vil kæle. Den har 6 små forpjuskede killinger med betændte øjne - nej, hvor er det synd, det er bare så hjerteskærende, at jeg bliver helt sørgmodig.

Efter en lang vandretur forbi små caféer og udendørs restauranter, hvor det bare går op og op ad bakke, så kommer vi endelig til højdepunktet, nemlig Akropolis. Først skal vi lige ad en masse trapper, der fører op til propylæerne, der troner som er en slags indgangsportal til området, og jeg må ligefrem bøje nakken godt bagover for at se den. Inde bag porten kommer vi så til det store område med alle templerne, og det er faktisk meget større, end jeg havde forestillet mig. Herfra går vi ned til agoraen, der i antikken var en meget besøgt markedsplads.

I dag er vi taget til markedet, for det er en af de store markedsdage, hvor bønderne er kommet til byen for at få solgt deres varer. Ved flere af boderne står der bure, som er proppet med høns, gæs og ænder, som tramper rundt på hinanden. Der er en hel gade med slagter efter slagter, og fiskehandlerne har også fået en gade, og selvfølgelig er her boder med stof i metervis, tingeltangel og meget meget mere, det er kun fantasien, der sætter grænser.

Den sidste aften spiser vi på en hyggelig udendørs restaurant, der ligger på vej op mod Akropolis. Vi har fundet et bord under en blomstrende blåregn, der dufter så skønt, og mens vi sidder og spiser dejlig græsk mad, skåler i retsina og snakker lystigt, så lyder der dejlig græsk musik i baggrunden. Dagen efter går det hjem mod Danmark, og jeg fortæller mor om den dejlige tur i den spændende storby Athen, der oser af historie, og mor vil også meget gerne opleve den antikke by, så vi planlægger, at vi vil tage derned i næste sommerferie.

Farmor bliver indlagt

Farmor er blevet indlagt på Frederiksberg hospital, og jeg kommer for at besøge hende. Hun lyser op i et smil, da hun får øje på mig, men da jeg spørger, hvordan hun har det, siger hun ”Er du klar over, hvad du fejler ?”, og kikker på mig med store åbne øjne. ”Hvad mener du ?” spørger jeg forfærdet. ”Ja, når det gælder dig selv, så er du pludselig ikke så kæphøj”. Jeg er dybt chokeret hvad er der i vejen med farmor, hvorfor siger hun sådan nogen mærkelige ting ? Så snart jeg kommer hjem, spørger jeg mor, hvad der er galt med farmor. ”Du skal ikke være så bekymret, farmor har været meget syg og underernæret, fordi hun har glemt at få nok at spise og drikke. Men på hospitalet skal de nok få hende på ret køl igen. Nu skal du se, næste gang du besøger hende, så er hun blevet sig selv igen”. Da farmor kommer hjem fra hospitalet, besøger jeg hende, og vi har det rigtig hyggeligt sammen, og nu er hun den gode gamle farmor igen, åh hvor er det dejligt. Mor og jeg bliver enige om, at jeg besøger farmor jævnligt - en gang om måneden, så går hun heller ikke og bliver mærkelig af ensomhed.

Jeg står af på hovedbanen og fortsætter til fods mod Rådhuspladsen, hvor der går en bus i retning mod Frederiksberg. På 5 juni-plads stiger jeg af bussen og går ned ad Tesdorpfsvej, hvor farmor bor. Det er en bred boulevard med mange gamle træer. Farmors ejendom ligger lidt tilbagetrukket, for enden af en indkørsel med en bom foran. Jeg kommer ind i opgangen, der er omgivet af flotte marmorerede vægge, og hvor en bred trappe fører op til lejlighederne. Her lugter af cigar, og der er ingen tvivl om, at den kommer inde fra farmors lejlighed. Jeg ringer på døren og farmor lukker op og slår ud med armene, da hun ser mig. Vi har så en rigtig dejlig og hyggelig weekend foran os.

Det er så dejligt at være her i farmors lejlighed, som jeg husker helt tilbage til min tidligste barndom. Det er som om, at her er tiden gået i stå, og det giver ro i sindet og bringer minder frem. Faktisk er der ingen andre steder, som jeg kan følge så langt tilbage i tiden.

Vi sætter os ind i den hyggelige dagligstue, farmor sidder i sin brune læderlænestol nærmest vinduet og med udsigt til altanen. Og mens jeg sidder og kikker på hende fra den grønne sofa, tænker jeg: "hvor har hun stået mange gange ude på den altan i al slags vejr og vinket til os med begge arme, mens hun råbte "farvel", "kom nu godt hjem" og "hils derhjemme".

Jeg snakker så om, hvordan det går på gymnasiet, og farmor fortæller glædestrålende, at hun havde besøg af Malene forrige weekend, og det var så hyggeligt.

Der kan godt opstå store pauser, hvor vi ikke siger noget og bare sidder og tænker hver især. Men det gør slet ikke noget, vi nyder stilheden og hinandens selskab, mens det gamle bornholmerur slår sine taktfaste hjerteslag. Farmor er lige kommet til at tænke på noget fra gamle dage, og så snakker vi gamle minder. Efter en weekend i mindernes tegn, tager jeg endnu en gang hjem til Roskilde - med ro i sindet og fri for stress.

Der går lang tid, før jeg fortæller mor, at jeg ikke tror på guruen længere, men da jeg så endelig får det sagt, så siger hun bare, "nej, det er heller ikke noget for mig længere, det er bare blevet for meget det hele". Da julen så nærmer sig, siger hun en dag, "Jeg har egentlig ikke lyst til at fejre jul sammen med familien i år, men vi skal jo til det". "Jamen, skal vi to så ikke bare fejre juleaften sammen her i Hersegade, så kan vi selv bestemme ?" Det bliver vi enige om, og mor melder så afbud til familien. Juleaften spiser vi en dejlig julemiddag og synger lidt julesange, og Mads er i sit es, han hopper op i sækkepuden, hvor jeg sidder, og så klatrer han forsigtig ned i skødet, hvor han lægger sig til ro og spinder højlydt, det er en hyggelig og anderledes jul.

Nytårsaften er hele familien – altså fars familie - samlet hos faster Inge og onkel Ole, og det er så meningen, at jeg i morgen kører med far, Ulla og Niels hjem til Søllested og bliver et par dage. Efter en hyggelig nytårsaften i familiens skød, får vi kysset farvel og åbner hoveddøren ud til en ganske hvid verden, hvor sneen bare hvirvler ned fra himlen i en uendelighed. Det er temmelig glat, så vi kører forsigtigt hjem til farmor, hvor vi skal overnatte.

Første nytårsdag sner det stadigvæk støt, og det er for glat til at vi kan køre til Søllested, så vi må altså blive her lidt endnu. Det er faktisk rigtig hyggeligt at holde 1. nytårsdag hos farmor. Ulla laver en dejlig middag, og vi nyder maden og hinandens selskab i den fine spisestue, hvor billederne af farfars familie hænger på væggen. Dagen efter sner det stadigvæk, og der er ikke udsigt til, at det bliver bedre de første par dage. Efterhånden er farmors lejlighed ved at være lidt trang til os, især Niels savner at kunne boltre sig og løbe rundt og lege, og det kan han ikke rigtig i farmors lejlighed, så han begynder at græde, og så bliver farmor irriteret og vrisser af ham, for hun er ikke vant til at der er så meget larm omkring hende hele tiden.

Efter nogen dage, hvor der kun er udsigt til sne, så ringer mor, hun vil snakke med mig. Mor siger, at hun synes, at jeg skal komme hjem i stedet for at tage med ned til Lolland. Far bliver lidt ærgerlig, men sådan bliver det. Det viser sig at være en god ide, at jeg tog hjem, for snevejret vil bare slet ikke slippe sit tag i landet, og på Lolland er det særlig slemt, der går sneen helt op til hustagene, så hvis jeg var taget med til Lolland, så var jeg ikke kommet hjem den første måned.

Det bliver en lang vinter, og hver gang, at jeg tror, at den er ved at være slut, så vågner jeg op til en ny dag med snevejr, men der er nu noget eventyrligt over det hvide landskab, hvor sneen bare bliver ved med at hvirvle ned. Folk begynder at snakke om, den vinter dog ikke snart er slut, men jeg synes altså, der er noget skønt ved, at der for en gangs skyld er noget, som vi mennesker ikke kan styre.

Jeg går til skole hver dag, det er simpelthen for glat til at cykle, og der er altså et sted på min skolevej, hvor 10-12 buttede gråspurve har forsamlet sig, og de kvidrer ivrigt i munden på hinanden, hvor er det dog dejligt og livsbekræftende med alt det fugleliv, jeg bliver faktisk rigtig glad.

Vi skal have dansk i første time, og Claus er lige kommet ind og skal til at undervise, men så bliver der sagt over højtaleranlægget, at alle fra Valdemars musikklasse skal mødes i musiklokalet. Hanne, Marianne og jeg rejser os og går med raske skridt derned, vi er ærligt talt meget spændte på, hvad der skal ske. Da hele klassen er samlet, fortæller Valdemar os så, hvilken speciel dag det er i dag. Det er 2 februar og det bliver også kaldt for kyndelmisse – eller på tysk Kandelmesse (lysmesse), og derfor skal vi lære en kyndelmissesang. Vi øver sangen igennem nogen gange – flerstemmigt selvfølgelig, og det lyder rigtig godt. Så får vi et hvidt klæde på og et lys i hånden alle sammen, og ligesom et lucia-optog går vi hele gymnasiets gange igennem, mens lysene er slukket. Og det lyder så godt, at jeg får gåsehud på armene, det er en skøn oplevelse.

En dag først i april er der pludselig omslag i vejret, de grå skyer har forladt himlen, og solen stråler fra en skyfri himmel. ”Skulle vi ikke gå en tur i det gode vejr ?”, foreslår mor. ”Jo, det er da en god idé”, siger jeg, og vi går ned i Byparken. Parken er virkelig smuk i dag, som den ligger der hvid og glitrende i den første lune forårssol, og på stierne fosser smeltevandsfloder af sne ned ad bakke, så vi passer på, hvor vi går.

Mor og jeg besøger Athen

Mor og jeg havde jo for lang tid siden planlagt, at vi skulle til Athen i sommerferien, og nu er tiden inde til, at vi skal af sted. Vores hotel ligger meget tæt på Akropolis, og fra vores altan har vi en flot udsigt til seværdigheden. Vi har bestilt halvpension, og det vil sige, at morgenmaden og aftensmaden får vi nede i restauranten, og frokosten må vi selv stå for. Så allerede den første dag tager vi tidligt af sted på markedet for at købe ind. Det er et skønt vejr, og markedspladsen er ved at åbne. Vi får købt det lækreste græske landbrød, gedeost, der bliver pakket ind i papir, Vi køber også lidt salte oliven og et par modne tomater. Vi kommer også lige forbi en butik, hvor vi kan købe neskaffe, så nu kan vi klare os med frokost, når den tid kommer. Det varme vand til kaffen bliver klaret af en elkoger, som vi har lejet på hotellet.

Ved 12-tiden bliver her så varmt, at vi ikke kan være nogen steder, så vi holder siesta hjemme på værelset. Frokosten bliver så nydt imens, og bag efter kan vi jo lige så godt sove til middag. Først sent på eftermiddagen kan vi igen være på altanen, hvor der er en skøn udsigt til selveste Akropolis. Og lige nedenfor vores altan ligger der en teaterskole, hvor de øver de græske tragedier hver aften, og vi har førsteparket til opførelsen, som vi nyder til aftenkaffen. Herfra er der også udsigt til mange spændende ting. Vi følger en kvinde, der går forbi de 3 vinduer, der vender ud mod os, og hver gang har hun lige taget et stykke tøj af. Vi kan se, at hun åbner hoveddøren for en mand, og nu bliver det først rigtig spændende. Men pludselig kommer hun i tanker om, at hun ikke har trukket gardinerne for, og hun skynder sig at råde bod på det.

På en tagterasse ikke langt herfra, sidder der en lille gruppe mænd og kvinder og spiller kort i skæret fra de mange små lamper, der lyser rundt omkring. Og lige i nærheden render børnene rundt og leger og har det skønt, for her i Grækenland får børnene altid lov til at være længe oppe.

Selvfølgelig skal vi da op og besøge Akropolis, det er mor og jeg helt enige om, og jeg glæder mig vildt til at gense de store templer oppe på højen, hvor oldtidens grækere kom for at ofre til guderne. Mor og jeg har stillet os i den kø, der efterhånden har samlet sig for at købe billetter. Og nu går det så i langsom fart op ad de mange trapper, der fører mod indgangsportalen, og jeg må ligefrem bøje nakken bagover for rigtigt at kunne se den. Lige indenfor på pladsen står det store flotte parthenontempel i skinnende hvid marmor, og jeg føler mig pludselig som en ung grækerinde, der er på vej ind i templet for at ofre til krigsgudinden Athene, hun skulle efter sigende være herinde i form af en kæmpestor guldstatue. Men det er altså fortid nu, for i dag er der kun søjleskoven tilbage af det engang så magtfulde tempel. Da vi har kikket os mætte på Parthenon og de andre templer, så går mor målrettet efter det lille Akropolis-museum, der ligger helt nede i det bageste hjørne. Indenfor er der flere dejlige skulpturer og friser, som er fundet her på højen, og udenfor er der masser af marmorbrudstykker, der er ordnet og sorteret og forsynet med numre. Her oppefra får vi øje på Dionysseus-templet, der stadig bliver brugt til græske tragedier, og mor og jeg bliver da også enige om, at det er her, vores lille teatergruppe optræder.

Nedenfor Akropolis ligger den flade agora, hvor der er bagende varmt og ikke ret mange steder at søge skygge. Men heldigvis får vi lige øje på den store bygning med en søjlegang foran, og det er også et museum med fund fra agoraen, og mens vi bliver svalet af, så hilser vi lige på de kejsere og politikere fra antikken.

Efter at vi har set nærmere på det spændende museum, går vi mellem ruiner, og lige pludselig stivner jeg, for nede i en af ruinerne får jeg øje på en død hund. Den kan ikke have ligget her ret længe, for den er stadig hel at se på. pyha, det var jeg slet ikke forberedt på. Vi går forbi en hyggelig lille kirke, der ligger ved udgangen af området, og nu er det tid til at gå hjemad mod hotellet og vores middagslur.

Seneste kommentarer

12.10 | 13:53

Jeg vil gerne sende en fødselsdagshilsen til Henriette

24.11 | 16:09

Jeg er beboer og skriver på Himm. gl. Prgds's historie. Vil du fortælle mig om din mors liv efter at I flyttede herfra i 1980. Mange tak! - Også for skildringen her fra hjemmet.

17.03 | 07:37

Det er sjovt at få vores og dine familiehistorier på skrift, Henriette; det er da utroligt at du huske alle de detaljer! 😊
Jeg vidste ikke at i havde så meget gang i film business! 😎
Hav det godt K

15.03 | 13:18

Hej Henriette

Det var hyggeligt at læse dine sider igennem - bringer minder frem.

Håber du har det godt og hilsner fra Michael

Del siden